Kan jeg få hjælp til kraftige menstruationssmerter?

Vis spørgsmål

Hej!

Jeg har et problem. Når jeg får min menstruation, har jeg rigtig kraftige menstruationssmerter de første par timer. Nogle gange føler jeg næsten, jeg skal besvime, og jeg begynder at svede og få virkelig, virkelig ondt i maven!

De dage, hvor jeg kan "beregne", min menstruation kan komme, føler jeg mig ligesom om, jeg ikke rigtig kan lave nogle aftaler eller være sammen med min kæreste, fordi jeg er så bange for at få menstruationssmerter. Jeg er også bange for at gå i skole de dage, for hvis det nu kommer midt i skoletiden!

Nogle gange har jeg måtte ringe til min far eller lægge mig ud på toilettet, fordi jeg bliver svimmel og må ligge ned. Jeg plejer at tage 1-2 panodil, når jeg er hjemme eller en brusetablet. Så falder jeg i søvn. Det er bare rigtig irriterende, og jeg kan ikke selv finde en god løsning på det. Jeg føler mig virkelig "bundet" de dage, den skal komme!! Please hjælp :)

Kærlig hilsen den distraherede, 14 år


SVAR:

Kære du

Det lyder til, du er meget plaget af menstruationssmerter. Det er der desværre nogle kvinder, der er. Måske har din mor det på samme måde? I denne artikel kan du se, at det især er normalt at have stærke smerter de første år, man har sin menstruation:
Den første menstruation

Medicin kan hjælpe - tal med lægen

Det lyder til, at dine menstruationssmerter er så kraftige, at du skal tage en snak med din læge om det. Der er nogle smertestillende præperater (NSAID), som er gode ved menstruationssmerter, men nogle af dem er på recept, så tag en snak med din læge. Det kan også være en mulighed at bruge p-piller, som også gør menstruationen mindre. Men i forhold til begge typer af medicin skal det selvfølgelig overvejes, at du er 14 år.

Jeg synes, du skal tale med din mor om det, og så kan I sammen få kontaktet din læge. 

Håber du finder en måde at få lindret dine menstruationssmerter.

Mvh Mette


Mette Morre Aabenhus

Skrevet af:

Mette Morre Aabenhus

Læge

adamogeva.dk

Annoncer