Dilemma i 11 års aldersforskel – hvordan finder jeg klarhed?

Vis spørgsmål

Hej Adam og Eva. Min kæreste og jeg står i et dilemma. Vi har været sammen 1½ år nu. Jeg er 18, og han er 29. På trods af min unge alder, har jeg en del livserfaring med at være på egne ben fra helt ung af. Jeg har heller aldrig før haft kærester, som er på min egen alder. Jeg falder for den modne mand, som ved hvem han selv er og hvad han vil. Jeg elsker ham meget højt.

I forbindelse med vores forhold har vi oplevet meget jalousi og skænderier, men vi har udviklet os en del, da vi har haft store ønsker om at forblive sammen. Derfor er skænderierne mindsket gevaldigt, større tålmodighed, men jalousien er stadig tilstedeværende. Min kæreste er inde i en god periode, men jeg er blevet ekstremt jaloux, fordi vi havde et brud for et halvt års tid siden, hvor jeg fandt ud af, han i pausen havde kontakt med en gammel flirt. Intet skete, men jeg bliver jaloux, bare han er på arbejde. I hans erhverv er han selvfølgelig gode kollegaer med en kvinde. På denne måde sætter vi begrænsninger for hinanden, da jeg ikke ønsker, at han skal have mere kontakt med hende end højest nødvendigt. Han ønsker heller ikke selv, at jeg har kontakt med mine mandlige kammerater på tomandshånd eller online.

- Sagen er den, at vi er begyndt at tænke meget på fremtiden, da fremtiden ikke er om 5 år, men nu. Min kæreste vil gerne være sikker på, at vi holder i det lange løb, hvilket jeg selvfølgelig også er interesseret i, i forhold til at han ikke spilder sin tid. Denne diskussion har udmundet i, at vi holder en ’tænkepause’, hvor vi skal finde ud af, om vi tror på, at det skal være os. Det skal lige siges, at det tager meget hårdt på mig, og at jeg har svært ved at finde ud af, hvad jeg vil.

- Angående børn, var det på ingen måde aktuelt fra min side, da vi startede vores forhold, men jeg har nu fået lysten til at få børn. Han har givet mig lysten til at få børn med ham, ikke for at beholde ham, men fordi jeg tror på, at han vil blive en fantastisk far og en skøn mand for mig. Det har dog ligget lidt ude i fremtiden blandt andet fordi vi er enige om, at økonomi, uddannelse og job, skal være stabilt, før vi ønsker et barn i vores liv. En anden del af grunden er hans job, som kræver ham 100 %, hvilket gør, at han er træt og uoplagt, når han kommer hjem. Det har ikke været aktuel at få børn de næste 4 år i hvert fald, da han udover sit job også studerer ved siden af og det afsluttes om ca. 4 år.

- Min kærestes problem er, at han gerne ville have muligheden for at få børn, når han gerne vil det. Det føler han ikke, at han kan med mig, fordi han ikke vil have, at jeg skal presses til at være mere voksen, end jeg er, og at jeg er for ung til at blive mor. Jeg skal jo selvfølgelig også have min uddannelse, men der er jo ikke nogen, der siger, at det er umuligt at få børn i pausen af sin uddannelse? Han ønsker dog heller ikke at være sammen med mig, hvis vi ikke har nogen fremtid, fordi man kan sige, at tiden tikker for ham. Tiden ville være spildt, hvis vi kørte vores forhold videre et års tid endnu og først der ville gå fra hinanden og chancerne bliver ikke ligefrem større med alderen for at finde en ny, man har lyst til at få børn med.

Min kærestes andet problem er, når noget ikke går, som han ønsker i vores forhold, så bliver han så gal, at han synes, hele vores forhold er dårligt, at vi ikke kan snakke sammen, han ikke er forelsket i mig osv. Men han siger undskyld for det hele på et andet tidspunkt, og siger at han er glad for, at jeg kender ham så godt, at jeg ved, at han ikke mener de ting, han siger. Det er bare hårdt at blive skubbet væk fra en person, hver gang, man er blevet tættere. Det gør rigtig ondt.

- Problemet for mig er, at jeg endnu ikke ved, hvem jeg selv er, og hvad jeg har lyst til at gøre med mit liv, og det var grunden til, at denne diskussion startede, fordi jeg havde brug for at snakke med min kæreste om disse ting. På en måde kan man sige, at jeg er bange for at blive voksen og tage de første skridt hen imod en voksen tilværelse, hvor der følger ansvarlighed og forpligtelse med. Jeg føler mig dog fuldstændig forpligtet til min kæreste, men det skræmmer mig, for jeg vil jo gerne være sammen med ham resten af mit liv og stifte familie med ham, men jeg ved bare ikke, om jeg er klar til det om nogle år? Jeg er bange for, at enten jeg eller min kæreste tager nogle forkerte valg og ender op med, at vi er ulykkelige, fordi vi ikke vil det, som den anden vil og ikke får det modspil, man ønsker, men har gået på kompromis med nogle ting, som havde stor betydning?

- Hvad skal jeg gøre for at kunne komme tættere på, hvad der fungerer for mig, og hvad jeg ønsker i min fremtid? Hvad kan jeg forvente? Hvad skal jeg tage med i mine overvejelser? Er der noget, man bestemt ikke skal gå på kompromis med fx at ’skippe’ sin ungdom for at kunne være den kvinde, man ønsker at være for sin kæreste? Ikke mindst, hvordan ville en realistisk fremtidsplan se ud for os?

- Vi har nu en tænkepause, fordi vi vil finde ud af, hvad vi gør herfra. Vi ved endnu ikke, om vi skal være sammen og få det til at fungere, lave realistiske fremtidsplaner sammen, eller om vi skal gå hvert til sit. Vi elsker hinanden meget, og har haft en ’pause’ fra hinanden før, hvor vi indså, at vi ikke kunne være foruden hinanden. (forkortet af redaktionen)

Mange hilsner N, den fortvivlede kvinde på 18 år.


SVAR:

Kære N

Tak for dit spørgsmål, som jeg vil forsøge at give et svar og nogle tanker.

Når jeg læser dit brev, kan jeg tydeligt mærke din frustration, og at du samtidig elsker din kæreste.

Naturligt med forestillinger om den fælles fremtid

Når man som jer har været i et forhold i 1½ år, er det naturligt, der kommer et tidspunkt, hvor man begynder at tænke fremad: Hvad fører dette til? Og er vi de rette for hinanden? Problemet med disse tanker og forestillinger om fremtiden er, at der er alt for mange ukendte faktorer, som vi ikke rigtig har kontrol over. Der kan ske meget på 4 år, som er jeres horisont i forhold til at stifte familie, og det er umuligt at forudse, hvor I begge er på disse år. Det betyder, at selvom vi gerne vil planlægge og se fremad, så er det alligevel ikke sikkert, at verden ser ud, som vi tror om 4 år.

I er vidt forskellige steder i jeres liv

I jeres forhold er det lige der, det bliver en stor udfordring, at aldersforskellen er så stor. Du er med dine 18 år stadig i gang med at udvikle dig og finde ud af, hvem du er, og hvad du vil med dit liv, samtidig med at din kæreste har gennemlevet en stor del af dette, har en plan og en livsbane, som han selv har valgt og går målrettet efter. Det betyder, at han kan snakke med større erfaring og vægt, og du nemt pga. din usikkerhed på dig selv bliver nødt til at følge med og derfor kan komme til at tage valg, som du ikke helt er klar til.

Mærk efter hvad du gerne vil med dit liv

Jeg kan sagtens mærke i det, du skriver, at din kæreste gerne vil respektere dig, og ikke presse dig, men det kommer han alligevel til, når han siger, han er “bange for at spilde sin tid” og “uret tikker”. Du skriver fra starten i dit brev, at du altid har haft kærester, der er meget ældre end dig, fordi de ved, hvad de vil og er sikre på sig selv, det kan jeg godt forstå er godt og trygt, men når du er sammen med disse mænd, kan det være svært at mærke dig selv, pga. de er så tydelige og sikre på sig selv.

Som svar på dine spørgsmål vil jeg først og fremmest opfordre dig til at bruge jeres tænkepause til at prøve at mærke dig selv, og hvad du gerne vil med dit liv. Det er ikke noget, du kan gøre på en eftermiddag. Det er at prøve at tænke indad og mærke, hvad der gør dig godt, og hvad der gør dig ked af det. Det er en proces, du kan starte ved fx at prøve at sætte ord på, hvad der er dig, måske skrive ned, hvad dine styrker og svagheder er, hvad du har lyst til, hvad du ikke kan lide mv. Det kan godt være svært i starten, men det er en god måde at få styr på, hvad der bor i dig, og hvad der styrer dine valg. På den måde kan du også arbejde med, hvad dine ønsker er for fremtiden, hvad der gør dig godt, og hvad der gør dig ked af det med din kæreste, så du bedre kan få styr på dine tanker og følelser.

Vær også sammen med andre jævnaldrende

Jeg tror, det er en god ide, at du bruger tid på at være sammen med andre end din kæreste – måske nogle som er mere på din egen alder. Vi skaber nemlig ofte vores identitet og følelser om os selv ved at spejle os i de mennesker, vi er sammen med. Hvis du mest spejler dig i din kæreste, kan det være svært at finde ud af, hvor du er i forhold til din egen alder og udvikling.

Vigtigt med fokus på her og nu og ikke kun fremtiden

Som sagt kan vi ikke styre, hvad der sker i fremtiden, men vi kan styre, hvad der sker nu, og det sker bedst ved, at du er klar over, hvad der er dig, og hvor du er på vej hen. Det er vigtigt, du bruger tænkepausen til at blive klar over, hvad dine følelser er for din kæreste. Er det ham, du vil bygge din fremtid sammen med, også selvom det måske gør, at du ikke får den samme ungdom som dine jævnaldrende?

Hvis jeg skal sætte nogle ord på det, jeg læser om jeres forhold, så synes jeg, det er krisetegn, at I bruger meget tid og kræfter på, hvad der sker om flere år. Det er først og fremmest vigtigt at leve i det valg, I har gjort jer og mærke, hvordan det er her og nu. I er forskellige og er I forskellige stadier i livet, det behøver ikke betyde, at I ikke kan leve sammen i fremtiden, men det kræver, at I begge respekterer den anden med alt, hvad det indebærer, og ikke kun fokuserer på de problemer, det kan give.

I må tage et klart valg

Hvis I skal bruge så meget krudt på fremtiden, er det svært at arbejde på jeres forhold her og nu og skabe en god hverdag. Derfor tror jeg, der er meget brug for, at I nu tager et valg, I begge kan stå inde for, så I kan bruge krudtet på at leve i jeres valg og skabe hverdagen ud fra det.

Jeg ved ikke, hvad der er realistiske fremtidsplaner for jer. Hvis I vælger at elske og respektere hinanden på trods af alder og de problemer, der kan komme i den forbindelse, så står fremtiden åben, og der er bestemt muligheder for, at I kan få det godt sammen. Men hvis jeres forhold fortsat skal bygge på jalousi og svære tanker og tvivl omkring aldersforskellen, så er det svært at skabe den tryghed og hverdag, som I gerne vil have.

Du kan evt. kan læse mere i de her artikler og svar:
17 og 23 år – er der for stor aldersforskel?
Forelsket – synes I, 7 års aldersforskel er for meget?
Stor aldersforskel – hvad skal jeg gøre?
Jeg er 17 og han er 27 – er han kærestepotentiale?
Jalousi og kærestesorg

Jeg håber, du har fået svar på dine spørgsmål, ellers må du meget gerne skrive igen.

Hav det godt og god vind med det.

Hilsen Kirsten Kirk Christensen


Kirsten Kirk Christensen

Skrevet af:

Kirsten Kirk Christensen

Sygeplejerske, familieterapeut

adamogeva.dk

Annoncer