Overfølsomme forældre – hvordan få plads til at være mig selv?

Vis spørgsmål

Hej Adam og Eva!

Jeg er lige fyldt 18 år og prøver at finde ud af, hvem jeg i virkeligheden er – følge mine instinkter...

Mine forældre er utroligt følsomme, generte og stille ... det har de altid været, men jeg er lidt mere overfladisk. Jeg har gået til psykolog i lang tid, fordi jeg ikke har kunnet være mig selv, i skolen, derhjemme, ja næsten alle steder.


Jeg har fundet ud af, at jeg stort set hele mit liv har fedtet lidt for mine forældre for ikke at miste deres respekt ... Jeg har prøvet at være lige som dem (på deres måde).
De er meget introverte og forstår ikke, hvad det vil sige at sige sin mening, være lidt overfladisk, have venner man skal passe og være lidt stædig ...

 

Jeg er vokset op med (det der er plantet i min lovbog fra mine forældre):

– Ikke sige sin mening, skal være stille og høflig.


– Folk må endelig ikke tro, at man er umoden eller skør.


– Skal ikke have for højt selvværd, ikke vise verden hvem man er.


– Man skal underordne sig, passe ind, ikke skille sig ud og ikke gøre tingene på sin egen måde.


– Man skal være følsom og IKKE overfladisk.

 

Jeg bor stadig hjemme (vil ellers SÅ gerne flytte hjemmefra, kan bare ikke få udeboende SU) ...

Det med, at jeg ikke har kunnet være mig selv 100%, er fordi jeg ikke har lært, hvad det vil sige at tænke på sig selv, være ens egen bedste ven, vide hvad der er bedst for en selv, og at JEG er den ENESTE, som jeg skal please ... Nu har jeg pleaset mine forældre i så mange år – jeg gider ikke mere ...

Hvordan kan jeg være mig selv, så længe jeg bor hjemme og er sammen med mine forældre – uden at føle mig tvunget til at få dårlig samvittighed over, at de føler sig stødt, sure eller kede af det? (De tager stort set alt, hvad jeg siger og gør, personligt) ... :-(

M, 18 år


SVAR:

Kære M

Tak for dit brev og for din ærlighed om dig selv og dine følelser. For mig at se er du alt andet end overfladisk, men har til gengæld et meget følsomt sind og en stor forståelse for dig selv. Så præcise ord som dem, du sætter på dig selv og din situation, kan man kun bruge, når man er i kontakt med, hvad der foregår indeni. Til gengæld kan jeg også høre, at du har en frygt for at leve det ud, og det kan jeg rigtig godt forstå.

Vigtigt at du kan være dig selv

Noget af det værste, vi mennesker kan opleve, er at miste vores fornemmelse af at høre til og at være elskede og set, som dem vi er. Jeg tænker, at det er noget af det, du bokser med i forhold til dine forældre. Frygten for, at de vil tage afstand fra dig, hvis du viser dem de ting, du synes er vigtige – og som du godt kan sætte ord på og mærke; nemlig venner, at sige sin mening, at være lidt stædig, at passe på sig selv, at tage tingene lidt useriøst ind i mellem.

Næsten voksen ...

Du skriver, at du er 18 år, og dermed er du jo næsten voksen. Du er i fuld gang med at finde frem til, hvad du vil med det liv, du har fået, og hvilke værdier du vil leve efter. Det er en vigtig proces, som alle skal igennem, og som kan opleves hård og anstrengende. Men faktisk er det også en kæmpe mulighed for at vokse i forståelse af sig selv og andre.

Al forandring medfører frygt. Både for det ukendte og for, om vi kan klare det, hvis vi møder forhindringer og modstand.
Du oplever forhindringer og modstand fra dine forældre lige nu, men hvis vi skal sætte andre ord på det, er modstanden din mulighed for at vokse. Uden modstand modnes vi ikke. Du kommer ikke til at kunne forandre dine forældre, men det betyder ikke, at du ikke kan og skal være sammen med dem som den, du er, og netop vokse igennem det.
Derfor tænker jeg, at vejen frem for dig faktisk ikke er at flytte fra det hele, men blive og tage udfordringen op. At gøre det, der skal til, for at du stille og roligt kan løsrive dig og leve det ud, som du allerede indeholder.

Stil spørgsmål

Jeg tror ikke, det er nødvendigt at sætte hårdt imod hårdt i forhold til dine forældre. Det kommer der sjældent noget godt ud af. Til gengæld tror jeg, det kunne være virkelig godt for dig at begynde at formulere nogle af dine tanker overfor dem. Frygten for, hvad der sker, hvis du prøver at gøre det, vil selvfølgelig være der, men den eneste måde at overvinde frygt på er ved at gøre det, vi er bange for.
Derfor tænker jeg, at flere spørgsmål fra din side til dem kunne være en spændende måde at gøre det på.

  • “Jeg kunne godt tænke mig at ... Hvad tænker I om det?” 
  • “Jeg regner med at tage til ... i denne weekend. Hvordan passer det med jeres planer?” 
  • “Mine venner skal ... Jeg vil rigtig gerne med, så jeg tager afsted ... og kommer hjem ... OK?”

Spørgsmålene er ikke til, for at de skal give dig tilladelse til alt muligt, men det er en blød måde at sige, hvad du vil og inddrage dem i en snak om det. Du får sagt noget om dig selv uden at konfrontere dem, og de behøver ikke gå i forsvar.

Hvis de begynder at argumentere eller give udtryk for, at de ikke forstår dig, må du med fred i sindet gentage, hvad du har tænkt dig at gøre, og lade den stå der. Også selvom du har lyst til, at de skal kunne se det hele fra din side. Det er ikke sikkert, de kommer til det lige foreløbigt, men det behøver langt fra at betyde, at de ikke elsker dig og ikke gerne vil lære dig at kende, som den du er. De er også bange for at miste fællesskabet med dig!

Til sidst tænker jeg, det kunne være værdifuldt at tænke lidt over, på hvilke punkter du faktisk ligner dine forældre (!), og hvor du ikke gør. Måske ligger I ikke kun i hver sin ende af skalaen :-)

Jeg håber, det jeg har skrevet, kan bruges.

Kærlig hilsen
Eva
 


Eva Skade Rasmussen

Skrevet af:

Eva Skade Rasmussen

daglig leder i Københavnerkirken

adamogeva.dk

Annoncer