Problemer med at blive gravid

Vis spørgsmål

Hej!

Min kæreste og jeg besluttede os for sidste sommer, at jeg skulle stoppe med mine p-piller, så vi kunne blive gravide. Vi var fulde af forventninger og høje på lykke over forhåbentlig snart at skulle være forældre.

Det er så ikke helt gået, som vi forventede. Min cyklus er MEGET uregelmæssig og springer ofte en måned over, så jeg har derfor kun haft min menstruation ca. seks gange siden juli, fordi mine cyklusser ligger på 32-57 dage. Jeg har flere gange kontaktet min læge ang. den uregelmæssige cyklus og fortalt, at vi prøvede at blive gravide, men hver gang har hun sagt, vi skulle se om et par måneder, for hun var sikker på, den nok skulle blive normal.

Mine spørgsmål er så: 1. Hvad tror du, kan være grunden til min voldsomt uregelmæssige cyklus, og at jeg ikke bliver gravid? 2. Kan man kontakte en anden læge end sin egen, når hun “nægter” at gøre noget ved det?

Det skal lige tilføjes, at alle kvinderne i min familie har haft celleforandringer, og flere af dem har fået fjernet dele af underlivet og en af dem hele underlivet. På trods af disse oplysninger vil min læge ikke en gang tilbyde en undersøgelse.

Jeg håber, I kan svare på mine spørgsmål; jeg kan bare mærke, at det går mig rigtig meget på.

Hilsen pigen som (åbenbart) ikke kan blive gravid, 20 år


SVAR:

Kære du

Det er rigtig dejligt, at du og din kæreste har besluttet jer for at blive forældre sammen. Det er, som du skriver, en stor beslutning, og det giver en stor lykkefølelse og samhørighed at have besluttet sig for at skabe familie sammen. Derfor er det en stor nedtur, når det ikke lige lykkes, og frustrationerne og fortvivlelsen kommer til at fylde rigtig meget.

Der kan nemt gå et år

Normalt skal et velfungerende, rask par forsøge at blive gravide i mindst et år, før man skal overveje, om der er en årsag til, at det ikke lykkes. Dvs. der skal være regelmæssigt samleje 2-3 gange om ugen, og ingen af parterne skal være syge. Derefter kan man blive undersøgt nærmere og henvist til undersøgelse og behandling for ufrivillig barnløshed. Hos 80-90 % lykkes det at opnå graviditet i løbet af et år. De fleste unge mennesker er sunde og raske og har tiden foran sig, så der er det en god idé at vente dette år, før man undersøger nærmere.
I kan læse mere i artiklen Når det ikke lykkes at blive gravid.

Jeres helbred

Jeg går ud fra, at din partner er sund og rask og ikke har fejlet noget med sine testikler eller haft fåresyge som voksen. For kvindens vedkommende skal hun have ægløsning, for at hun kan opnå graviditet. En regelmæssig ægløsning giver størst chance for at opnå graviditet. Hvis du har regelmæssig menstruation, har du også ægløsning. Du skriver, at du har en uregelmæssig cyklus. Det tyder på, at du ikke har regelmæssig ægløsning. Derved bliver chancen for at opnå en spontan graviditet mindre. Man kan få uregelmæssig menstruation af flere ting. Blandt andet stress og slankekure eller for meget motion. Desuden kan overvægt medføre risiko for PCO, som er en tilstand, hvor kvindens hormoner ikke produceres optimalt og derfor har sværere ved at give ægløsning.

Tal med lægen igen

Nu ved jeg ikke, hvordan du ser ud, hvad der sker i dit liv, eller om din læge har haft en grund til ikke at lave underlivsundersøgelse. Men jeg synes, I skal kontakte din læge igen og bede om en nærmere undersøgelse af, hvorfor din menstruation er uregelmæssig. Når I har prøvet aktivt at blive gravide i et år, og du har uregelmæssig menstruation og måske manglende ægløsninger, kan I blive henvist til udredning. I hvert fald bør du tilbydes gynækologisk undersøgelse for kønssygdomme og eventuelt vurdering ved gynækolog.
Du kan ikke kontakte en anden læge end din egen praktiserende læge. Så vil jeg i stedet anbefale dig at skifte læge, da det ikke lyder, som om I har et særlig godt samarbejde.

Brug ventetiden godt

Når det er sagt, er I fortsat unge og har livet foran jer. I skal ikke miste håbet men nyde, at I har valgt hinanden og har et ønske om at skabe familie sammen. I kan bruge ventetiden til at skabe en tryggere base og lære hinanden endnu bedre at kende ved fx at deltage i et par-seminar, par-terapi eller i et PREP-kommunikationskursus – det kan I se mere om på Center for familieudvikling.
Når I først har fået et barn sammen, er I tvunget til at samarbejde omkring det resten af livet uanset, hvordan jeres forhold udvikler sig, og det er altid godt at have gode redskaber til kommunikation i et parforhold.

Jeg håber, det var svar på dine spørgsmål. Held og lykke med “projekt baby”.

Kærlig hilsen
Signe Engholt Andersen


Signe Engholt Andersen

Skrevet af:

Signe Engholt Andersen

Læge

adamogeva.dk

adamogeva.dk bruger cookies. Læs mere OK