Bør jeg bruge mere tid på mine venner?

Vis spørgsmål

Heey

Jeg har siden sommerferien gået på efterskole. Hvilket er MEGET godt, og jeg nyder det rigtig meget. Men jeg har bare et problem, som virkelig fylder meget i mig for tiden. Håber I kan hjælpe mig lidt på vej...

Jeg har en meget god veninde, som bor "hjemme", der hvor jeg kommer fra. Vi har gået i klasse sammen, og haft det rigtig godt sammen, og været vant til at være meget sammen og have en masse tid til hinanden. Men siden jeg er kommet på efterskole, har jeg bare ikke så meget tid til hende, som jeg havde før. For før i tiden kunne vi sagtens skrive 250 SMS'er til hinanden hver eneste dag, men det har jeg bare ikke tid til længere. Min veninde derhjemme er meget skuffet over, at jeg ikke kan skrive mere og ikke har den samme tid til hende i hverdagen, som jeg havde før. Hun har meget svært ved at acceptere det. Det gør mig virkelig ked af det, og føler at jeg har svigtet hende.

Hvordan skal jeg holde kontakten med hende i hverdagen? SKAL jeg blive ved eller bare opgive det venskab med hende? For jeg har meget dårlig samvittighed over, at jeg ikke har tid til hende mere. Hvad skal jeg gøre???

Men der er også noget andet!
Siden jeg er kommet på efterskole, er jeg blevet meget mere kold og ligeglad med hende og meget mere egoistisk! Hvad kan det skyldes? Er det normalt, at man ændrer så meget personlighed, når man kommer på efterskole? Hvordan kan jeg blive den, jeg engang var? Meget mere sød, kærlig og tænkte meget mere på andre end på mig selv.

Det er virkelig svært at starte på en ny skole og stadig skulle holde kontakten med veninderne derhjemme. Hvordan kan jeg bedst vise dem, at jeg gerne vil være sammen med dem og holder rigtig meget af dem, og at de ikke er droppet for nogle andre på efterskolen???

Håber virkelig meget I har nogle gode råd, som jeg kan bruge til noget, for det går mig så meget på. Det er ikke til at holde til i længden...

forvirret pige, 16 år


SVAR:

Kære du som er kommet på efterskole.

Jeg vil starte med at besvare dit spørgsmål om, hvorvidt du SKAL fortsætte dit venskab med din veninde, eller om du blot må opgive, som du skriver.

Venskab er ikke ejerskab

Et venskab bygger altid på gensidighed, og på at begge ønsker og vil venskabet. Hvis du føler, du skal, vil der ikke blive et virkeligt venskab ud af det. Derfor tænker jeg, det vil være godt, hvis du forsøger at forklare din veninde din situation. Når man kommer på efterskole, sker der en masse nye ting, og noget af det helt store er jo, at man lige pludselig får en masse andre at forholde sig til. Dette betyder ikke nødvendigvis, at du skal droppe dine tidligere veninder. Men det betyder, at du ikke har den samme tid som før. Alene af den grund, at du jo ikke bor hjemme mere. Derfor bliver din veninde nødt til at forstå og acceptere, at din livssituation har ændret sig. Det betyder jo ikke, at du ikke kan lide hende, eller hellere vil bruge tid på andre veninder. Men det er sådan din hverdag er lige nu. Hvis ikke hun vil eller kan forstå det, så er det vigtigt, at du selv overvejer, hvad du kan give, og hvad du ikke kan give, og at du forklarer hende det. Måske kan det være en ide at skrive et brev, så du sikrer dig, at du får alle nuancerne med.

Ingen mennesker ejer hinanden og man ejer heller ikke hinandens fortrolighed og venskab. Måske hun er lidt jaloux på dig, og alt det nye du oplever. Hvis hun er lidt misundelig, kan det godt være at hendes reaktion bliver, at hun forsøger at ”sætte sig lidt på dig”, og får dig til at føle skyld, men det kommer der ikke noget godt ud af.

Venskaber og skiftende livssituationer

Det, du står i lige nu, er på mange måder noget, man står i hele livet. Man ændrer sig, man skifter skole, man møder nye mennesker, måske rejser man ½ år til udlandet. Hele livet igennem møder vi nye relationer, og når vi møder nye mennesker, så ændrer vores liv sig. Jeg har selv oplevet, hvordan venskaber forandrer sig igennem livet. Venskaber der engang var tætte, er blevet mindre tætte og måske kommer der perioder, hvor gamle venskaber bliver tætte igen. Måske du kan forklare din veninde, at det at du nu møder nye venner ikke betyder, at du ikke vil være veninde med hende, men at det lige nu er på et andet plan, fordi du er på efterskole og hverdagen er fyldt op med andre ting, og du skal forholde dig til rigtig mange mennesker hele tiden. I er nødt til at erkende det – for ellers vil du have dårlig samvittighed hele tiden, og så bliver venskabet ikke noget rart for dig.

Der må trækkes nogle grænser

Du spørger også til, hvorfor du oplever, at du er blevet mere kold, ligeglad og egoistisk.

Jeg tænker måske mere, at det du oplever nu er, at du er nødt til at sætte nogle grænser for kontakt med andre. Jeg ved, at nogle unge synes det er svært at komme på efterskole, fordi man hele tiden er sammen med andre. Hvis man hele tiden er sammen med andre, får man pludselig nok, og har brug for at trække sig væk. Det er klart, at du ikke kan holde den samme kontakt med dine gamle venner, og du magter heller ikke at være sammen med alle de nye venner, i den udstrækning som du ind imellem oplever, at nogle forventer. Det vil i hvert fald være en helt naturlig situation, når du har en hverdag med så mange venner omkring dig alle døgnets 24 timer. Så jeg tror måske, at det du føler som kulde og ligegyldighed, er et udtryk for, at du har grænser for, hvor meget du kan overkomme, og derfor bliver du nødt til at sige nej til nogle, der også kan lide dig og har forventninger. Det er ikke egoisme, men nødvendigt for at passe på dig selv, så du ikke pludselig føler dig total slidt og brugt.

Alle har ret til at sige nej, når man har brug for at være sig selv og begrænse sig. Det kan være svært og nogle gange må man skuffe andre – og det er aldrig rart.

Jeg håber, du finder en vej i din kontakt til venner og veninder. Jeg synes, du gør dig nogle sunde overvejelser, og det er godt, at du tør mærke efter, hvad dine reaktioner gør ved dig selv. Bliv ved med det, det har du brug for nu på efterskolen - men også fremover.

Venlig hilsen Steen Kruse


Steen Kruse

Skrevet af:

Steen Kruse

Parterapeut, afdelingsleder på Center for Familieudvikling

adamogeva.dk

adamogeva.dk bruger cookies. Læs mere OK