Bliver ikke gravid - har I nogle råd?

Vis spørgsmål

Heej, jeg skriver til dig, da jeg går og tvivler på, om jeg egentlig kan blive gravid. Jeg har været sammen med min forlovede i snart 7 år. Han er 21 år. Vi synes, det er på tide at få et barn, da vi er parate.

Vi har prøvet, siden jeg var 17-18 år, men der er ingenting sket endnu. Jeg har været hos min egen læge for at få taget en underlivsundersøgelse. Hun fortalte alt så fint ud. Jeg har så været til en samtale hos lægen for et par måneder siden, da jeg ville høre, om hun ikke kunne hjælpe os lidt mere. Det eneste, hun sagde, var, at jeg kunne få en undersøgelse til ellers kunne jeg få taget nogle blodprøver, men først når jeg fylder 20 år.

Nu er min mens begyndt at blive meget uregelmæssig og det gør det ikke nemmere at gå og vente på, om den kommer eller udebliver :-(

Jeg er blevet født 3 måneder for tidligt. Jeg har haft astmatisk bronchitis, til jeg var 2 - 3 år, så gik det væk. Jeg er 163 høj og vejer 50 kg cirka. Jeg er begyndt at tage livol multi total gravid. Har gjort det i 2 uger nu. Ved ikke om det betyder så meget, men jeg syntes ikke, det er rimeligt. Kan du hjælpe mig? Kan du give mig nogle gode råd eller sende os til nogle undersøgelser?

Menstruationkalender for 2- 3 måneder

11 september start
16 september stoppet

30 oktober start
7 november stoppet

12 december start
19 december stoppet

Med venlig hilsen Julia

SVAR:

Kære Julia!

Tillykke med at du og din kæreste er så glade for hinanden og jeres forhold, at I er begyndt at drømme om at få børn!

Hvornår bliver man gravid

For at blive gravid kræver det en ægløsning, og chancen for at blive gravid er størst lige omkring det tidspunkt, hvor man har ægløsning, hvilket sker ca. 14 dage før den næste menstruation i en normal menstruationscyklus. Det betyder, at det klart er nemmest at regne ud, hvornår man skal have sex for at blive gravid, hvis man har en regelmæssig menstruation.

I dit tilfælde er der meget langt mellem dine menstruationer – så vidt jeg kan regne ud, er der 49 dage fra første dag i første menstruation til første dag i den anden, og derfra 43 dage til første dag i den tredje menstruation. En normal cyklus er omkring 21 - 35 dage, og når din cyklus er så lang, kan det være et tegn på, at der ikke er en ægløsning forud for menstruationen. Det betyder, at der er god grund for dig til at vente på at få taget den blodprøve for at undersøge dine kønshormoner, når du bliver 20 år. Der er mange forskellige grunde til, at kvinder ikke får ægløsning, og jeg vil anbefale dig at få en god snak med din læge, når der er kommet svar på blodprøverne, så du finder ud af, hvad dine chancer er for at blive gravid, og om der er noget, man kan gøre for at gøre chancerne bedre.

Konkrete råd:

En af grundene til en uregelmæssig menstruation kan være, at man er stresset. Hvis du derfor skulle ønske dig et barn så meget, at det stresser dig, at det ikke sker noget, kan det i sig selv også være en af grundene til problemet… Derfor tænker jeg, at det er vigtigt, at du forsøger at tage det roligt og finder tålmodigheden til at vente på, at det sker. Jeg kan udmærket sætte mig ind i, at man kan blive utålmodig, og især når I har prøvet så længe, men I har masser af tid foran jer! Nyd at I lige nu har tid til bare at være kærester og hyg jer sammen! Gør nogen af de ting som ikke kan lade sig gøre (eller i hvert fald bliver meget mere besværlige), når først I får et barn – gå i biografen, ud af spise, se film hele natten og hæng ud med vennerne uden at blive forstyrret!

Derudover er det vigtigt at leve sundt – spise en god varieret kost. Du kan læse mere om sundhedsstyrelsens kostråd til gravide her: Graviditet og kost

Det perfekte tidspunkt til at få børn

… Findes nok ikke. Der vil altid være argumenter for og imod at begynde at stifte familie. Jeg tillader mig her at komme med nogle af mine indspark til diskussionen.

  • For det første tænker jeg, at det er vigtigt, at I overvejer, om I er helt klar til at give afkald på ungdommen – friheden, impulsiviteten, at sove længe (og hele natten!), ikke have noget ansvar for andre end sig selv, god tid til bare at nyde hinanden som par, god tid til at være sammen med sine venner osv. osv. Det er ikke for at tage modet fra jer, men I har ingen grund til at stresse, og jeg tror, man kan nyde sit barn og sin livssituation mere, hvis ikke man føler at barnet kommer i vejen for en masse drømme, man ikke nåede. Min erfaring er også, at det ikke bliver nemmere at tage en uddannelse, hvis man har børn – det kan så absolut lade sig gøre, men man har bare ikke den samme tid som éns medstuderende til studiet og alt det sjove, de andre når i fritiden.
  • For det andet - hvis I er klar til at få et barn sammen, var det i mine øjne værd at overveje, om ikke I på en eller anden måde skal binde jer til hinanden både følelsesmæssigt og juridisk? Stemningen i dit og din kærestes forhold er den luft, som jeres barn kommer til at indånde og leve af! Derfor tænker jeg, at det er vigtigt, at I beslutter jer for, at det skal være jer to, indtil døden skiller jer ad! Det handler ikke længere kun om, at I skal være forelskede i hinanden, nu er det også vigtigt, at I træffer et valg om også at ville være sammen, når tingene bliver svære. I mine øjne er det lige netop det her, der er essensen i ægteskabet – vi kan ikke selv klare at elske med så stor en kærlighed, at den holder til alle livets strabadser, men det kan Gud, og han ønsker at lære os at elske på samme måde. Derfor giver det fantastisk god mening for mig at blive gift i en kirke og få Gud som den 3. part i forholdet. For mange kan den store fest, kjolen osv være en økonomisk årsag til at vente med brylluppet. Men hvis ikke der er råd til det lige nu, er det jo også en mulighed at holde en stor fest, når man engang får råd til det? Eller at det hele ikke behøver at være helt så stort? En anden mulighed er også at få det juridiske klaret på rådhuset. – Hvis ikke I er gift (eller har skrevet testamente) og den ene af jer dør, så er det barnet, der arver alt efter den afdøde, og det betyder, at den tilbageværende forælder i en i forvejen svær situation vil være tvunget til at flytte ud af huset/lejligheden og sælge bilen mv. Forhåbentlig sker det ikke for jer, men vi kører jo også alle sammen med sikkerhedssele, fordi nogle meget få af os kommer ud for uheld…
  • En anden overvejelse er, hvor langt jeres venner er i den her proces?! Det har bare meget at sige for, hvor nemt det er at holde sammen, at man er lidt det samme sted i livet. Men selvfølgelig kan det lade sig gøre!

Børn er fantastiske og et lille smil kan få en til at tilgive hvad som helst – også manglende nattesøvn og lort på tøjet :-). Men det er vigtigt at indstille sig på, hvad man går ind til, i det omfang det nu engang kan lade sig gøre, inden man har prøvet det. Læs fx ”Hvor lagde jeg babyen” der er en sjov og ærlig bog om hvor hårdt, skønt og omvæltende det er at blive mor første gang.

Rigtig meget held og lykke med beslutningen og projektet!

Kærligst

Lotte

Annoncer