13 år og fetich for piger er bundet – hvordan slippe den?

Vis spørgsmål

Hej, jeg er en dreng på 13, jeg har en fetish for piger er bundet. Er der en eller anden måde, at jeg kan slippe af med fetishen på? Jeg synes selv, det er lidt mærkeligt, men jeg tænder helt vildt på det.

Dreng, 13 år


SVAR:

Hej.

Mange tak for dit spørgsmål her til Adam og Eva og for din åbenhed angående din lyst, som du synes er mærkelig.

Du er i puberteten og seksualiteten vågner

Du bruger selv ordet fetich og betegner det som noget, du ”har”. Jeg tænker, at det måske er en lidt hastig konklusion at drage, når man tager din alder i betragtning. Det er umuligt at konkludere noget endeligt, når du er så ung. Som 13-årig er seksualiteten lige vågnet, og der ligger en helt ny verden foran dine fødder, som venter på at blive udforsket. Derfor er det helt naturligt at være nysgerrig omkring sin krop, det andet køn, og hvad seksualiteten ellers indeholder. Derfor kan du sagtens falde over noget nyt, som tænder dig, uden at det betyder, at du har en fetich.

Du påvirkes af det du selv åbner op for

Nu uddyber du ikke i dit spørgsmål, hvordan du har fundet ud af, at du tænder på det, eller i hvilken forbindelse du særligt er bevidst omkring det. På grund af den naturlige nysgerrighed er det helt naturligt, at man i puberteten har perioder, hvor man opdager bestemte sider ved sin seksualitet, som for en tid får en særlig opmærksomhed. Det kræver jo blot, at du på en eller anden måde er stødt ind i fænomenet, og jeg tænker, at det måske kan være via tv-serier eller pornofilm? Derfor vil jeg i det følgende knytte et par kommentarer til det.

Porno viser ikke virkeligheden

Porno er så let tilgængeligt, og med den naturlige nysgerrighed man har, når man er i puberteten, får mange unge mennesker, som du selv, den første seksualundervisning gennem pornoen. Det er derfor vigtigt at vide, hvad det er, man udsætter sig for, når man ser porno, for det er langt fra virkelighedens verden. Jeg vil opfordre dig til at læse følgende artikler om emnet:  Porno ødelægger

Sex er et kærlighedssprog

Her på Adam og Eva tror vi på, at sex er en fantastisk gave, hvor to mennesker, der elsker hinanden, kan opnå den dybeste form for intimitet og nærhed. Sex er og bliver kun rigtig godt, når den deles mellem to mennesker, der elsker hinanden, og som har forpligtet sig på hinanden.

Pornoen giver et billede af sex, som handler om at få sit behov tilfredsstillet. Derfor bliver det et meget ensidigt fokus, hvor det er ligegyldigt, hvem det er, der skal tilfredsstille behovet, bare han/hun på overfladen er tiltrækkende. Det giver igen et indtryk af, at andre mennesker er sat i verden for, at vi kan benytte os af dem til at få opfyldt vores eget begær, hvilket er langt fra tanken om sex som den dybeste forbundethed, som to mennesker overhovedet kan opnå - med hinanden.

Pornoen er altså ikke neutral, fordi den ikke efterlader seeren upåvirket. Det vi ser, skaber nogle forventninger til, hvordan sex i virkeligheden foregår. Jo mere vi derfor omgiver os med en bestemt slags påvirkning, jo mere vil det helt naturligt fylde i vores tankeliv.

Du kan selv vælge, hvad du vil påvirkes af

Jeg tror ikke, at du skal være så nervøs for, at du har en fetich, blot fordi du tænder på bundne kvinder. Du har mange år endnu, hvor din seksualitet udvikler sig og formes. Men du har kontrollen, og du har valget om, hvad du gerne vil lade dig påvirke af, mens den formes. Jeg vil stærkt fraråde pornoen som inspirationskilde i denne proces.

Fokuser på det sunde og naturlige for din alder

Der er rigeligt med magi i virkelighedens verden med den udvikling, du er i gang med. Skjulte blikke, forelskelse, fletten fingre og det første kys, venskaber med det andet køn, der åbner en helt ny måde at se tilværelsen på. Alt dette er også en del af din seksualitet. Så kommer der forhåbentlig en dag, hvor du selv kan udforske den fysiske del af seksualiteten med en partner, du elsker, hvor I begge er helt trygge i hinandens selskab og kun ønsker at give det aller dybeste og inderste til hinanden. Hvor ingen af jer føler, at I skal leve op til et eller andet uvirkeligt ideal, hverken udseendemæssigt eller præstationsmæssigt, og hvor I tager tingene skridt for skridt, som de kommer, uden at I har nogle opskruede forventninger til hinanden, som er umulige at leve op til. Det er en situation langt fra det billede, pornoen forsøger at give, men det er dér, hvor mennesker blomstrer, knytter dybe bånd, elskes og ikke nedbrydes.

Måske har jeg ramt helt ved siden af, fordi mit svar er baseret på en antagelse om, at du er stødt på fænomenet med bundne kvinder i pornoens verden. Hvis det er helt forkert, må du endelig skrive igen, hvor du uddyber lidt mere, hvilken situation du står i og hvornår og hvordan din lyst særligt kommer til udtryk.

De bedste hilsener Mikkel


Mikkel Lindeskov

Skrevet af:

Mikkel Lindeskov

Psykolog

adamogeva.dk

Annoncer