Bange for at blive svigtet - hvordan takle denne fortvivlede situation?

Vis spørgsmål

Jeg har svært ved at stole på andre mennesker, fordi jeg er blevet skuffet og såret SÅ mange gange. Har for 2 mdr. siden mødt en fyr, som jeg har indledt et forhold til. Han havde en kæreste, som han siger, han har slået op med nu, men der sker ting, som gør, at jeg er i tvivl. Hvad gør jeg? Jeg vil ikke miste ham. (Kort resume ved redaktionen)

Læs hele spørgsmålet her:

Hej Adamogeva. Har før skrevet til jer, og fået svar på mine spørgsmål; og er nu havnet i en meget fortvivlende situation, som jeg håber, i kan hjælpe mig med.

Jeg har svært ved at stole på andre mennesker. Det kommer af, at jeg er blevet skuffet og såret SÅ mange gange, af nogle mennesker der har været utrolig tætte på mig - Det er fortid. Jeg har snakket om det, men jeg ved simpelthen ikke, hvordan jeg skal genvinde denne tillid til andre. Jeg ved bare, at den spænder ben for mig. Jeg er bange for at blive holdt for nar. Måske det bunder i, at jeg engang har haft lavt selvværd, og reelt ikke kan se, hvorfor folk ikke skulle holde mig for nar?

For 2 måneder siden mødte jeg en fyr, SÅ fantastisk. Så sød. Han har et godt hjerte. Og jeg kunne ved første øjekast mærke, at han var noget for mig. Så jeg lærte ham at kende. Og vi forelskede os. Han forelskede sig først. Jeg turde først indrømme for mig selv, at jeg var forelsket, da han fortalte mig, at han var fuldstændig komplet faldet for mig. Der var bare et problem: Han havde en kæreste. Jeg går aldrig efter fyre med kærester: Alene af den grund, at jeg ikke selv ville ønske det ske for mig, hvis jeg var i et forhold. Men som han fortale mig, var deres forhold mest et venskab: Og at det nok mere var slut end et forhold, han ventede bare på det rigtig tidspunkt.

Vi skrev sammen hver dag; sås næsten ligeså ofte gennem studierne. Det var meget kærlige og følelsesladede beskeder; Han ville være en del af min fremtid. Vi var til fest sammen en dag, og når man får alkohol sker ting og sager. Jeg blev sentimental. Jeg fik en dyb, dyb, dyb dårlig samvittighed; og han sagde, at ønskede jeg, at han skulle slå op, gjorde han det. (Det skal lige siges, at han boede hos hende; og at han derfor blev nødt til at flytte hjem.

Da vi var på vennebasis, havde vi aftalt at finde en bolig sammen, fordi vi begge havde boligproblemer.) Jeg sagde til ham, at han ikke skulle slå op for MIN skyld. Men for hendes. Vi snakkede ikke så meget resten af aftenen, men endte med at kysse sidst på aftenen; og da vi skulle sove, overnattede vi alle hos en veninde, hvor han lå og holdt om mig hele natten.. De næste dage skrev vi sammen igen. Stadig forelskede: Og jeg er ikke i tvivl om, at han mener, at han er forelsket i mig; når han siger det. Han har delt sine dybeste hemmeligheder med mig. Men der skete ikke noget. Tror der gik 2 uger, inden han flyttede hjem, fordi jeg fortalte ham, at det gik mig på - Han var bange for at miste mig. Han sagde, at hun ikke havde været til at snakke med. At hun havde tudbrølet. Der gik 1 uge, og han fortalte, at han havde fået det nogenlunde klaret ud med hende. At han havde slettet alt på facebook, om at de var i et forhold. Og jeg blev mere afslappet, gladere; han bekræftede, hvad han ville med mig. Vi har allerede været enige om fra starten, at vores "forhold" , ikke skulle offentliggøres før det nye år; i respekt for hans "eks"kæreste, men at vi derfor stadig kan have noget imellem os. Og når vi går i byen; vi har snakket det hele igennem, at selvom vi ikke er sammen, har vi ikke lyst til at være sammen med andre..

Så en aften, vi skulle hjem til en veninde, og i byen, havde han fået sin "ekskæreste" til at komme med en taske med noget tøj; for han havde bare pakket det vigtigste, da han flyttede hjem. Fair nok. Senere om aftenen, tog jeg hjem først, da jeg skulle tidligt op dagen efter, og de andre ville stadig feste. Jeg kommer ind i vores venindes lejlighed. Der ligger så en seddel på hendes seng, med det der skal pakkes (altså det hans ekskæreste skulle pakke til ham), og jeg bemærker, at nederst på sedlen står der "Et kys =) " - Og mine tanker går straks igang. Jeg ved ikke helt, om det er et forsøg på at komme ud af det på en venlig måde. Men jeg begyndte hvert fald at græde; var trods alt alene i lejligheden (og påvirket af alkohol). Fint nok. vi har i mellemtiden været ude og kigge på lejlighed: og der er ingen tvivl mellem os, at vi ønsker en fremtid sammen.

MEN, så i dag, skriver han, at han får sin bedstemor på besøg, fordi hans far ikke er hjemme til aftensmaden, hyggeligt nok: og han skriver så også, at han nok ikke er ved telefonen resten af aftenen - men at han vil skrive indimellem. Jeg keder mig lidt, og går helt tilfældigt ind på hans "EKS-kærestes" facebook profil, egentlig bare for sjov, hvor jeg så ser, at hendes statusopdatering er, et hun "Er på vej hjem til svigerfamilien" !! Og jeg ved slet ikke, hvordan jeg skal håndtere dette!! Jeg er som regel god til at læse andre mennesker; så hvis ham her holder mig for nar, så er det virkelig godt skuespil. Hvordan skal jeg lige håndtere dette her? Han har fortalt mig, at han har fortalt sin mor om mig, selvom vi ikke er offentlige, men moren har kommenteret "eks"kærestens status, med at hun glæder sig til at se den bedste svigerdatter, man kunne tænke sig :S ... Jeg er dybt forvirret... Så forstår jeg ikke lige det hele i, at han har sagt, han har slået op: Og det er ikke kun til mig, men også til vores fællesvenner? Er det normalt efter et brud?

Jeg har lige brug for nogle råd, til hvordan jeg skal håndtere dette overfor ham.. Vil heller ikke virke tvivlende: For ved at jeg har problemer med min tillid: Og ligeså ved han, for det har jeg fortalt. Jeg vil ikke miste ham. Jeg ser en fremtid med ham. Vi klinger så godt, når vi er sammen, men når afstanden bider ind, så kan jeg nemt blive tvivlende.

Mvh. Cecilie, 20 år

 

SVAR:

Hej Cecilie

Du fortæller indledningsvist, at du generelt har haft nogle problemer med at have tillid til andre mennesker.

Lige nu har du en kæreste og endnu engang mærker du denne tvivl i dit forhold til ham.

En meget forvirrende situation

Som jeg forstår det, har din kæreste fortalt dig, at han har slået op med sin eks-kæreste. Du får så at vide en aften, hvor I ikke er sammen, at han skal have besøg af sin bedstemor.

Samtidig med dette kan du læse på ekskærestens Facebook profil, at hun skal besøge sin ‘svigerfamilie’ som jo i dette tilfælde jo så må være din kæreste og hans familie. Det kan du narturligvis ikke få til at hænge sammen, for din kæreste skulle jo netop have slået op med hende. Desuden bemærker du en seddel fra din kæreste til hans eks-kæreste, som han afslutter med ordet ‘Kys’.

Dette bringer dig så i tvivl om, hvordan du skal tolke hele situationen. Det lyder temmelig forvirrende det hele.

Lyt til din velbegrundede tvivl og undersøg sagen

Du spørger om, hvordan du skal håndtere det overfor ham. Du vil ikke virke tvivlende overfor ham, skriver du.

Lad mig starte med at sige, at din tvivl i mine øjne er ret velbegrundet. Jeg synes ikke, det giver mening at undertrykke en tvivl, når der faktisk er gode grunde til at være i tvivl. Og det synes jeg, der er.

Mit råd til dig er, at du starter med at konfrontere ham med de ting, som du har set og læst. Lad ham fortælle dig, hvad han mener med “kys” på seddelen til sin eks-kæreste. Lad ham fortælle dig, hvem hans eks-kæreste mon besøgte, da hun besøgte sin “sviger familie”. Undersøg, om han har en forklaring, der holder hele vejen hjem.

Hvis han ikke har det eller du ikke kan slippe din tvivl om det, så er der for mig at se kun en vej for dig: Du må droppe ham.

Et parforhold som starter med løgne, fortielser og mistillid bliver sjælent nogensinde godt. Hvis du krampagtigt holder fast i et sådant forhold, vil du komme til at trække din egen smerte i langdrag. Jeg tænker, det er bedst for dig, at tage bruddet og smerten nu og så starte på en frisk.

Kan du leve med en fyr, som har svigtet din tillid?

Du skriver, du ikke vil miste ham. En fyr, som er uærlig over for dig (og det var han vel egentlig også overfor sin eks-kæreste, da I begyndte at ses) er han sådan en, som du ser frem til at leve dit liv sammen med. Er det en god start? Er det det, du ønsker? Hvordan kan du vide det, når/hvis han kaster sig over en hel tredie pige? Så bliver du holdt for nar endnu engang.

Det er dig, der skal mærke efter, hvad du vil med dit liv og hvad der gør godt for dig og hvad der ikke gør. Det kan jeg ikke mærke og se her på afstand. Lyt til dig selv og gå efter det, du kan mærke inderst inde. Også selv om det gør ondt. Hvis det er en god fyr, du har mødt, kan I måske redde tingene ud igen og du kan tilgive ham. Hvis du ikke føler, at du kan genvinde tilliden, tror jeg, du skal slippe ham.

Jeg ønsker for dig, at du må træffe det rigtige valg for dig.

De bedste hilsner fra Benny

Annoncer