Dømmer Gud mig, på grund af min homoseksualitet?

Vis spørgsmål

Hej, jeg er ung fyr der "lider" af homoseksualitet og har det meget svært med det og ville meget gerne være hetero eller helt have fjernet min seksualitet, men min læge vil ikke give mig de piller :(.

Men mit spørgsmål går på, hvad bibelen siger om homoseksualitet. Jeg ved at selve handlingen er en synd, men betyder det, at man så er dømt, til evig fortabelse i helvedes flammer, hvis man har sex med en af samme køn? For man kan vel kun få syndsforladelse, hvis man angrer sine synder, men det er svært at angre noget, der er gjort af kærlighed og lyst.

Mit største problem er så, at jeg tænder på meget unge mænd, ja faktisk drenge, men også på voksne. Jeg kunne dog aldrig, finde på at have sex med en dreng!, men kan man gøre noget mod lysten eller forklare, hvorfor jeg har disse rædselsfulde tanker/lyster?

Håber virkelig på et svar, for har været tæt på selvmord og været indlagt flere gange, men det er meget svært at tale med andre om lyst rettet mod unge :(

Fyr, 25 år


SVAR:

Kære 25-årige fyr med tiltrækning til unge mænd og drenge!

Tak fordi du skriver til AdamogEva. Tak fordi du vælger en åbenhed omkring, hvad du føler og kæmper med.

Forbudte følelser

Du har al min respekt i det, du dagligt skal kæmpe med. Jeg er klar over, at det er en ensom og indimellem følelsesmæssig tung vej, du har fået at vandre. Jeg ønsker dig alt godt på vejen.

Hvad skal man stille op med forbudte følelser, som man ikke ønsker at have, men som alligevel er der? Her har jeg nogle overvejelser, som du måske kan bruge.

Ingen skyld

For det første er det ikke din egen skyld. At være tiltrukket af sit eget køn, og som i dit tilfælde også at være tiltrukket af drenge, er ikke noget, du kan bebrejdes som et valg eller som et ønske. Disse følelser gør dig ikke skyldig i noget som helst. Den menneskelige seksualitet formes i et samspil af mange forskellige ting, som både handler om biologi og påvirkninger. Nogle ting har man selv været herre over, men mange af tingene, har vi ikke selv direkte indflydelse på.

Uopfyldt begær – et livsvilkår

For det andet, så må du være bevidst om, at det dit ansvar, hvordan du handler på dine følelser og længsler. Det er ikke umuligt, at leve med uopfyldte længsler. Det er alle menneskers vilkår, at man ikke altid kan få opfyldt et hvilket som helst begær, og at man må lære at lægge begrænsninger på sine handlinger. Du skriver, at du aldrig kunne drømme om, at have sex med en mindreårig. Her ligger allerede en grænse i dig, og den grænse er du nødt til at holde fast i for resten af dit liv. Du bær på en længsel, som altid vil skulle være uopfyldt. Tag én dag ad gangen, én situation af gangen. Det kan umiddelbart virke uoverkommeligt, men det er ikke umuligt.

Ikke alene

For det tredje, så vil det være godt, hvis du har nogle, du kan dele dine kampe med, så du ikke er alene med dem. Det vil være godt, hvis du kan finde nogle, du kan være fortrolig overfor, og hvor du kan tale om, hvad du bakser med. Det kan være overfor en præst, sjælesørger eller terapeut, eller det kan være sammen med andre, som bakser med samme problemstilling. Det kan være altafgørende at have steder, hvor det ikke er et tabu at sige, hvordan man har det, og hvor man ikke straks føler sig forkert, fordi man taler om sin homoseksuelle orientering. På den måde kan du finde støtte i at være en et kæmpende menneske, blive bekræftet i, at du ikke er forkert og få opbakning til at finde en måde at leve med følelserne på.

Bibelen og homoseksualitet

Du spørger om, hvad Bibelen siger om homoseksualitet. Der tales om homoseksualitet flere steder, nogle steder på en indirekte måde.

Samlet set kan man sige, at Bibelen ser på den homoseksuelle handling, som en synd. Derfor kalder Bibelen det menneske, som har homoseksuelle følelser til ikke at leve dem ud i en aktiv handling. Bibelen siger ikke noget om, at det menneske, som har en homoseksuel identitet er en synder. Ordet synd er bundet til handlingen. Der er et sted i Bibelen, 1. kor. som tyder på, at der i menigheden befinder sig mennesker med en homoseksuel baggrund, som ikke længere lever homoseksualiteten ud – og de fremhæves sammen med andre, som fuldstændig ligeværdige medlemmer i den kristne kirke. At man som homoseksuel ikke kan leve sin homoseksualitet ud i aktiv handling, sættes på linje med det, at heller ikke alle heteroseksuelle er frie til at leve deres heteroseksuelle ønsker ud.

Der sættes i bibelen rammer og retningslinjer for det aktive seksuelle liv, og den ramme der gives, er det gensidige, ligeværdige, forpligtede forhold, hvor man holder sig til det menneske, man har forpligtet sig på. Dette defineres også ved kønsforskel og og handler om det heteroseksuelle ægteskab. (se mere i links nedenfor)

Jesus på vores side i kampen

Men når du spørger om Bibelen og homoseksualitet, så er det også vigtigt at spørge om noget andet. Hvad siger Bibelen om Guds forhold til det sårede menneske? Hvad siger Bibelen om den, som kommer til Kristus med sin brudthed, sin følelse af at blive revet i stykker og lide? Viser Gud sig som en fjende af de sårede menneske eller som en ven? Jeg er overbevist om, at intet kan skille os fra Kristi kærlighed, og når vi kommer til ham i ærlighed, som vi er, med synd og brudthed – og såmænd også med vores manglende eller tøvende anger – så finder vi en kærlig ven og frelser, som går på vores side i kampene. Ham kan du jo også prøve at tale med om din bekymring for fortabelse.

Opmuntrende livsfortællinger

Hvis du er interesseret i, hvordan andre kristne med lignende historier, har forsøgt at leve deres liv i spændingsfeltet mellem uopfyldte længsler og bibelens retningslinier, så findes der en lang række livsfortællinger, som du kan finde på nettet. Prøv fx at se på www.exodusinternational.org, og på nogle af de links, som hjemmesiden giver. Du kan også bestille bøger hjem fra dem, som beskriver livsvandringen for en homoseksuel fra et evangelisk kristent perspektiv.

Måske kan nogle af historierne her også hjælpe med en forståelse af, hvad der har formet din seksualitet.

Desperation og selvmordstanker

Til sidst en lille kommentar til din overvejelse om selvmord. Det gør mig ondt, at du har været tæt på selvmord og har været indlagt flere gange. Jeg er klar over, hvor desperat det kan være, at føle sig tiltrukket af helt unge.

Jeg tror ikke på selvmordet som løsning - man slår de forbudte følelser ihjel, men sammen med dem, slår man alt det gode i livet ihjel. Selvmordet rammer også de nærmeste hårdt. Det var de svære følelser man ville slå ihjel, men man rammer alt andet samtidig.

Det er svært at tale om tiltrækningen til unge, og alligevel må du vælge den svære vej, det er, at lukke nogle mennesker ind i din smertes inderste. Måske kan de ikke hjælpe direkte, men der er en stor hjælp i at vide, at nogle kender ens kampe, og at man er elsket alligevel.

Kære 25-årige! Tak for din tillid! Tak for det smukke menneske, man ser skinne igennem linjerne på brevet. Jeg ønsker dig alt godt i din vandring videre, og vil bede om, at Guds gode hånd må lede dig og møde dig, der hvor du er.

Skriv endelig igen, hvis du har brug for at skrive med en kristen om dette her, eller hvis du ønsker hjælp til at finde en, du kan tale med dette her om.

Her er nogle af de links fra vores hjemmeside, som jeg henviser til, og som måske også kan hjælpe dig.

Sex i Bibelen - på den gode måde

Sex i Bibelen - stærke sager

Ægteskabet og Bibelen

 

Jeg er kristen, men måske lesbisk, går det?

Kan jeg som kristen leve i et lesbisk forhold?

Er Bibelen imod lesbisk sex?

 

Hvad er homoseksualitet?

med venlig hilsen Ole


Ole Backer Mogensen

Skrevet af:

Ole Backer Mogensen

Sognepræst

adamogeva.dk

adamogeva.dk bruger cookies. Læs mere OK