Kan jeg blive gravid af præsperm på finger?

Vis spørgsmål

Hej

Jeg står i den situation, at jeg for et par dage siden var sammen med en fyr. Vi havde ikke sex, men jeg gav ham et handjob og gengældt fra ham.
Nu er det så, jeg kommer i tvivl omkring, hvorvidt han måske havde "rørt" sig selv og så mig bagefter? Om der måske kom noget præsperm på hans finger.
Jeg havde lige haft min menstruation, 2 dage før det skete...    Men jeg er super i tvivl. Kan jeg være gravid af det? Hvor stor er chancen?

Forvirret pige, 15 år


SVAR:

Kære forvirrede pige

Usandsynligt at du er gravid

Sandsynligheden for at blive gravid på denne måde er meget lille. Sædceller er ikke ret levedygtige uden for kroppen og vil hurtigt blive "ukampdygtige" på en fyrs fingre. Jeg synes ikke, det er noget, du skal være bekymret for, men skulle din næste menstruation udeblive, bør du selvfølgelig foretage en graviditetstest.

Du kan læse mere om chancen/risikoen for graviditet og hvad sex gør ved os her: Hjælp - risikerer vi graviditet?

Pas godt på dig selv

Jeg kan ikke lade være med at komme med et par ekstra kommentarer til dit spørgsmål.

Du er 15 år, og jeg tænker, det må være frygteligt i din alder at skulle gå og være bekymret for en graviditet. Du befinder dig i en periode af dit liv, hvor der sker rigtig meget med dig. Du skal sikkert snart til at overveje, hvad du vil med dit liv, du bliver mere og mere selvstændig i forhold til dine forældre og også din krop forandrer sig. Samtidig lyder det til, at du er godt igang med at udforske din seksualitet. Jeg vil opfordre dig til at overveje, om du ikke skal spare dig selv for bekymringer om graviditet og kønssygdomme. De følger med at være seksuelt aktiv.

Overvej, om det ikke vil give mening at gemme sex til den dag, du er i et trygt forhold, hvor I sammen kan tale om, hvad I tænker om prævention, uønsket graviditet og forebyggelse af kønssygdomme.

Du kan læse lidt mere om, hvordan man kan passe godt på sig selv og sit sexliv. 

Pas godt på dit sexliv  og Værd at vente på

Jeg håber, du kan bruge mit svar til noget.

Kærlig hilsen Johanne


Johanne Kammersgaard Ipsen

Skrevet af:

Johanne Kammersgaard Ipsen

sygeplejerske

adamogeva.dk

Annoncer