Parallelle liv efter tab af barn – kan separation være en løsning?

Vis spørgsmål

Jeg er gift på syvende år og har fået tre børn med min mand. Vi har været igennem hårde år med langvarig sygdom og nu vores ene drengs dødsfald. Vi har været presset til det ekstreme over mange år. Vores ægteskab er meget en praktisk indretning nu og har været det længe. Der er ingen kærtegn imellem os, vi lever parallelle liv.

Vi har begge overvejet separation. Nu er det muligt. Det har det ikke været pga børnene og sygdommen, der har været en del af vores liv. Vi har talt om det igen. Men venter lidt – især hensynet til vores børn på nu  4 og 6 år.

Igennem årene har jeg opdaget og også konfronteret min mand med, at han opsøger porno på nettet. Jeg bliver vred og såret over det. Men samtidig skubber jeg det også fra mig og tænker, at han må passe sit. Det skaber afstand. Både det, han gør og den måde, jeg reagerer på. Nu har jeg så opdaget, at han har optaget nogle filmklip ude i byen af en kvinde i gadebilledet. Jeg aner ikke, hvad jeg skal gøre ved det. Jeg bliver helt kold indvendigt. Også fordi jeg tænker: Hvad hvis hun opdager det? Hun må da blive så rasende!

Men jeg ved simpelthen ikke lige nu, hvad jeg tænker og føler omkring det. Jeg bliver kold over for det. Lukker nok af. Jeg er ret rystet over at se de klip. I sig selv er det bare en kvinde, der går rundt i butik og på gaden. Men at han følger efter hende og optager, skræmmer mig virkelig meget. Faren han udsætter sig for. Og trangen til det forstår slet jeg ikke.

Vi har et par gange været i parterapi. Initiativet ligger hos mig. Lige så ift. praktiske opgaver i hjemmet: Det afhænger af mig. Nu for tiden er jeg helt kørt i sænk. Dermed flyder alt. Virkelig, virkelig slemt flyder det. Lige nu resignerer jeg.

Jeg har oplevet, at min mand har det dårligt og bedt ham om at tage kontakt til en psykolog. Det har han så gjort nu. Og jeg er så træt, så træt af at være den, der holder både mig selv oppe og ham også. Jeg har ikke flere kræfter til det.

Jeg tænker egentlig, at en separation kunne give os luft og rum omkring os selv hver især. At det kunne give os en mulighed for at skille skidt fra kanel. Ingen af os tænker, at vi er på vej væk for at finde en anden. Men at vi stadig vil arbejde med vores forhold. At flytte fra hinanden kunne på et niveau gøre vores liv hver især enklere: det er mine bøger, mit rod og mine vaner, jeg forholder mig til (og mine børns selvfølgelig) – min mands bøger, rod og vaner er fysisk et andet sted, og det må han selv forholde sig til.
Det vil være en atypisk løsning – men det er umiddelbart den, der giver mig mest energi at tænke på.

Vi har talt med en terapeut, der også forholder sig til sorg og krise om at tage nogle samtaler sammen med hende.

Mvh en træt kvinde! 


SVAR:

Det gør et stærkt indtryk at læse om det, du og hele din familie har været igennem de seneste år. I er hårdt ramt, og jeg kan godt forstå, at du er drænet og træt.

Meget træt. Det samme er din mand helt sikkert. Og jeres børn er mærket af i en lang periode at have haft en syg bror og nu have mistet ham. Jeres børn har i flere år haft to forældre, som har brugt rigtig meget af jeres opmærksomhed og overskud på jeres syge barn.

Oven i dette kommer – for din del – den vrede og sårethed som din mands porno-kikkeri og filmoptagelser af en fremmed kvinde naturligt nok har medført. Jeg kan godt forstå, du er drænet og træt.

Naturlige konsekvenser

I en lang periode har din familie – og dit ægteskab – været ramt af sygdom og alle de ting, som følger af at have en meget syg i familien. Og nu må I sammen leve med sorgen over at have mistet jeres barn og bror.

I en sådan situation er det ikke unaturligt, at du og din mand reagerer forskelligt på både sorgen og det pres, I har levet med i lang tid. I har brugt al jeres energi og opmærksomhed på jeres syge barn, og har ikke haft tilstrækkelig af hverken tid eller overskud til at pleje jeres forhold til hinanden. I har ikke valgt eller villet det på den måde, men det har i lang tid været jeres vilkår.

Derfor er det naturligt og fuldt ud forståeligt, at jeres ægteskab lider under det, I sammen har været igennem – og den sorg I nu bærer på. I lever parallelle liv, I giver ikke hinanden kærtegn og opmærksomhed, og I har begge overvejet separation. Alt sammen er det naturlige konsekvenser af det, I sammen har været igennem. Derfor er der god grund til, at I ser de problemer, som I nu oplever i jeres ægteskab, i lyset af dette.

Du skriver, at jeres ægteskab nu er en ”praktisk indretning”, og at det har været sådan længe. Jeg er naturligvis med på, at et ægteskab meget gerne skal være mere end det. Samtidig synes jeg også, det er rimeligt at konstatere, at der også er positive følger af, at jeres ægteskab – trods alt – er en ”praktisk indretning”. Det har bl.a. gode konsekvenser for jeres økonomi, og ikke mindst for jeres børn.

Positive ting

Du er – med rigtig god grund – træt, og det er først og fremmest sorgen, vreden og såretheden, der fylder for dig. Måske synes du, at det – i den situation, som du er i – er upassende at sætte ord på nogle af de positive ting, som jeg også læser ud af det, du skriver. Men det vil jeg nu alligevel gøre – i håb om, at du kan bruge det konstruktivt.

For samtidig med, at det, I har været igennem, naturligt nok har slidt hårdt på jeres ægteskab og på jeres familie, har I formået sammen at finde en måde at komme igennem det på. Du har haft overskud til at overveje, hvor vejen frem går for dig selv og din familie. Du har en klar erkendelse af, at dine ressourcer ikke er uendelige, og du er opmærksom på at tage hånd om dig selv. Det er meget vigtigt. Du har haft overskud til at se din mand – til at se at han mistrives – og du har opfordret ham til at opsøge psykologhjælp, hvilket han faktisk har gjort.

Positivt er det også, at en lang og krævende periode med sygdom i din og din families liv nu er overstået. Dette siger jeg naturligvis ikke for at negligere jeres sorg over at have mistet. Men den uudholdelige periode med usikkerhed og sygdom er nu datid, hvilket også indebærer, at I har mere tid til at være noget godt for jeres to andre børn.

Endelig er det positivt, at du og din mand på dit initiativ allerede har været i terapi – og at I planlægger at gøre det igen. Det viser, at I har vilje til at arbejde konstruktivt på at komme videre sammen. Og netop denne vilje får I brug for i arbejdet med at genopbygge jeres forhold til hinanden.

Støtte fra en terapeut

I har taget initiativ til at tale med en terapeut. Det er godt! Det er en god mulighed til, at I får sat ord på, hvordan I – hver især – har oplevet det, som I har været igennem, og hvad det har gjort ved jer og jeres forhold til hinanden. - Og at få talt om hvordan I sammen kommer videre herfra.

Porno-kikkeri og filmoptagelser

Samtaler med en terapeut vil tillige være en god ramme for at få talt sammen om din mands porno-kikkeri og hans filmoptagelser af en fremmed kvinde. Det vil givetvis ikke være let for din mand at tale om disse ting, og hvis han udelukkende møder fordømmelse fra din side, vil det blive umuligt for ham. Han er jo i forvejen ikke stolt af det, han gør/har gjort.

Din mand har helt sikkert sine grunde til at handle, som han har gjort. Jeg kan selvfølgelig ikke vide, hvad hans grunde er. Måske har det at gøre med, at hans pornokikkeri og filmoptagelser på samme tid er både uforpligtende og spændende, og derfor kan opleves som et frirum/afbræk midt i en hverdag, som har været præget med sygdom, og som nu er præget af sorgen over jeres barns død.

Måske skal hans pornokikkeri og filmoptagelser ses i sammenhæng med, at der i lang tid ikke har været kærtegn/fysisk kontakt i jeres forhold til hinanden. Jeg siger bestemt ikke, at det, din mand har gjort, er i orden eller konstruktivt for hverken ham selv eller for jeres forhold. Men du skylder både ham og dig selv – og jeres forhold til hinanden, at du giver ham mulighed for at sætte ord på hans bevæggrunde og på, hvordan han har det med det, han har gjort.

Jeg forstår udmærket din reaktion på det, han har gjort. Den er berettiget. Men hans egen fordømmelse af det, han har haft gang i, er givetvis så stor, så at han ikke vil kunne tale konstruktivt om det, hvis han tillige (kun) møder fordømmelse fra dig. Og I er nødt til at få snakket om den ”ventil”, han har valgt for at udholde at være i det ubærlige, som også han har levet med i en lang periode.

Samtalen hos terapeuten vil samtidig give dig de bedste rammer for at fortælle din mand, hvad det, han har gjort, gør ved dig.

Separation?

Du skriver, at I overvejer muligheden for separation. Ikke som mellemstation til at blive skilt, men som en mulighed for at I – hver for sig – kan få ro til at tænke jeres situation igennem og igen finde jeres ben at stå på, efter det I har været igennem, og med den sorg over tabet af jeres barn, som I nu bærer på.

Jeg kan godt forstå dig – og din mand – i de tanker, I har gjort jer. Måske er en midlertidig separation den bedste løsning for jer. En separation opløser jo netop ikke jeres ægteskab, men kan i bedste fald give jer muligheden for det frirum og den tænkepause, som I begge oplever, at I har brug for. Du skriver, at det er den mulighed, som umiddelbart giver dig mest energi at tænke på. – Det kan jeg godt forstå.

Samtidig er der også væsentlige problematikker forbundet med en midlertidig separation: 

For det første vil jeres børn efter al sandsynlighed gerne, at mor og far bliver sammen. De har lige mistet deres bror og har ikke brug for at miste den ramme, det giver for deres liv, at mor og far er sammen. Hvis I beslutter jer for en midlertidig separation, er det uhyre vigtigt, at I forklarer jeres børn, hvad baggrunden for jeres beslutning er, hvorfor I tror, det er den bedste løsning for jer alle, og at årsagen til separationen ikke har noget med dem at gøre.

For det andet må I også se i øjnene, at risikoen for at en midlertidig separation bliver til en permanent separation er til stede. På trods af jeres vilje til ”at ville hinanden”, vil I begge kunne erfare fordele og en frihed ved at bo hver for sig. At flytte sammen igen efter måneders separation kan være besværligt. Helt konkret må du beslutte dig for, hvad du vil gøre, hvis det om 4 måneder viser sig, at det som giver dig mest energi at tænke på er fortsat separation.
Jeg kan ikke vide, hvor relevant denne sidste tanke er for dig/jer. Men jeg vælger at nævne den.

Flemming Harpøth Møller


Flemming Harpøth Møller

Skrevet af:

Flemming Harpøth Møller

Psykoterapeut, præst

adamogeva.dk

Annoncer