Sårende at min kæreste ser porno - hvad gør jeg?

Vis spørgsmål

Jeg er en pige på 20 år, som har boet sammen med min kæreste i ca. ½ år nu. På trods af diskussioner om de huslige pligter, har vi det dejligste forhold, og jeg ved, at han aldrig ville såre mig.

Men jeg hører desværre til en af de piger, som ikke er så god til at håndtere, at han ser porno engang imellem.

Jeg bliver ked af det, når jeg læser om folk, der dømmer piger som mig og siger, at det er pga. dårlig selvtillid ... Mine veninder har intet problem med, at deres kærester ser det, så de er ikke lige til at snakke med om det ... Så jeg mangler nogen, der forstår mit problem, for er rimelig alene med det pt.

Jeg er nået langt i at acceptere det, at han ser porno, og vi har nu en god og åben snak, mig og ham, omkring emnet, hvor vi begge har vist forståelse for hinanden ... men stadig ...

Jeg ved, at jeg skal acceptere hans frirum, og at både ham og eksperterne siger, at pornoen intet har med mig eller vores forhold at gøre. Men følelsen af utroskab eller utilstrækkelighed sidder dybt i mig, når jeg ser, hvad han har downloadet.

Førhen endte jeg med at lege detektiv for at holde øje med det og konfronterede ham så bagefter, men nu har jeg i stedet valgt at snakke ordentligt med ham, og vi har aftalt, at han skal gøre det til et særdeles privat foretagende, som jeg intet ved om (mit eget ønske).

Men problemet er, at han frastøder mig, og at jeg er totalt splittet indeni ... Jeg har lyst til ham, fordi jeg tænder på ham og elsker ham, men jeg hader ham også og føler ikke, han har fortjent at få både mig og dem. Og faktummet, at jeg nu ikke ved, hvornår han gør det, går mig også på, så jeg ender med at trække mig væk fra ham.

Jeg har intet problem med at sige, at jeg elsker ham, og hvad jeg føler, men kan ikke klare, at han rører ved mig på nogen seksuel måde.

Har tænkt på, at min måde at reagere på måske har noget med min ekskæreste at gøre.
Han så på et tidspunkt nemlig både mig og en anden pige, og det var ikke nogen sjov oplevelse for mig. Derfor ser jeg det også som en selvfølge, at man bliver nødt til at vælge én pige, at man ikke kan få alt, hvad man ønsker.

Hvad skal jeg gøre for at komme af med hadet og få mit forhold på rette kurs?

Både personligt og vores sexliv.

P.S: Jeg har prøvet at foreslå, at vi kunne se det sammen, men den idé faldt ikke i god jord.

Vh. S


SVAR:

Kære S

Tak for dit spørgsmål til AdamogEva.dk.

Det er dejligt at høre, at du og din kæreste har det dejligste forhold, og at I elsker hinanden. Det er også rigtigt godt at høre, at din kæreste “aldrig ville såre dig”. Men når jeg læser dit brev, ser det ud til, at hans pornoadfærd faktisk skaber sårede følelser i dig, hvilket jeg godt forstår. Og du er slet ikke alene om det.

Parforhold og porno

Du skriver, at dine veninder ikke har problemer med, at deres kærester ser porno. Og du skriver, at der er folk som dømmer piger, der ikke bare accepterer pornoadfærd i parforholdet. Disse holdninger har jeg også mødt, men det er min erfaring, at kun meget få er uberørt af, at partneren ser porno. Når vi ser porno, vil det oftest tænde seksuelle følelser i os (særligt for os mænd, fordi vi stimuleres seksuelt gennem det, vi ser). Og mange gange medfører porno enten onani eller øgede forventninger til den seksuelle kontakt til partneren.
Desuden får vi gennem porno et meget forvrænget billede af kroppen og af seksualiteten. Dertil kommer, at porno ikke handler om sand og tryg kærlighed, og det handler heller ikke om respekt for den andens følelser. Ansvarligheden og respekten og den ægte kærlighed findes ikke i pornoen. Porno er en benhård industri, der ødelægger mennesker, særligt kvinder. I efteråret 2008 var der en serie på TV2 under titlen “Sex i Danmark”, som viste den uhyggelige bagside af porno.

Dine følelser

Jeg vil gerne opmuntre dig til at tage dine følelser og dine indre signaler alvorligt. Når dine følelser reagerer mod hans pornoadfærd, er det nogle gode følelser, fordi pornoen er et fremmedelement i jeres parforhold. Når du ikke ønsker at være én blandt flere/mange, men du ønsker at være den eneste ene, så er det et godt indre ønske. Eller sagt med andre ord – når du ønsker troskab, er det fordi, vi i bund og grund ikke kan leve med utroskab.

Afhængighed af porno

I mit daglige arbejde som psykolog har jeg mødt mange mænd med afhængighed af porno, det vil sige, at de ser porno mod deres egen vilje eller mod partnerens vilje. Men selvom mange af disse mænd ønsker at stoppe med pornoen, må de alligevel konstatere, at de er afhængige, dvs. de er ikke i stand til at stoppe og må have professionel hjælp til det. Pornoafhængighed kan være ligeså konkret som afhængighed af alkohol, narkotika eller spil.

Jeg kan ikke vurdere, om din kæreste er afhængig af porno, men hvis han er, så er det altså ikke noget, han bare lige kan stoppe med. Derfor er det vigtigt, at du også har den side med i forhold til at forstå hans pornoadfærd. MEN for mig at se, er det afgørende, hvorvidt han kan anerkende og tage ansvar for, at det sårer dig. Umiddelbart ser det ud til, at han FORSVARER sin adfærd og vil have RET til denne adfærd. For mig at se er det mindst ligeså alvorligt som selve pornoadfærden, fordi han hermed svigter dig yderligere. Det medfører nemlig let, at der ikke bliver plads til dine følelsesmæssige reaktioner på hans adfærd.

Har porno med dig at gøre?

Du skriver, at eksperter siger, pornoen intet har med dig eller jeres parforhold at gøre. Jeg er enig i, at hans pornoadfærd ikke skyldes fejl eller mangler eller manglende værdi hos dig. Og jeg er enig i, at pornoadfærd sjældent skyldes et dårligt parforhold. Men det betyder jo ikke, at vi bare skal være uberørt af partnerens pornoadfærd.

Jeg kan forestille mig, at din oplevelse af utroskab i et tidligere parforhold kan have en forstærkende virkning på din oplevelse af din nuværende kærestes utroskab gennem pornoadfærden. Men jeg mener ikke, det er forklaringen på, at du reagerer. Måske har oplevelsen med din tidligere kæreste netop tydeliggjort for dig, at du ikke kan leve med at dele det inderste og mest værdifulde i dig med en, som ikke tager denne værdi alvorligt.

Hvordan komme videre?

Du spørger til, hvordan du kan komme af med hadet og få parforholdet på ret kurs. Had er en alvorlig trussel mod parforholdet, og hvis der virkelig er hadefølelser, så vil det kun være et spørgsmål om tid, før parforholdet bryder sammen, medmindre der bliver arbejdet med disse hadefølelser. Jeg tror, at dine hadefølelser udspringer af den vrede, som aktiveres i dig, dels af krænkelsen af hans pornoadfærd og dels af hans manglende anerkendelse af, at det sårer dig.

Jeg tror, I vil kunne komme langt, hvis I får flyttet fokus lidt væk fra selve ændringen i pornoadfærden og over på, hvad det faktisk gør ved jer følelsesmæssigt. Jeg tror, at I sammen skal arbejde på at skabe et rum, hvor du kan fortælle om, hvilke følelser det skaber i dig, når han har pornoadfærd, og hvor han kan fortælle om, hvorfor det er så svært for ham at stoppe med adfærden. I dette rum skal det ikke handle om at diskutere, hvis følelser har mest ret. Det skal i stedet være en øvelse i at lytte jer ind i hinandens følelser.
Hvis der bliver skabt plads og anerkendelse til dine følelser, vil det måske også blive muligt nærmere at undersøge, hvad der er baggrunden for, at din kæreste vælger at se porno. Måske bruger han pornoen til at håndtere vanskelige følelser, fx vrede eller sorg. Måske bruger han pornoen som en slags selvtrøst. Måske bruger han pornoen som et forsøg på at dulme ensomhed. Måske bruger han pornoen til at reducere stress. Måske kan I sammen finde ind i baggrunden for, at han ser porno. Ikke for at FORSVARE hans adfærd men i stedet for at FORKLARE. Ikke for at han kan eller skal undskylde sig, men snarere for at han derved kan stå ved sit ansvar og tage ansvar for, at denne adfærd sårer dig. Jo mere ansvar, han tager for, hvor meget det sårer dig, jo mere tydeligt bliver det også, at han for alvor skal kæmpe mod adfærden.

Du skriver, at I har haft nogle gode snakke. Derfor tror jeg også, det vil være muligt for jer at arbejde videre med disse ting. Og ellers kan I jo overveje, om der kan være brug for professionel hjælp til at tage nogle skridt i den rigtige retning.

I ønskes al godt i jeres parforhold.

Med venlig hilsen
Ole Rabjerg


Ole Rabjerg

Skrevet af:

Ole Rabjerg

psykolog i Foreningen Agape

adamogeva.dk

Annoncer