Tsunami af følelser og tanker gør mig frustreret - hvad fejler jeg?

Vis spørgsmål

Jeg kan ganske enkelt starte med det ord, jeg har været så bange for at sige til nogen: "Hjælp"..

Jeg ved snart ikke, hvordan jeg alene skal kunne komme igennem det her. Hvordan jeg skal kunne klare mig, for jeg kan ikke mere. Jeg er 16 år gammel, så hvad kender jeg overhovedet til stress og depression? Måske kender jeg ingenting til det, men så har jeg brug for en forklaring, for jeg kan snart ikke mere, og jeg har virkelig brug for et råd, en opmuntring eller anden form for vejledning.

Lige siden, at jeg var helt lille, har jeg følt, at der har været noget galt med mig, at jeg har fejlet noget uhelbredeligt. Mellem 5 og 12 årig, var jeg overbevist om, at det var min mave, der var noget galt med. Jeg døjede med konstant ondt i maven, og kunne ikke sove en hel nat uden at vågne op med kramper og kvalme. Min mor sagde, at det var fordi, jeg tænkte for meget, men på det tidspunkt, anede jeg ikke, hvad hun mente med det. Senere hen fandt jeg ud af, at hun havde ret. For hold op hvor havde hun ret! Jeg tænker ALT for meget over alle mulige ting, jeg slet ikke skal tænke på, og jeg kan ikke finde ud af bare at leve i nuet, uden at spekulere på i morgen, i næste uge, om 2 år..

Da jeg blev 13, var det noget andet, jeg overbeviste mig selv om. Jeg var sikker på, at jeg havde ADHD, måske også en smule OCD eller GUA? - Kald mig hypokonder, det er jeg sikkert også. Jeg fik tit at vide, at jeg var for højrøstet, og at mit temperament var alt for voldsomt, for en pige på min alder, og at jeg var for svag til noget som helst, og at jeg aldrig ville kunne lære at elske nogen. Derfor mente jeg med mig selv, at jeg måtte være syg.

På samme måde, følte jeg, at jeg havde en form for social angst eller var social akavet, eller hvad man nu vil kalde det - Jeg har altid fungeret bedst alene, og f.eks. tanken om at sove med en dreng, gør mig meget utilpas og ked af det. På samme måde, som det at skulle være sammen med et andet menneske, bare os to, gør mig helt igennem utilpas - sådan har jeg det stadig den dag i dag, og jeg er som sagt 16 år…

Depression, stress og angst er, hvad der kører i mit hoved.

For et år siden mødte jeg en dreng, og jeg blev rigtig glad for ham. Det var det tidspunkt, at jeg mærkede angsten første gang. Godt nok var han slet ikke noget for mig, og det kan jo sagtens have noget med det at gøre, men jeg kunne ikke lide tanken om at føle mig så anderledes. Følte at jeg fejlede noget, som ikke engang jeg selv kunne forklare. En angst for at binde mig til en dreng og se i øjnene, at det var her problemet lå.

Da jeg startede på gymnasiet, mødte jeg en anden dreng, og jeg kunne med det samme fornemme, at denne her fyr var det, jeg manglede. Han var ærlig, sød og helt vildt forstående. Han var tålmodig med mig og lod mig tage tingene i mit helt eget tempo. Alligevel dukkede følelsen op igen, selvom vi den dag i dag er kærester. Alligevel, selvom jeg holder så meget af ham, føler jeg stadig angsten for at binde mig, for at lukke ham ind i min families og mit eget liv. Hvorfor, ved jeg simpelthen ikke. Og jeg føler mig så unormal, som man overhovedet kan føle sig. Det er jo ikke normalt overhovedet!

Når jeg ser en af mine veninder med hendes kæreste, hører hende tale om alle de mange gange, de sover sammen, alle de gange de spiser sammen, så bliver jeg endnu mere ked af det, for det får mig igen til at føle mig så unormal og mærkelig. Slet ikke som en 16 årig pige. Jeg forstår det slet ikke. Jeg kan ikke engang bruge den undskyldning, at det er det miljø, jeg er vokset op i, der har gjort det, for jeg har verdens bedste familie, verdens bedste venner og veninder, som jeg ikke vil bytte væk for noget. Jeg har aldrig manglet noget, hverken kærlighed eller materielle ting. Derfor forstår jeg det ikke. Jeg forstår ikke, hvordan en 16 årig pige allerede nu, kan være bange for at ende op alene, simpelthen kun fordi, at jeg ikke aner, hvordan jeg kan lære at lukke en dreng ind i mit liv. Lære at det er okay at elske, og lære at det er okay ikke at være okay.

Jeg er perfektionist, og alting i mit liv skal være perfekt. Det ved jeg godt, aldrig kommer til at ske, men de høje krav, jeg stiller til mig selv om at være god nok, de slår mig ihjel inde fra. Jeg har før i et meget kort øjeblik tænkt, at det ville være nemmere, hvis jeg ikke var her. Tænkt når jeg går over en vej, at hvis der kom en bil nu, så ville det ikke gøre så meget. Hvis jeg aldrig var blevet født. Aldrig havde mødt en dreng. Aldrig havde været blevet til.. Men så får jeg det dårligt igen, for hvor er det egoistisk at tænke med det fantastiske, jeg har!

Jeg ved godt, at alt det er her en voldsom tsunami af alle mulige følelser, der er kastet ned på et stykke papir, men jeg har virkelig brug for hjælp. Jeg ved ikke, hvad der er galt med mig, om jeg fejler noget, jeg skal have hjælp til at komme af med, eller om jeg bare lider af angst, stress, depression eller noget lignende.

Måske har jeg brug for at tale med en psykolog ansigt til ansigt, men jeg ved ikke, om det er okay som 16-årig at have det sådan? Jeg har bare virkelig brug for hjælp! Jeg håber, at der er en derude, der har overskud til at hjælpe mig, for I aner ikke, hvor meget jeg behøver det.

På forhånd tak - En meget ulykkelig og frustreret pige, 16 år 


SVAR:

Kære 16-årige pige

Tak for dit brev til brevkassen. Hold da op en masse tanker, du er fyldt op af. Jeg kan godt forstå, at du føler dig forvirret og magtesløs. Jeg kan langt fra nå at komme ind omkring det hele, men jeg har valgt at trække dele af dit spørgsmål frem og håber, det kan give dig lidt afklaring.

Tankemylder

Du fortæller, at du har haft en fornemmelse af, at der har været noget i vejen med dig, siden du var helt lille. Det har drejet sig om fysiske ting som ondt i maven og psykiske ting såsom tankemylder og bekymringer. Du fortæller, at du i skolen fik af vide, at du var højrøstet, voldsom og svag, og at du ikke kunne lære at elske nogen. Jeg forestiller mig, at det må have gjort dig meget trist og måske endda vred på dig selv?

Du beskriver en frustration over ikke at kunne forstå din situation. Du har en kærlig familie, du har aldrig manglet noget, og du har gode venner omkring dig. Alligevel føler du dig anderledes og forkert. Du forklarer, hvordan du har svært ved at være til stede, og du tænker meget over både din fortid og fremtid.

Sidst i dit brev skriver du om frygten for at være sammen med en dreng alene. Du tænker, at her ligger meget af problemet. Tanken om at binde dig til et andet menneske. Du beskriver, at du er kærester med en, som har mange af de kvaliteter, du har brug for. Han er ærlig, tålmodig og helt vildt forstående.

At lytte

At andre lytter: Særligt det sidste bider jeg mærke i – at han er helt vildt forstående. Jeg får fornemmelsen igennem hele dit brev af, at du savner en, der lytter til dig, og som forstår alvoren af det, der sker inden i dig. En som møder dig der, hvor du er. Det er dejligt for dig, at du oplever dig set af din kæreste. Samtidig tænker jeg, at det også kan være skræmmende for dig at skulle åbne dig og turde tro på, at han forstår dig og bliver hos dig? Særligt hvis du tumler med tanker om at være anderledes og forkert. Disse tanker kan påvirke forholdet og gøre dig usikker på dig selv som partner og usikker på jer.

At du selv lytter: Jeg er glad for, at du lytter til dig selv og skriver for at få hjælp. Det kan være rigtig svært at bede om hjælp, hvis man stiller høje krav til sig selv og gerne vil være stærk. Jeg håber, du vil gå videre med at bede om hjælp efter at have læst dette svar.

Angst, stress, depression, OCD, ADHD…?

Ud fra det, du skriver, kan jeg ikke vurdere, om du lider af angst, depression, stress eller andet. Men jeg vil dele nogle fakta med dig omkring depression og stress, idet det særligt er det, du beskriver, fylder for dig. For nærmere information, vil jeg anbefale dig at se på netdoktor.dk

Stress

Fysiske symptomer: Indre uro, hovedpine, hjertebanken, mavesmerter, nedsat potens, vægttab, hyppige infektioner og forværring af kronisk sygdom.

Psykiske symptomer: Ulyst, træthed,irritabilitet, hukommelsesbesvær, koncentrationsbesvæ, angst og nedsat humoristisk sans.

Adfærdsmæssige symptomer: Søvnløshed, uengagerethed, hyperventilation, aggressivitet, nedsat præstationsevne, ubeslutsomhed, øget brug af stimulanser og øget sygefravær.

Alle kan føle sig stressede i perioder, og det er ok. Længerevarende stress kan derimod påvirke vores livskvalitet og blive invaderende i vores hverdag.

Depression

Symptomer på depression er: Energiløshed, søvnforstyrrelser, koncentrationsbesvær, selvmordstanker, selvbebrejdelser, appetitforstyrrelser, angst, uro, seksualitetsforstyrrelser og tvangstanker. Man kan føle sig ked af det og det, der plejer at være interessant, mister sin værdi.

Det er svært selv at vurdere sværhedsgraden og alvoren i det, man tumler med. Derfor er det rigtig godt at snakke med en anden. Har du mistanke om stress eller depression, er det en god ide, at få vurderet det ved din læge. Lægen kan afklare sværhedsgraden og vurdere, om du har brug for professionel hjælp.

Du er ikke alene

Jeg har lyst til at fortælle dig, at du langt fra er den eneste, der går rundt med de tanker, du gør. Jeg har erfaring med mange unge mennesker, der ligesom dig føler sig anderledes og forkerte. Jeg forestiller mig, at de tanker, der rumsterer indeni dig, føles så virkelige, at du kommer til at tro på dem som sandheder. Sandheder om dig selv, som du handler ud fra, og som du definerer, hvem du er, ud fra.

Når ens tanker fylder i en udstrækning, så man ikke længere selv føler, man kan finde hoved eller hale i dem, kan det være en god ide at få professionel hjælp til at udfordre tankerne og få hjælp til at stille spørgsmålstegn ved dem på en hensigtsmæssig måde.

At søge hjælp

Du fortæller, at du ikke ved, hvordan du alene skal kunne komme igennem den næste tid. Mit bedste råd til dig er, at du ikke behøver være alene. Jeg vil anbefale dig at snakke med en, du har tillid til, f.eks. din kæreste. Dernæst vil jeg anbefale dig at kontakte din læge.

Det er rigtig vigtigt at tage dig selv alvorligt på det, du mærker, så du kan få den hjælp, du har brug for. Hvis, du ikke gør noget, er faren, at du bliver ved med at have det på samme måde som nu, eller at det udvikler sig og bliver værre.

Jeg ønsker dig alt godt

Vh. Stine


Stine Steen Høgenhaug

Skrevet af:

Stine Steen Høgenhaug

Psykolog

adamogeva.dk

adamogeva.dk bruger cookies. Læs mere OK