18 år og ses med mand, der har fast kæreste - er jeg forfærdelig?

Vis spørgsmål

Heeeej!

 

Jeg er en pige på 18 år, som er sindssygt glad for en meget ældre fyr på 30 år. Vi mødte hinanden for godt 3 år siden, og har siden da set hinanden 4-5 gange...

Det er ikke engang det værste... Han har en kæreste, der er på alder med ham selv.. Jeg ved virkelig ikke, hvad jeg skal stille op. Jeg kan ikke glemme ham, har prøvet før og gør det IKKE igen. Vi har ikke haft sex, men vi har lavet få andre ting, som føltes rigtigt, taget i betragtning af, at han faktisk er meget ældre og har en kæreste, som han bor sammen med... Føler mig som en forfærdelig person!

Han har ikke planer om at forlade kæresten, men han har heller ikke planer om at droppe mig... Han har skrevet før, at det er, "en farlig leg han leger'', fordi han jo elsker sin kæreste, men gerne vil se mig samtidig.
Hvad skal jeg forlange, at han gør?? Jeg har ikke planer om at fortælle mine forældre om ham, medmindre det bliver til mere!

Jeg skal måske se ham igen snart, og bare den tanke gør mig lykkelig. (Igen: Er jeg en forfærdelig person?)

 

Hilsen den forelskede pige, 18 år


SVAR:

Kære forelskede pige

Du stiller ét spørgsmål og siger én tanke højt: 
”Er jeg en forfærdelig person?” – ”Jeg ved virkelig ikke, hvad jeg skal stille op".

Du er på ingen måde en forfærdelig person. Det må du huske på. Men det du gør, er ikke godt hverken for dig, for ham, du har noget kørende med eller for hans kæreste.
Selvom det kan føles som en ”farlig og måske spændende leg”, så er det meget sandsynligt, at det ender op med 3 ulykkelige mennesker.

En mand du ikke kan stole på

Den 30 årige (vi kalder ham A) er i et forhold, som er så seriøst, at han bor sammen med vedkommende (vi kalder hende B). A har gjort dig klart, at han ikke har planer om at forlade B. Han har også sagt, at han ikke har planer om at droppe dig. Han er således i et FAST utroskabs-FORHOLD. Så dét, du kan regne med fra ham, er: At han ikke har noget, der hedder moral eller samvittighed.
Han er fast besluttet på og overbevist om, at det er helt fint at lyve dagligt for B og sikkert også for dig, for jeg forestiller mig ikke, at han fortæller ærligt om alt i forholdet til B.

Spænding skal ikke findes i sidespring

A har måske fået et lidt for leverpostejsagtigt forhold, som han er begyndt at kede sig i. Derfor er du spændende. Samtidig er der dog en masse godt og trygt i forholdet til B, siden han ikke har forladt hende. Hvis hans forhold til B skal blive spændende igen, så skal han samle alt sit fokus og al sin opmærksomhed på hende. De spændende ting, han laver med dig, burde han gøre med hende, for at undgå at det bliver kedeligt.
Det er nogle gange lettere at gøre det sjove og spændende med andre, end den der er derhjemme, fordi man stille og roligt har glemt at være opmærksom.

Du fortjener langt bedre

Du er forelsket i A, men kan du leve med, at han er sådan? Når han er så god til at leve det dobbeltliv, som han gør, så vil han også fortsætte med at gøre det. Det vil sige, hvis det nogensinde skulle blive jer to, så ville han fortsætte med at søge efter spændende/farlige lege udenfor forholdet, lige så snart nyhedsværdien i et nyt parforhold er dalet.
Har du et ønske om at være ”noget ved siden af”? Kan du nøjes med det? Kan du leve med tanken om, at når I to har været sammen, så går A hjem til B og lever i et parforhold fuld af løgne og undskyldninger omkring, hvor han har været.

Jeg synes, du skal løbe hurtigere end dine ben kan bære dig.

Du fortjener ikke én, der lyver. Èn, der hver dag lægger sig til at sove ved siden af en kvinde, som han bedrager. Hvis du bliver hos ham, ender du måske også en dag, som hende han lever i et forhold med, men som han fast lyver for. Du fortjener langt bedre.

Mange hilsner fra Anja


Anja Kaas

Skrevet af:

Anja Kaas

psyko- og familieterapeut

adamogeva.dk

Annoncer