Drøm med homoseksuelt indhold – betyder det, at jeg er bøsse?

Vis spørgsmål

Jeg havde denne her drøm i nat, hvor jeg lå og snavede med en dreng, og hvor jeg så trak hans hættetrøje af ham og lod min hånd bagefter glide på over hans penis (han havde bukser på, det havde jeg også). Vi kyssede videre, og jeg lavede bollebevægelser, og så vågner jeg op og har fået en udløsning.

Betyder det at jeg er bøsse? Jeg har brug for et svar, for jeg er bange for, at min familie vil blive sure og skuffet, fordi vi er kristne.

Hjælp mig. 

Hilsen den Den fortvivlede, 17 år

SVAR:

Kære fortvivlede

Tak fordi du henvender dig til AdamogEva.dk.

Dit spørgsmål handler om drømme, og om en drøm med et homoseksuelt indhold betyder, at du er homoseksuel.

Drømme er symbolsprog

Mange drømme skal efter min forståelse ikke tillægges den store betydning. Hjernen lagrer indtryk fra vågen tilstand, sanseindtryk, oplevelser, følelser, og de kommer nogle gange i en temmelig rodet rækkefølge. Hjernen rydder på en eller anden måde op, så den kan være frisk til en ny dag. Man glemmer drømmen hurtigt igen, og hvis man prøver at huske den, kan man godt se, hvor flere af elementerne lige kom fra. Men det er rodet og giver i sig selv ikke nogen mening.

Andre drømme virker mere voldsomme, og man kan ikke lige ryste dem af sig igen. Sådan lader det itl at være med dig og denne drøm, bl.a. fordi du vågnede og havde fået udløsning. Om sådanne drømme, som man tænker må have en eller anden betydning, er det vigtigt at forstå, at drømme altid er symbolsprog. Drømme er ikke realsprog, så de betyder nøjagtigt det, som de forestiller.

Drømme er ikke virkelighed

Hvis du tænker efter, tror jeg, der ikke er nogen af dine andre drømme, du vil “oversætte” direkte fra drøm til virkelighed. At drømme, at man falder ned ad et bjerg betyder ikke, at man er ved at falde ned ad et bjerg. At drømme, man er forfulgt betyder ikke, at man nødvendigvis er forfulgt.

Natlig erektion er normalt

Du er i en alder, hvor kroppen er vågnet i forholdet til sex. Det ville være mærkeligt, hvis du ikke jævnligt har drømme med seksuelt indhold, og hvor du evt. vågner med en erektion eller endda en udløsning. Mange teenagedrenge oplever natlig udløsning, og det er helt normalt. Nogle gange kan det følges med en drøm, hvor man tænker: Hvor kom det lige fra, hvorfor var der noget seksuelt lige her?

På vej fra dreng til mand

Hvad kan være betydningen af en tilsyneladende homoseksuel drøm? Mit forslag er, at drømmen fortæller noget om, at du som ung mand er ved at finde dig selv som en del af dit eget køn. Du er ved at blive dig selv som en voksen mand. Som teenager er du undervejs og i en proces. Og i din drøm fik denne proces af at være på vej til at blive voksen mand en erotisk undertone.

Jeg ville ikke tillægge drømmen den kraft, at den skulle definere dig mht. til din kønsidentitet. Jeg mener ikke, drømmen i sig selv betyder, at du er homoseksuel.

Dit vågne liv

Nok om drømmen. Hvad med dit vågne liv? Fylder frygten en masse, eller er det mest drømmen, som har sat det hele i gang?

Du beskriver dig selv og dine forældre som kristne, men siger ikke meget om, hvad der ellers former dig. Hvis du er kristen, så stol på, at Jesus går med dig i disse år, hvor din kønsidentitet formes. Han er ikke din modstander. I livet med Jesus får vi tid til at formes og vokse, så giv dig selv tid – også til at vokse som en kristen – og til at vokse i det at skulle være en voksen mand.

Og uden at kende dine forældre: Har du nogen grund til at tro, at deres kærlighed til dig grundlæggende vil kunne rokkes?

Bedste hilsner
Ole 

Opdateret 15.10.2020

Annoncer