14 år og forvirret – kan han lide mig?

Vis spørgsmål

Hej

Jeg er en pige på 14 år, jeg går i 7. klasse. Jeg er virkelig forelsket i en dreng fra min klasse. Vi skriver hele tiden sammen, og det er med "søde", "dejlige", hjerter osv.
Skrev til ham for ca. en måned siden, hvor jeg spurgte, om han kunne lide nogen. Han skrev så, at jeg først skulle skrive, hvem jeg kunne lide. Jeg skrev så ham, fordi det er ham, jeg godt kan lide, og han skrev så, at han også kunne lide mig. Og en anden!
Vi har skrevet sammen lige siden. Og jeg plejer at lade ham komme til mig først, så han kan skrive til mig og komme og snakke med mig først. Og han skriver og snakker skam. Men det går mig virkelig på, at han også kan lide hende den anden. Burde jeg overhovedet have noget med ham at gøre??

Det skal lige siges, at hende den anden er en super sød pige, som også går i klassen, og efter mit syn flirter han meget mere med mig end hende. Men jeg spurgte ham her igen for nylig, om han kunne lide hende, hvor han så skrev: "Ved man aldrig", hvilket jeg tager som et ja. Har prøvet at være lidt ligeglad, men han skriver og siger sådan nogle søde ting ... ;))

Hilsen Den forvirrede


SVAR:

Kære forvirrede

Tak for dit spørgsmål. Det er altid rigtig godt at få sat ord på det, man går og spekulerer på.

Det kan være en kæmpe udfordring at være ung og forelsket, og det kan være svært at tolke, hvad den anden mener og siger. Nogle gange kan det være svært nok at finde ud af sine egne følelser og tanker, og så bliver det endnu mere kompliceret, når man også skal forholde sig til en andens.

Mod til at spørge

Du skriver, at I skriver meget sammen og er meget sammen, men det går dig på, at han stadig godt kan lide en anden. Hvis du har mod til det, ville det være super at spørge ham, om han har lyst til at være sammen med dig. Når man gør det, overskrider man nogle grænser, både hos en selv og den anden, og det kan godt give nogle store sommerfugle i maven. Man sætter sig selv et sårbart sted, som da du svarede ham, at du godt kunne lide ham. Nogle gange går det godt, og modparten tager godt imod spørgsmålet. Mens man andre gange ikke får det svar, man havde ønsket, og så skal man forholde sig til det.

Venner eller kærester

Jeg tænker, at når han skriver, at han også godt kan lide en anden pige, er det fordi, han måske ikke er helt sikker på, om han har lyst til at være kærester endnu. Eller måske er det fordi, han ikke helt har fundet ud af, hvad han selv føler og mener.
 Nogle gange er piger bare tidligere klar på at have et forhold end drenge. Piger kan godt lide at tænke meget over tingene; de planlægger og drømmer om fremtiden. Drenge er ofte et helt andet sted. De lever her og nu og tænker ofte ikke så meget over fremtiden. Det betyder ikke, at han ikke er glad for dig, for som du skriver, skriver I meget sammen. Han bruger meget af sin tid på dig, sikkert fordi han rigtig gerne vil dig, men måske er han ikke klar til at være kærester.

Jeg håber, det kan være med til at give lidt svar på dine spekulationer; ellers er du meget velkommen til at skrive igen.

Jeg har fundet nogle svar til andre, der har spurgt om lidt af det samme, du skriver om. Måske kan det hjælpe dig at læse de svar:

Gode venner eller kan det blive til mere?

I tvivl om han kan lide mig – hvad gør jeg?

Der er også nogle artikler, som du måske kan få hjælp af at læse:

Flirt – den vilde jagt efter en kæreste

Kærestepotentiale ... eller en god ven?

Kærlig hilsen Lene


Lene Rønne Pedersen

Skrevet af:

Lene Rønne Pedersen

Familie- og musikkonsulent i Indre Mission

adamogeva.dk

Annoncer