11 år og afhængig af porno - kan I råde mig?

Vis spørgsmål

Hej brevkassen. Jeg har 2 spørgsmål.. Jeg er 11 år og har et kæmpe problem. Jeg er afhængig af porno og gør det dagligt, jeg kan ikke stoppe. Har prøvet alt. Kan ikke lade være med at kigge på både drenge og pigers kønsdele. Kan heller ikke snakke med mine forældre om det. Har onaneret i snart 1 år og kan ikke stoppe :(

Hilsen den 11 årige pige


SVAR:

Kære 11 årige pige

Tak for din mail til Adamogeva. Jeg synes det er rigtig sejt, at du skriver her til Adamogeva og prøver at hente noget hjælp i din situation. Mange oplever nemlig porno som et problem uden at søge hjælp. Jeg vil prøve at give dig et svar, som jeg håber kan hjælpe dig lidt videre.

Fantastisk seksualitet

Jeg har lyst til lige at starte med noget, som måske lyder mærkeligt for dig. Jeg vil nemlig gerne understrege, at når du lige nu kæmper med trangen til porno og onani, så hænger det sammen med noget fantastisk, som er sket i dig, nemlig at din seksualitet er vågnet. De seksuelle følelser, som for alvor begynder at blive aktive fra omkring 12-13 års alderen, er jo nogle fantastiske følelser. De handler om, at der pludselig kan opstå en lyst til en anden person og til den andens krop. Så i din kamp med at undgå porno, skal du hele tiden forsøge at huske, at seksualiteten er en god følelse i dig. Samtidig skal du lære at bruge de seksuelle følelser på en måde, hvor det er dig, der har styringen og ikke følelserne, som styrer dig. Lidt ligesom at køre på cykel. Det er vigtigt, at det er dig, som styrer cyklen, og ikke cyklen som styrer dig.

Normalt

Som du sikkert allerede ved, er der mange i puberteten, som kender til at porno kan fylde meget, og at der kan være noget afhængighed af porno og onani. Det handler bla. om, at de nyvågnede seksuelle følelser er stærke, og at det tager tid at lære at håndtere dem på en god og sund måde. Det handler også om, at puberteten er en tid, hvor der sker mange ændringer, og derfor kan der være mindre overskud til at håndtere følelser.

Kæmp ikke alene

Jeg kan se, at du kæmper hårdt for at stoppe med at kigge på porno og med at onanere. Men jeg kan også se, at du kæmper helt alene. Et vigtigt skridt i kampen mod porno er at finde en person, som du kan tale med om det med porno og onani. Jeg ved godt, at det kan virke meget skæmmende at skulle åbne sig op, men det er faktisk rigtigt vigtigt. Du skriver, at du ikke kan tale med dine forældre om det. Jeg kender jo ikke årsagen til det. Hvis du ellers har en ok relation til dine forældre, så vil jeg anbefale dig at dele det med dem. Langt de fleste voksne kender til trangen til porno og onani og vil gerne hjælpe. Hvis du har det meget dårligt med dine forældre, så find en anden voksen at dele det med. Det kan være en klubleder eller en i familien eller måske en god venindes forældre. Eller en præst. Det vigtigste er, at du synes du kan være tryg ved den voksne. Men det er altså meget vigtigt, at du ikke bliver ved med at kæmpe alene. For det er alt for hårdt at kæmpe alene.

Skyld og pinlighed

Mange oplever efter at have kigget på porno og har onaneret, at de bliver fyldt af skyldfølelser og de oplever megen pinlighed. Man kan have en oplevelse af, at hvis andre havde afsløret mig i det, så ville de grine ad mig eller drille mig eller tænke meget dårligt om mig. Og jo mere skyldfølelser og pinligheden fylder, jo mere ønsker vi at skjule os for andre. Og jo mere kommer vi til at tro, at vi er dårlige mennesker. MEN andre tænker ikke dårligt om dig. Og du er IKKE et dårligt menneske. Hvis du skal lykkes med at stoppe med porno og onani, så skal du starte med arbejde på at skyldfølelser og skamfølelser ikke fylder.

Vær optaget af noget andet

Når porno og onani fylder, så er der risiko for, at det bliver det eneste, du tænker på. Og det eneste som tager dit fokus. Når du skal forsøge at stoppe med porno og onani, så kan det være godt at blive optaget af noget andet. Fx at være sammen med veninder, at dyrke nogle gode fritidsinteresser, at dyrke sport, at læse gode bøger og se gode film. Sådanne ting er gode, fordi dit liv er meget andet og mere end porno og onani. Jeg ved godt, at det har det med at fylde tankerne. Men i stedet for at bruge alle dine kræfter på at stoppe med porno og onani, så kan der være en hjælp i at bruge alle kræfterne på at fylde gode ting ind i livet. Det skyldes også, at nogle gange kommer porno og onani til at fylde, fordi der er nogle smertefulde følelser som fylder, fx mindreværd, tristhed, vrede eller angst. De gode ting i livet kan være en hjælp i forhold til sådanne smertefulde følelser.

Brug tekniske hjælpemidler

Måske er du ikke klar over, at der faktisk er en række tekniske hjælpemidler som kan gøre pornoen langt mindre tilgængeligt. Der findes programmer, hvor det kun er bestemte hjemmesider, du kan få adgang til og dermed kan få blokeret pornohjemmesider. Så hvis du ønsker at gøre brug af dette så kan disse filte være med til at det er lettere at undgå at se porno.

Se mere om pornofiltre i dette svar: Hjælp mig til at lade være med at se porno på nettet?

Hvordan stopper jeg min pornoafhængighed?

Starter på google - ender på porno, hvordan får jeg hjælp?

Kan I hjælpe mig fri af min pornoafhængighed?

Der er håb

Jeg vil gerne slutte med at sige, at der er masser af håb. Lidt ligesom med det at lære at cykle – det kan virke meget svært i starten og man kan tvivle på om det lykkes. Mange i din alder kender til at porno og onani kan fylde, men det er muligt at lære at styre det. Det er muligt, at det bliver dig, som styrer din seksualitet, og ikke den som styrer dig. Men kæmp ikke alene. Du ønskes alt godt i dit liv.

Kærlig hilsen

Ole Rabjerg, psykolog


Ole Rabjerg

Skrevet af:

Ole Rabjerg

Psykolog i foreningen Agape

adamogeva.dk

adamogeva.dk bruger cookies. Læs mere OK