Blandede signaler fra eks - vil han mig eller er det bare for sex?

Vis spørgsmål

Hej, jeg er en pige på 19, der er meget forvirret. Min eks og jeg er gået fra hinanden for lidt over en måned siden, efter vi havde været sammen i næsten 3 år. Der var en masse problemer og jeg var meget jaloux.

Efter en uge var han taget på besøg hos en anden pige og jeg fik et mega chok over det. Han sagde, de bare var venner og det har jeg så fundet ud af efterfølgende, at det så også passer. Men jeg kom så til at være sammen med en af hans gode venner og min eks blev meget ked af det, men det var ham, der var gået fra mig.

Han sagde efter det, at hvis ikke jeg havde gjort det, havde han taget mig tilbage. Og ugen efter var vi så sammen. Han siger " vi bare er venner" og at der ikke ligger nogle følelser i det, men hvis han virkelig bare ville videre, hvorfor bliver han så ved med at komme, jeg vil jo rigtig gerne have ham tilbage, og det ved han. Så jeg ved ikke, om han bare leger med mine følser eller han virkelig selv er i tvivl. Fordi en dag, jeg ikke havde svaret ham en hel aften, hvor jeg havde sagt før, at jeg skulle i byen, skrev han så dagen efter, at da han var hjemme ved mig sidste gang, tænkte han, at det hele nok skulle gå og vi nok skulle finde ud af det igen, men han godt kunne se, det ikke gik. Men det var så fordi, han troede, jeg havde været sammen med en anden igen, men gør han det bare fordi han ved, hvor han har mig eller? Jeg aner virkelig ikke, hvad jeg skal stille op. Jeg vil gerne vise ham, at han altså ikke bare kan komme og få sex, som han vil " uden følelser" HJÆÆÆÆLP!

Maria, 19 år


SVAR:

Hej Maria

Tak for dit spørgsmål til vores brevkasse.

Jeg er forvirret over, hvad min eks-kæreste vil med mig

Du fortæller, at du og din kæreste har slået op, efter I har været sammen i 3 år. Som jeg forstår det, var det bl.a. fordi, du var meget jaloux, at jeres forhold ikke kunne gå.
Efter I har slået op, har du været sammen med en af hans venner og det blev din eks ked af. Du fortæller, at ‘hvis ikke jeg havde gjort det, havde han taget mig tilbage’.
Jeg konkluderer ud fra det, at det var din kæreste, som ikke ønskede at jeres forhold skulle fortsætte.

Efter dette er du så sammen med din eks kæreste igen (jeg forstår ‘sammen’ sådan, at I havde sex med hinanden). I den forbindelse sagde din eks til dig, at han betragter jeres forhold som et venskab og ikke mere end det.

Nu er du så i tvivl om, hvad han egentlig vil med dig. Vil han være kærester (måske senere) eller vil han bare nyde jeres venskab og adgang til nem sex.

Jeg vil ikke have sex uden følelser

Du afslutter med at skrive, at du gerne vil vise ham, at han altså ikke bare kan komme og få sex, som han vil uden følelser.

Som jeg ser det, kunne en nøgle til afklaring ligge i dit sidste statement. Hvis der er noget, som du gerne vil vise ham, så er mit råd til dig, at du gør det. Jeg tror, du skal gøre alvor af at vise ham, at der ikke er adgang til sex. Jeg synes, det lyder rigtig fornuftigt, at du ikke vil være med til sex uden følelser. Forsøg, om du kan leve dette ud i virkeligheden.
Så længe I har sex uden at være kærester, så fortæller du din eks, at det er ok. Det er muligt, at du verbalt siger noget andet, men hvis du med hele din krop fortæller, at det er i orden, så er det den, han vælger at lytte til. Du tilbyder ham noget, som han gerne vil have og så længe du gør det, vil han blive ved med at komme, for at få det. Det er dig der bestemmer, hvornår det skal stoppe, tænker jeg.

Hvilken form for relation kan I have?

Den relation, I har/kan få til hinanden, kan have forskellig karakter:

  • Venner (uden sex)
  • Venner (med sex)
  • Kærester
  • Ingen relation

Jeg vil forslå dig, at du overvejer, hvilken af disse du synes er bedst og mulig for dig.

Stil dig selv spørgsmålene:

  • Har jeg lyst til et fortsat venskab med min eks, også hvis han vælger at være sammen med andre?
  • Er det ok at vi har sex, selv om vi kun er venner?
  • Er det realistisk, at vi igen kan blive kærester lige nu?
  • Ville det i virkeligheden være bedst at vore veje skiltes?

Respekter dig selv, så vil de fleste andre også gøre det

Valget er dit og det er ikke sikkert, at det er et let valg.

Når du vælger, hvilken vej, der er bedst for dig, tænker jeg, at et godt pejlemærke kunne være at stille spørgsmålet: Med hvilket valg passer jeg bedst på mig selv og min integritet. Med det mener jeg, at du skal tage det valg, hvor du ikke går på kompromis med dig selv, men i stedet respekterer dig selv. Måske vil din eks ikke respektere dig, men hvis du vælger at respektere dig selv og derfor stopper ham, er det ikke så sandsynligt, at han kan komme til at krænke dig. Det er dig, der skal sætte dine grænser og holde fast i dem.

Jeg kan ikke svare dig på, om I kan blive kærester igen, men jeg tror, at det vil være en hjælp for jer nu og her, hvis du stopper med at have sex med ham. Så vil du få afklaret, om det kun er det, han vil med dig eller han også opsøger dig, fordi han kan li’ dig. Hold fast i denne strategi nogle måneder. Det tror jeg vil hjælpe dig til en afklaring af, om han vil dig og om det skal være jer to.

Jeg ønsker det bedste for dig og håber, at du må kunne holde fast i respekten for dig selv.

De bedste hilsner fra Benny


Benny Dein

Skrevet af:

Benny Dein

Psyko- og familieterapeut

adamogeva.dk

adamogeva.dk bruger cookies. Læs mere OK