Er det forbi eller kan vi blive kærester igen?

Vis spørgsmål

Kære AdamogEva.dk. Jeg mødte den her dreng fra min skole - årgang, men som jeg ikke rigtig tidligere har haft kendskab til. Vores forhold udviklede sig, og det endte med, at vi i sommerferien blev kærester.

Da vi begge har en meget travl hverdag og dyrker meget sport, havde vi ikke tid alene mere end max. to gange om ugen. Selvfølgelig så vi hinanden i skolen, men det er altså bare ikke det samme, som kun at være alene.

Efter to måneder havde vi en periode, hvor vi ikke havde snakket sammen i en uge, selvom vi går på samme skole. Han virkede meget afvisende overfor mig, og jeg er meget genert - så jeg gik bare og ventede på, at han ville komme hen til mig. Endelig skrev han til mig en aften og samtalen udviklede sig - og vi blev uvenner. Dagen efter i skolen ville jeg snakke med ham om det, men der skete det.

Han gjorde det forbi, efter en snak på omkring 30 minutter. Jeg var knust, og er det stadig - for jeg er bare så forelsket i ham. Jeg har på fornemmelsen, at det er hans bedste veninde, der har haft stor indflydelse på den her beslutning - blandt andet fordi, at hun går og kalder mig diva og siger, at jeg har ændret mig. Men han sagde, at årsagen til det var, at han følte, at jeg flirtede med andre drenge (hvilket jeg OVERHOVEDET IKKE gør!).

Jeg tænker på ham hver eneste dag, minut - sekund. Og jeg kan slet ikke klare, at skulle se ham i skolen uden at kunne gå hen og snakke med ham, kysse ham, mærke ham.. Det gør mig virkelig ulykkelig - og jeg ønsker virkelig ikke at glemme ham. Han siger, at han stadigvæk er forelsket i mig, og at hans følelser er helt uforklarlige - så jeg ved ikke, om det for alvor er forbi, eller om jeg skal forsøge at få ham igen? Og på hvilken måde kan vi bedst muligt opbygge et kæresteforhold igen?

På forhånd tak, knus den forelskede, 14 år.


SVAR:

Kære ”Forelskede” (14 år)

Tak for dit spørgsmål! Jeg kan godt forstå, at du er ulykkelig og ikke kan få drengen fra din årgang ud af hovedet. Det er svært at være forelsket og gå i uvished om, om kæresteforholdet er forbi eller bliver til noget igen.

Ikke færdige med hinanden endnu

Ud fra det, du skriver om, at I begge to stadigvæk er forelsket i hinanden og at hans følelser for dig er ”uforklarlige”, virker det ikke til, at I er færdige med hinanden endnu. Det lyder til, at der er sket nogle forskellige misforståelser mellem jer, og at I begge to er blevet usikre på, hvor I har hinanden. Om han stadigvæk vil være din kæreste eller ej, kan du kun finde ud af ved selv at være åben overfor ham og snakke med ham om det. Derfor foreslår jeg, at du tager initiativ til at kontakte ham og fortæller ham, at du stadig er forelsket i ham og gerne vil, at I skal være kærester igen. Men det er vigtigt, at I får snakket om forskellige ting, før I evt. bliver kærester igen.

Hvordan opbygge et kæresteforhold igen?

Der kan så nemt ske misforståelser i et parforhold, hvis man ikke får talt tingene igennem, men i stedet selv tolker noget den anden har sagt eller gjort, uden at spørge hvad den anden mere præcist mente. Misforståelser gør, at man bliver usikker på, hvor man har hinanden henne. Måske er det dét, der er sket for jer. Du kommer selv med det eksempel, at han føler, at du flirter med andre drenge, hvilket du ikke selv oplever, at du gør. To forskellige mennesker vil tit opleve ting forskelligt. Prøv at spørge ham, hvad han mener, når han siger, at du flirter med andre drenge. På den måde finder du ud af, hvad han tænker, og du kan fortælle ham, at du oplever det anderledes og ikke tænker på det som flirt. Måske vil du efter en snak med ham være mere opmærksom, på de signaler du sender for hans skyld. Eller måske vil du bare gøre, som du plejer, fordi du har fået forklaret ham, at du ikke mener noget med det, fordi det er ham, du vil have.

Et godt kæresteforhold bygger bl.a. på åbenhed og ærlighed. I et kæresteforhold er det vigtigt, at kunne snakke med hinanden, om når man bliver såret, men også vigtigt at fortælle hinanden, når den anden gør noget, man bliver glad for. Prøv overfor ham at stå ved, hvem du er, ved at fortælle ham om dine tanker og fortælle ham, når du på en eller anden måde bliver usikker på, hvor du har ham henne. Selvom du er genert, vil det være en god idé at DU også nogle gange tager initiativ til at kontakte ham. Ud fra det, du skriver, virker han ikke nær så genert som dig, men han har sandsynligvis alligevel brug for, at du nogle gange tager initiativ til at snakke med ham for at føle, at du vil ham. Men det er også noget af det, du kan snakke med ham om.

Respekter hans valg

Hvis I bliver kærester igen, så vær opmærksomme på ikke at binde hinanden, men fortsat give hinanden frihed til at snakke med både drenge og piger. Hvis det er svært for dig at sætte ord på dine tanker ved at snakke med ham, så skriv evt. et brev til ham i stedet for. Hvis han holder fast i, at I ikke skal være kærester længere, så må du respektere hans valg.

Det kan også være, at han i virkeligheden slet ikke er parat til at skulle binde sig i et kæresteforhold i det hele taget, men hellere bare vil være gode venner - det er jo også en mulighed.

Jeg håber, at I snart bliver afklaret og finder ud af, om I skal være kærester eller ej igen. Du er altid velkommen til at vende tilbage med uddybende eller andre spørgsmål.

Kærlig hilsen Lene


Lene Graugaard Esmarch

Skrevet af:

Lene Graugaard Esmarch

Efterskolelærer

adamogeva.dk

adamogeva.dk bruger cookies. Læs mere OK