Andre spørger om vi er veninder eller kærester - hvad gør vi?

Vis spørgsmål

Hej. Jeg er en pige på 16 år. Jeg har en rigtig god veninde, og vi har det rigtigt hyggeligt sammen. Men der har været nogle på vores skole, der har kommenteret vores venskab. De har spurgt, om vi var kærester. Og det har sat sig i os begge to. Nu er vi bange for at sidde sammen í skolen og sende nogle forkerte signaler, som andre misforstår. Hvad skal vi gøre? Skal vi tage det de siger til os? Eller er det bare et tæt venskab?


SVAR:

Kære gode veninde / 16 år.

Du skriver, at du sammen med din gode veninde er kommet i en svær situation, hvor I er blevet i tvivl omkring, hvordan I skal fortsætte som veninder. Jeg har tænkt lidt over det, og håber mine overvejelser kan hjælpe dig videre.

Gode venner er guld værd

Det er dejligt for dig, at du oplever at have en særlig god veninde. Det er særligt og værdifuldt at få venner og have nogle at dele livets glæder – problemer og tanker med. Venner og veninder er vigtige for os som mennesker, og det er noget, vi hele livet skal øve os i at passe på og værne om. Derfor er det godt, at du bekymrer dig om, hvordan du kan holde fast i en god veninde.

Nu er du så lidt usikker, fordi dine omgivelser undrer sig over jeres venskab og nogen har fået det indtryk, at I er kærester og ikke veninder. Du søger svar på, hvad du skal gøre i forhold til det de andre siger.

Vær ærlig over for dig selv

Jeg synes, det er vigtigt at forholde sig til andres bekymring, men det er mere vigtigt, at du er ærlig overfor dig selv og bliver afklaret i den måde jeres venskab fungerer.

Baggrunden for hvad der kan have fået andre til at spørge, om I er kærester, kender jeg ikke, men det kunne evt. skyldes:

1. At din veninde og dig er meget sammen og er meget lukkede i jeres venskab. At I holder jer for sig selv og ikke er meget sammen med andre af jeres venner, både piger og drenge.

2. At nogle måske er misundelige på jeres venskab og gerne selv vil være med i jeres fællesskab.

3. At din veninde og dig har meget fysisk berøring f.eks knus, holde i hånd, eller lign.

Hvad mon du mener, passer på din situation? Afhængig af grunden, så er der nogle forholdsregler, I kan træffe. Prøv sammen med din veninde i en periode at være opmærksom på disse forhold. I skal selvfølgelig ikke være bange for at være sammen (som I lige nu er), men det er vigtigt, at du får tænkt nogle tanker omkring det at være gode veninder, og hvordan I er sammen.

Når du ser på de tre mulige årsager øverst, giver det så mening for dig, hvorfor jeres måde at være sammen på skaber forvirring og utryghed hos jeres andre venner ?

Vær opmærksom - skal noget ændres?

Er der nogle ting I skal prøve at gøre anderledes - f.eks i forhold til berøring, hvor I er nødt til at tage nogle andre valg for ikke at sende forkerte signaler? Eller i jeres måde at holde sammen på, så alle andre føler sig ude?

Er du og din veninde også sammen med andre venner, og er I gode til også at gøre ting hver for sig. Som ung er det godt og sundt at skabe venskaber med flere forskellige og også venner af begge køn. Det er for din egen skyld – for at du ikke bliver for følelsesmæssig bundet og afhængig af ét menneske. Det kan skabe en slags ”to-somhed” og det er ikke sundt for hverken dig eller din veninde.

Men du skal også tænke på andre. Kunne der være nogle i fællesskabet, som savner dit venskab og som også gerne vil lære dig at kende som en god ven eller veninde? Har I lukket andre ude?

Jeg håber, du kan bruge disse tanker til at komme videre. Jeg ønsker for dig, at du må få lov at opleve mange gode, sunde og rige venskaber. At du må nyde dit ungdomsliv og ikke være bange for at være en god veninde. Et godt venskab er guld værd.

venlig hilsen

Joan

 


Joan Lykke Kristensen

Skrevet af:

Joan Lykke Kristensen

Pædagog

adamogeva.dk

adamogeva.dk bruger cookies. Læs mere OK