Er 15 år - hvornår kommer min menstruation?

Vis spørgsmål

Nu er jeg 15 et halvt, og jeg har endnu ikke fået min menstruation. Mine bryster er stadig utrolig små, og jeg synes bare alt går langsomt. Har haft udflåd i 1,5 år, men der er ingen tegn på at min menstruation er på vej.

Hvordan kan det være? Og når man bliver 16, og stadig ikke har fået den, skal man vist til lægen. Hvad gør de der? Kan de give én noget, så man får den?

På forhånd tak for svaret.

Sophie


SVAR:

Kære Sophie

Der sker mange forandringer med ens krop i puberteten, og tanker og bekymringer om kroppen kan fylde rigtig meget. Det kan du læse mere om her:

Pubertet - en ekstrem forvandling

Svært at være den sidste

Det kan være hårdt at føle sig anderledes end sine klassekammerater. Du er måske den sidste i klassen, der ikke har fået menstruation endnu? Måske har de andre haft brug for bh de sidste par år, og snakker meget om det? Så er det svært ikke at blive utålmodig, når din krop udvikler sig lidt langsommere end gennemsnittet.

Mange piger får deres første menstruation i 12-13 års alderen. Der kan derefter gå flere år, inden den er regelmæssig, og de fleste hår fået menstruation som 16-årige. 

Du skriver selv, at du er begyndt at få bryster, men at de ikke er så store. Du skriver ikke, om du er en lille eller stor pige. Hvis du er undervægtig eller overvægtig kan det påvirke menstruationen, så den udebliver.

Du har fået udflåd. Det er også et tegn på, at der sker noget i din krop. Du skal bare være tålmodig. Dog skal du gå til din læge, hvis du har voldsomme mavesmerter.

Måske ligner din udvikling en af dine forældres

Har du snakket med din mor om hendes pubertet? Måske var hun også senere end sine jævnaldrende? Eller måske var din fars pubertet senere? Det er meget sandsynligt, at din kønsudvikling kan minde om en af dine forældres.

Undersøgelse kan være en god ide

Det er helt rigtigt, at hvis du ikke har fået menstruation som 16-årig, da er det en god ide at kontakte din læge. Din læge vil da vurdere, om du er gået i puberteten. Dvs om du er begyndt at få kønsbehåring og hofter og om der er begyndende vækst af brysterne. Det er ikke en ubehagelig undersøgelse. Du behøver ikke have en masse tøj af eller blive mærket på.

Hvis der er gået to år, fra du er begyndt at udvikle bryster og du endnu ikke har fået din menstruation, vil din læge måske tage en blodprøve for at måle dine kønshormoner. Eller måske sende dig til en gynækolog, der er specialist i de kvindelige kønsorganer og som måske vil lave en gynækologisk undersøgelse. Det kan være nødvendigt at behandle med p-piller i en overgang, for at få din menstruations cyklus startet.

Hvis du bekymrer dig meget for, om der er noget galt med dig eller din krop, synes jeg du skal gå til din egen læge allerede nu. Der kan du få en snak om dine bekymringer og om du udvikler dig, som du skal.

Til sidst vil jeg bare sige til dig, at du er et unikt menneske. Du er skabt af Gud, præcist som han har ønsket det, og han elsker dig sådan som, du er.

De kærligste hilsner fra Signe


Signe Engholt Andersen

Skrevet af:

Signe Engholt Andersen

Læge

adamogeva.dk

Annoncer