Ulykkelig kærlighed dræber mig - hvad gør jeg?

Vis spørgsmål

Okay... Så mit spørgsmål er måske lidt indviklet, MEN her kommer det: Der er den her dreng/mand, og han har en ALT for stor betydning for mig, han fylder ALT i mine tanker. Ikke sandt, Gud fylder selvfølgelig alt, men næst efter ham..... Det er som at få en elefant igennem et nåleøje, så svært er det at beskrive, hvor højt jeg elsker ham.

Jeg vil gøre alt for ham, seriøst ALT. Så nu er problemet, at han samtidig er en af mine bedste venner, så vi har allerede haft snakken, om der skulle være noget. I den snak bildte jeg ham så ind, at jeg før hen havde ku li ham, men at det var ovre. Dumt. Og egentlig prøvede jeg at overbevise mig selv om det samme, men inderst inde kendte jeg jo godt sandheden.

OG han kunne ikke li mig (så der er ikke noget med at gøre et forsøg og se om det er gengældt) Men vi fortsatte vores venskab, mens min kærlighed til ham bare vokser. Jeg har på ingen måder lyst til at ku li ham, det har jeg virkelig ikke, jeg vil bare have ham som ven! Men jeg kan jo ikke gøre for det!

Jeg har ikke lavet andet det sidste halve end at be' til Gud om, at fjerne mine følelser eller i værste fald fjerne ham, for det er alt for smertefuldt. Normalt ser jeg kærlighed som noget smukt og fantastisk, men i for mig er det mere en forbandelse.

Udover det, hjælper jeg ham med HANS kærlighedsproblemer, hvilket jo også gør mega ondt. Vi ses ikke så tit, kun til kristne arrangementer måske 1 gang hver 2. måned.

Sidste gang var der en misforståelse, der gjorde mig virkelig ked af det, og fik mig til at ignorere ham en hel dag. Det hjalp overhovedet ikke, for det gjorde dobbelt så ondt på mig at se ham bare lægge mærke til, at jeg gjorde det. Men samtidig med følte jeg mig så underlig fri.... Men jeg kunne ikke modstå det og vi fandt ud af det hele. Nu savner jeg ham bare dobbelt op.

Det lyder mega meget bare som et hjælpeløst teenage problem, men det dræber mig indefra, og jeg har både bøvlet med selvmordstanker og depression osv.
Hvad skal jeg gøre? Håber i er klogere end mig :)

Mia, 17 år


SVAR:

Kære Mia

Tak for dit spørgsmål til os på Adam og Eva.

Jeg kan godt forstå, at du er forvirret og frustreret over situationen med fyren her. Jeg tror, du oplever en form for ulykkelig kærlighed. Det er en tilstand, hvor man mærker en masse forelskelses følelser, som man ikke kan komme af med. Som du selv nævner, har I haft snakken om det skulle være jer, og han har givet udtryk for, at han ikke var interesseret i et forhold

Find en fortrolig at tale med

For mig at se er der flere ting, som vil hjælpe dig med at komme af med disse følelser. For det første vil det være rigtig godt at snakke med en lidt ældre person, som du har stor tillid til. Hvis du kender en kvinde, som du har tillid til, og hun må gerne være lidt ældre end dig, en person som er sød og rar, så få en snak med hende om det, som gør dig forvirret og usikker. Det kan være en rigtig god hjælp til at få styr på det, der foregår i dine tanker og i din krop. Sæt ord på dine tanker overfor hende. Hvad er virkeligt, og hvad har med drømme at gøre? Vi har alle sammen drømme om parforhold, som er svære at håndtere, fordi vores drømme, ikke passer på den, vi er forelsket i.

Hårdt når kærligheden ikke er gengældt

Lige nu næver du også selv, at du ikke vil være forelsket i ham, formentlig fordi du passer rigtig godt på dig selv. Der er ikke nogen, som har lyst til at blive ramt og såret over kærlighed, som ikke er gengældt, så det er naturligt og godt, at du passer på dig selv. Andre gange kan vi komme til at dyrke vores forelskes følelser, fordi de er dejlige og skønne, selv om vi ved, at de ikke er gengældte.

Bliv ved at passe godt på dig selv

Vi kan agere uhensigtsmæssigt i disse følelser, fordi de er utroligt stærke. Her tror jeg, at du skal passe på ikke at komme til at dyrke disse forelskes følelser, for så bliver det rigtig svært at være dig. Jeg tænker, at det kunne være en god idé, at tage en pause fra ham fyren, men jeg tror ikke, det er særligt sandsynligt, at det kan lade sig gøre, hvis du ikke får en god person at snakke med.

Denne her forvirring, hvor du på den ene side kan mærke alle disse stærke følelser, og på den anden side ikke kan komme til rette med dem, slider på dig, hvilket jeg godt kan forstå.

Lav en plan for din kontakt med ham fremover

Mit bedste råd til dig er, at du laver en plan, hvor punkt nummer et er; at du passer godt på dig selv. Så skal du få skrevet ned, hvad dette kommer til at have af konsekvenser for, hvordan og hvor meget du vil mødes med ham. Hvad der skal stå på denne liste har et klart udgangspunkt; Jeg vil passe godt på mig selv, passe på ikke at blive såret, forvirret, skuffet, ked af det og så videre.

Håber du har mod både på at finde en at snakke med, og få skrevet nogle gode ting på din liste.

Du ønskes alt godt fremover.

Kærlig hilsen Ulrik Fogh Buch


Ulrik Fogh Buch

Skrevet af:

Ulrik Fogh Buch

Højskolelærer og konfliktcoach

adamogeva.dk

adamogeva.dk bruger cookies. Læs mere OK