17 år og meget genert – hvordan får jeg en kæreste?

Vis spørgsmål

 

Hej AdamogEva.dk

 

Jeg er en 17-årig dreng, som har et problem.

Mit problem er, at jeg aldrig har haft en kæreste, simpelthen fordi jeg aldrig har haft modet til at flirte med piger. Også fordi jeg ikke har nogen idé om, hvordan man gør. Mit selvværd er heller ikke stort nok til, at jeg kan tro på mig selv omkring det her.

Alle mine venner har kærester eller gang i en flirt, og jeg er den eneste, som hverken har det ene eller det andet, så jeg håber virkelig, I har nogle gode råd, jeg kan bruge. 

Med venlig hilsen
Den anonyme, 17 år

 

SVAR:

Kære dig!

Sommetider er det sådan, at det man ikke lige kan få, er det, man allerhelst vil have. Sådan tror jeg, det måske er med dig og det med kæreste lige nu. Det fylder rigtig meget for dig, at du ikke har en kæreste. Jeg vil vende tilbage til dit spørgsmål om kæreste igen, men jeg vil begynde et helt andet sted.

Vigtigt at have det godt med dig selv

Hvordan har du det med dig selv? Det er rigtig vigtigt, at du har det godt med dig selv. Prøv at tænke på, hvad du har lyst til at lave af fx fritidsinteresser. Hvor befinder du dig bedst? Prøv så at være noget der et stykke tid. Man kan kalde det, at du er i din komfortzone – hvor du er tryg og har det godt.
Derefter er det vigtigt, at du bevæger dig lidt ud af din komfortzone hver dag. Nogle af os har rigtig meget brug for at komme ud af det, vi plejer at gøre. Det kunne se ud, som om du er sådan en. Det, at du skriver til brevkassen, viser, at du gerne vil gøre noget ved din situation, og jeg er sikker på, at det vil lykkes for dig.

Vis interesse i andre

Lidt tilbage til det med, at du gerne vil flirte og have en kæreste. Når du har det godt med dig selv og ved, hvad du godt kan lide at lave og øver dig i at komme ud af din komfortzone, så bliver det også nemmere at kontakte pigerne. Noget af det vigtigste ved kontakten med andre mennesker er at vise, at du har en interesse i dem, du er sammen med. Det kan du vise ved at stille spørgsmål til dem. Du kan øve dig på din familie og venner, hvor du er mest tryg. Stil nogle spørgsmål til dem om noget, du ikke ved, hvad de tænker om, eller prøv at finde ud af, hvad der interesserer dem, hvis du ikke allerede ved det. Derefter kan du stille og roligt gå ud af din komfortzone og begynde at gøre det samme overfor de piger, du omgås. Derved lærer du dem bedre at kende. Når du lærer nogen bedre at kende, vokser chancen for flirt og kæreste rigtig meget.

Du er absolut ikke den eneste, der kæmper med generthed og det ikke at have en kæreste, så måske kan du også få noget ud af at læse dette svar til en på 21 år: Nødråb fra en taber – hjælp mig!

Håber det kan hjælpe dig lidt på vejen.

Kærlig hilsen
Jens Ole

Annoncer