13½ – er det for tidligt at bruge tampon?

Vis spørgsmål

Hej

Jeg er en pige på 13½ år, som fik min menstruation her i slutningen af januar. Jeg har haft min menstruation to gange indtil nu og tænker meget på at begynde at bruge tampon.

 

Min mor har købt en masse bind til mig, så jeg kan prøve lidt forskelligt. Det er ikke fordi, jeg virkelig HADER bind, men jeg synes heller ikke, at de er super mega behagelige. Jeg hader følelsen af, at der er noget, der “drypper”. Jeg bløder ret så kraftigt, hvilket jeg nok har arvet fra min mor. Så når der er gået 1½-2 timer, efter jeg har skiftet mit bind, føler jeg mig virkelig våd og ulækker dernede.

 

Så jeg har gået lidt og overvejet at prøve at bruge en tampon. Jeg har søgt en masse på nettet og har også spurgt min søster lidt om, hvordan hun synes, at tampon er. Jeg har også selv kigget i et spejl, for ligesom at finde ud af, hvordan det egentlig ser ud dernede :) Her igår prøvede jeg også at stikke en finger op, for ligesom at se, om jeg overhovedet kunne finde ud af det. Og det viste sig, at det kunne jeg sagtens ...

Så mit spørgsmål er egentlig bare: Er det for tidligt at bruge tampon, selv om jeg kun har haft min menstruation to gange? Ville jeg næste gang kunne spørge min mor og sige, at jeg gerne vil prøve?

Tak på forhånd :)
V, 13 år


SVAR:

Kære V

Tak for dit spørgsmål. Jeg kan godt forstå, du kan blive usikker på alt det nye med menstruation, og det er rigtig flot, at du sådan selv har søgt en del informationer og spurgt din søster til råds. Det lyder også til, at du er godt på vej til at blive mere fortrolig med din krop og dens forandringer.

Det kræver øvelse at bruge tampon

Dit spørgsmål er, om det er for tidligt at prøve med tampon. Det tænker jeg ikke, det er. Det hele kommer an på, hvad du føler dig mest tryg ved og klar til. Men du skal vide, at det kan kræve lidt øvelse at lære at bruge tamponer, så det føles rart og trygt. Hvis du har mod på at prøve, synes jeg, du skal forsøge næste gang, du har menstruation. Det er vigtigt, du kun bruger/øver med tampon, når du bløder og ikke inden. Husk at afsætte god tid til at prøve det. Jeg synes, du skal læse det her svar, der giver nogle gode råd til, hvordan du lærer at bruge tampon: Hvad gør man, når man bader og har menstruation?

Prøv forskellige bind og tamponer

Næste gang du får menstruation, synes jeg, du samtidig også skal finde ud af, hvilken type og mærke bind, som du bedst kan lide at bruge. Selvom du bruger tamponer om dagen, skal du stadig bruge bind om natten. Prøv dig lidt frem. Du skriver, at du bløder en del, og det kan derfor være en god idé at have flere mulige løsninger, så du kan skifte imellem bind og tamponer. Det er en rigtig god idé at tage din mor med på råd, så hun også kan hjælpe dig, hvis det alligevel bliver svært at afgøre. Måske kan hun også fortælle dig, hvordan hun taklede kraftige blødninger i din alder.

Du kan få flere oplysninger om menstruation og kroppen her: Hvad er godt at gøre, når man har menstruation?

Jeg håber, du finder en løsning, der gør det lidt mere behageligt for dig, når du har menstruation.

De bedste hilsener
Susanne S. Ertbølle


Susanne Staunstrup Ertbølle

Skrevet af:

Susanne Staunstrup Ertbølle

Sygeplejerske

adamogeva.dk

Annoncer