13 år – skal jeg sige til mine forældre, at jeg onanerer?

Vis spørgsmål

Hej, jeg er en dreng på 13.

Jeg tør ikke sige til mine forældre, at jeg onanerer, og hvis jeg siger det, ville det så være godt eller dårligt, og hvordan vil de mon reagere?

Jeg skriver herind, fordi jeg virkelig er i tvivl, om jeg skal sige det.

Dreng, 13 år

SVAR:

Hej dreng på 13 år

Jeg forstår godt, du er lidt betænkelig ved at snakke med dine forældre om det her. Det er noget, der kan føles pinligt. Og så måske især over for ens forældre, fordi man som teenager kan have det både godt og skidt med sine forældre.

Nu kender jeg jo ikke dine forældre. Derfor er det rigtig svært at vide, hvordan de vil reagere. Jeg vil håbe, at de tager det stille og roligt. Det er meget almindeligt og naturligt at prøve sig selv af i din alder. Samtidig kunne det være rigtig godt, hvis de ville snakke med dig om, hvordan du kan bruge onani på en sund måde og ikke på en måde, så du kommer ind på et skævt spor, du kan komme til at slås med resten af livet.

Der er ingen, der siger, at du skal sige det her til dem. Men hvis du synes, du kan sige det, kan det være med til at skabe åbenhed og fællesskab mellem dig og dem.

Ellers kan det være, der er en anden voksen, som du har tillid til. Og så kan du snakke med denne person i stedet. For det vil være rigtig godt for dig at snakke med en voksen om det, så du ikke går alene med det.

Her på siden har vi også denne artikel om det at tale med sine forældre om sex: De gode samtaler med børn om sex.

Du kan jo overveje, om du skal vise dem den eller måske mit svar her, hvis du gerne vil tale med dem, og det kan være svært at få taget hul på snakken.

Jeg håber, du finder en god løsning!

Læs også artiklerne Om onani – mest for drenge.

Venlig hilsen
Sprint

Annoncer