Skyldes forsinket menstruation kostændring eller graviditet?

Vis spørgsmål

Hej :)

 

Jeg har længe haft en meget regelmæssig menstruation. Denne gang er den dog efterhånden 4 dage forsinket.

Jeg havde for et par uger siden afbrudt samleje (nej, ikke verdens smarteste beslutning), og jeg er for en uge siden begyndt på en whole30 kur, hvor jeg ikke må spise mælkeprodukter, gluten, sukker osv. Jeg har haft ondt i maven de sidste par dage (hvilket jeg som regel har op mod min menstruation.

Så jeg er i tvivl, om jeg bare skal være tålmodig, og min krop bare er lidt forvirret over det pludselige kostskifte, eller om jeg bør tage en graviditetstest. Hvad er jeres råd? 

Anonym, 18 år


SVAR:

Hej!

Gravid

Måske har du allerede selv fået svaret, ved at din menstruation er kommet. Det er helt naturligt, du tolker kroppens signaler i retning af graviditet, når du har haft samleje, og menstruationen lader vente på sig. Det er godt, du er opmærksom på din krop. Menstruation kan forsinkes pga. stress, elitesportsudøvelse og slankekure – så det kan godt være en kombination af dine ændrede kostvaner og dine bekymringer.

Tag en test og få en afklaring

Jeg synes, det er en god idé, at du tager en graviditetstest, så du kan få det afklaret. I artiklen Menstruationen udebliver – mulige årsager kan du læse mere om årsagerne til, hvorfor din menstruation kan være forsinket, og om hvordan du skal tolke resultatet fra en graviditetstest.

Sex er et stort ansvar

Du skriver det selv, at det ikke var smart med afbrudt samleje. Det er langt fra en sikker præventionsform. Hvis du fortsat er seksuel aktiv, vil jeg stærkt opfordre dig til at overveje prævention, og da skal du være opmærksom på, at det kun er kondom, der beskytter mod seksuelt overførte sygdomme.

Sex kræver tryghed på flere planer, det kan du læse mere om i disse artikler:
Vejen til god sex
Værd at vente på

Overvej eventuelle konsekvenser

Til slut vil jeg opfordre dig til, at du forsøger at forholde dig til, hvordan du vil reagere, hvis du er gravid. Det er naturligvis svært at forudsige, men jeg tror, det er sundt, at du har gennemtænkt det – og så behøver du måske heller ikke være så bekymret for at blive gravid fremover? Hvem vil kunne støtte dig; hvem kan du snakke fortroligt med?

Læs også denne artikel: Uønsket gravid – hvad gør du?

Marie


Marie Bodilsen Nielsen

Skrevet af:

Marie Bodilsen Nielsen

læge

adamogeva.dk

Annoncer