14 år og svigtet - hvordan kommer jeg videre?

Vis spørgsmål

Hej, jeg er en dreng på 14 år. Jeg elsker stadig min ekskæreste, som slog op med mig for en måned siden. Hun var mig utro og jeg tænker tit på hende og hun gider mig ikke. Hvordan kan jeg komme videre?

Dreng, 14 år


SVAR:

Kære dig

Tak for din henvendelse. Det er rigtig godt, at du søger svar og råd om det, du ikke kan se en vej igennem.

Du skriver, at du er blevet droppet af din kæreste, du kan ikke glemme hende og ønsker et råd til at komme videre.

Jeg kan ikke skrive, at du skal bare gøre sådan og sådan, så vil alt løse sig. Men jeg vil give dig nogle muligheder, du kan prøve af, og som min erfaring siger kan hjælpe i din situation.

Se realiteterne i øjnene

Nu ved jeg ikke, hvor længe I været kærester eller hvor dybt jeres forhold var. Under alle omstændigheder har du oplevet, at du er blevet forrådt, forladt, svigtet og måske mere endnu. Det er alt sammen stærke følelser, som det kan være svært at komme til livs – sådan lige umiddelbart.

Det kan sagtens tage meget længere tid end en måned, hvilket du også har erfaret.

Første skridt for dig er at se realiteterne i øjnene. Hun har slået op med dig og er nu sammen med en anden. Så alt det gode I havde er nu slut og kommer ikke igen.

Sæt fokus på det som gør dig glad

Vi kan som mennesker let komme til at hænge fast i vores tanker og på en måde komme til at dyrke minderne, tankerne og følelser omkring det, der var. Men du kan selv gøre meget for at blive fri af dem og få følelserne til at blive mindre. Det gør du ved at sætte fokus på det, som gør dig glad. Det kan f.eks. være venner, musik, sport, film eller hvad det nu er for dig. Og hvis I er venner på Facebook, så slet hende som ven, så du ikke bliver mindet om hende, hver gang hun laver en statusopdatering. Og slet hende fra mobilen, så hendes navn ikke dukker op.

Modsat kan du også gøre meget for at holde dig selv fast i tankerne omkring hende. Det kan f.eks. være at gå forbi et sted, hvor du ved, at hun er, så du lige ser hende. Det kan være at opsøge steder, I har haft sammen, så du bliver mindet om, at her gjorde I sådan og sådan osv.

Brug vennerne

Måske du har nogle gode venner eller veninder, som du kan snakke med om det her. Det kan være svært at gå med alene. Og for at få det ud af dit system er det godt at snakke med andre om det. Brug en nær og fortrolig ven eller veninde og fortæl, hvad du har oplevet og tænker om det.

Og så sæt fokus på det i dit liv, som gør dig glad. Det vil uden tvivl hjælpe dig.

Måske kan du også have glæde af at læse disse link:

Jalousi og kærestesorg

Hvordan slipper jeg af med min jalousi, så jeg kan glemme hende?

Mvh. Steen 


Steen Møller Laursen

Skrevet af:

Steen Møller Laursen

Landsleder for Danmarks Folkekirkelige Søndagsskoler

adamogeva.dk

Annoncer