Cutter og er bare ked af det - hvad gør jeg?

Vis spørgsmål

Hej aoge. Jeg er en pige på 16 år. For tre uger siden skar jeg i mig selv med et barberblad. Siden da har jeg skåret i mig selv 3-4 gange om ugen. Jeg fortalte det hurtigt til min bedste veninde, men hun reagerede meget sårende.. Sagde føj osv.

Da jeg er elitesvømmer, lagde min træner mærke til arrene på mine arme, og jeg fortalte ham det også. Han var meget forstående, og jeg stoler virkelig på ham.

Min far ved det ikke, da vi ikke har et særlig tæt forhold, og min mor er desværre død af kræft for 7 år siden.

Hver dag når jeg kommer hjem fra skole, er jeg så ked af det. Jeg kan ikke helt sætte ord på hvorfor, og det er det, der gør det hele så forvirrende. Jeg føler bare ikke, der er nogen, der forstår mig. Hvert øjeblik kan jeg bryde grædende sammen, og jeg aner ikke hvorfor. Når jeg cutter, er det som om alle mine tanker forsvinder, og det er det eneste, jeg tænker på..

Jeg vil virkelig gerne stoppe, for det er jo heller ikke rart for alle andre, at jeg går og er så ked af det. Men om aftenen, når jeg er alene, så kribler det næsten i fingrene.

Jeg føler mig egoistisk, for, ja, jeg cutter. Men jeg er hverken blevet mobbet, seksuelt misbrugt eller noget tredje helt forfærdeligt.. Jeg er bare ked af det. Er det bare mig, der er mærkelig?

Jeg vil virkelig gerne tages seriøst, da jeg er bange for, at det kører helt af sporet til sidst.

Hilsen mig :(, 16 år


SVAR:

Kære pige på 16 år

Hvor er det godt, at du søger hjælp! Du er ikke spor egoistisk eller mærkelig! Jeg er overbevist om, at der er en god grund til, at du reagerer, som du gør og du skal ikke gå alene med den smerte. Jeg tager dig meget seriøs og synes, at du skal have hjælp i det, du står midt i og jo før, jo bedre. Du har det tydeligvis ikke godt, derfor skal der gøres noget ved det, som er svært og fylder. For som du selv skriver, det må ikke køre af sporet, og det er muligt at få hold på det igen. Det er nemmest at få hold på det sammen med nogen, der kan støtte og hjælpe dig med det og måske har du brug for mere professionel hjælp en tid.

Jeg har klippet et stykke ud fra følgende to spørgsmål omkring cutting:

Kan ikke lade være med at cutte - har I et råd?

Hjælp! jeg cutter og kan ikke stoppe - hvad gør jeg?

Cutting kan gøre afhængig…

Når man cutter, sker der det helt fysiske, at hjernen frigiver nogle af de stoffer, som for et kort øjeblik skaber en vis lykkefølelse. Det er det, man blandt andet kalder serotonin. Serotonin gør, at man føler sig mere glad og måske lidt opstemt. Det er også dette stof, man kan få frigivet ved at dyrke sport, hvor man får pulsen op. Nogle oplever også at det frigives ved alkoholindtagelse. Når man cutter, så får man den samme frigivelse, som giver en form for rus. Problemet er, at man kan blive afhængig af dette rush. Man kan, som du beskriver, faktisk ikke lade være.

Problemet bag cutting

Når man cutter eller på anden måde skader sig selv, gør man det, fordi man har det skidt. Noget er så svært at håndtere og/eller er forbundet med så stor smerte, at man ikke magter at håndtere det. Derfor skader man i stedet sig selv og påfører sig selv en anden mere håndgribelig form for smerte, som man bedre kan forholde sig til. Skal man have hjælp til at stoppe med at cutte, er det derfor vigtigt ikke kun at have fokus på selve cuttingen. Det er mindst lige så vigtigt, at man også får hjælp til årsagen til ”behovet for” cutting.

Din smerte

Jeg kan ikke lade være med at tænke på om det, at du cutter, kan hænge sammen med en sorg over at din mor er død. Måske har du ikke endnu haft mulighed for at tale det tab igennem med nogen. Der er ikke mange børn, som får indblik i så svære ting som at miste sin mor allerede som 9 årig. Det er ikke let.

Hvordan har sorg og savn over at miste hende påvirket dig? Måske har du kun talt lidt med dine jævnaldrende venner om det? Hvis ikke du har fået talt det rigtig godt igennem med en voksen, så synes jeg, du skal gøre det. Kunne det tænkes, at din far og dig kunne få en snak om det, selvom du skriver, I ikke har det bedste forhold? Måske vil en snak mellem jer kunne være med til at åbne vejen for et bedre forhold og en større fortrolighed. Jeg stiller det som et spørgsmål, da jeg ikke kender jer og ikke ved, hvad du tænker vil hjælpe dig på bedste vis. Ellers kan det være, at du har et godt forhold til en voksen, så vil det være oplagt at tale med ham/hende om det. Det kan være et familiemedlem, din klasselærer, svømmetræner eller en anden voksen, som du er tryg ved.

Du har taget de første skridt til at få den rette hjælp

Jeg synes, at der er rigtig godt, at du selv har ønsket om at stoppe og reagerer på det. Det er nemlig starten til at få gjort op med cuttingen. Det er rigtig godt, at du også har været ærlig overfor din svømmetræner, og at han var god til at møde dig. Og i forlængelse af det vil jeg understrege, at jeg tror, at det er vigtigt, at det er en voksen, som du får hjælp af. Det er, som du selv skriver, sårende, når en veninde ikke kan sætte sig ind i ens situation. På den måde kan man næsten blive mere ensom og ked.

Jeg håber virkelig, at du fortsat vil kæmpe imod trangen og finde den voksne, som kan hjælpe dig eller i hvert fald hjælpe dig til at finde den helt rigtige hjælp, for jeg tænker, at du kan have brug for hjælp fra en psykolog og du kan måske tale med din lærer, din far, din læge eller en anden om at blive henvist til en sådan. Håber du kunne bruge noget af det, jeg har skrevet. Og husk at du er mere end velkommen til at skrive igen, hvis der er noget, der skal uddybes eller andet.

Jeg synes også, at du skal læse følgende spørgsmål og svar, hvor der gives et bud på hvad du kan gøre i stedet for at skære i dig selv:

Skærer i mig selv - hvad kan jeg gøre i stedet?

Jeg skærer mig selv - kan jeg slippe for min angst?

De bedste ønsker for dig fra Katrine


Katrine Nygaard Graversen

Skrevet af:

Katrine Nygaard Graversen

cand.pæd.

adamogeva.dk

Annoncer