Bange for kærlighed - hvorfor ikke bare acceptere forelskelsen?

Vis spørgsmål

Kære Adam og Eva. Jeg er havnet i et dum situation, og jeg finder nu jeres hjælp ganske nødvendig.

Jeg er blevet en smule forelsket i en af mine rigtig gode venner. For noget tid siden opdagede jeg også, at han havde følelser for mig - jeg har nu den dumme følelse af, at lade ham gå; droppe det hele og fortælle ham, at jeg egentlig ikke kan det her - selvom jeg så gerne vil.

Hvofor kan ikke bare acceptere, at jeg er faldet for denne dreng, og se hvad det fører til i fremtiden? Jeg er skræmt og har en følelse af at droppe det hele - men jeg vil ikke. Hvad skal jeg gøre?

Venlig hilsen

Fie :-) 17 år

SVAR:

Kære Fie

Du er blevet en smule forelsket i en af dine bedste venner, som også har følelser for dig. Umiddelbart en lykkelig situation, men for dig er situationen ikke så lykkelig, som den kunne være. For selvom du har følelser for din ven, er der også noget i dig, som giver dig lyst til på forhånd bare at droppe tanken om ham og dig sammen.

Risikoen ved at være i et forhold

Det er på en gang både dejligt og risikabelt at gå ind i et forhold. Det dejlige giver næsten sig selv. Det er rart at opleve nærheden sammen med et andet menneske, og det er rart at føle sig elsket. Men når man binder sig til og åbner sig for et andet menneske, gør man også sig selv sårbar. Holder forholdet ikke, risikerer man at blive såret, og det kan indebære stor smerte. Har man tidligere oplevet svigt fra familie, venner eller tidligere kærester, kan det være ekstra svært at vove at binde sig til et andet menneske igen, da man ved, hvor ondt det kan gøre, når relationer brydes.

Måske er det derfor, du har svært ved blot at slappe af og se, hvor du og din ven er på vej hen? Måske ikke? Det er umuligt for mig at sige ud fra din korte beskrivelse af din situation.

Hvor intet vover, intet vinder

Uanset baggrunden for, at du nu har svært ved at turde give slip og lade venskabet udvikle sig til et forhold, gælder det imidlertid, at du ikke kommer til at opleve glæden ved at være i et forhold, hvis du ikke tør løbe den risiko, der er forbundet med at gå ind i et forhold. Hvor intet vover, intet vinder. Sådan er det også i kærlighed. Tør du ikke vove at binde dig til et andet menneske (din ven), vil du heller ikke få den gevinst, der er forbundet med at være tæt forbundet med et andet menneske.

Jeg håber, mit svar kan give dig modet til at turde lade forholdet til din ven udvikle sig.

Jette

Annoncer