Min kæreste er tæt med en anden - hvad gør jeg?

Vis spørgsmål

Hejsa!

Jeg har et problem, som jeg ikke ved, hvordan jeg skal løse. Jeg har en kæreste, som er 16 år ligesom mig, og vi har nu været sammen i 18 måneder. Men her på det sidste er det ikke gået så godt for os, desværre. Hun fortalte mig for et par måneder siden, at hun åbenbart havde en god ven, og at de var ret tætte. Jeg blev lidt overrasket over, at hun havde holdt sådan noget hemmeligt for mig ...
De ses tit, og han holder om hende, som om de var kærester! Jeg blev meget ked af det, men hun forstod mig ikke, så hun blev bare ved med at være alt for tæt med ham, selvom alle syntes, det var forkert!

Men så i sidste uge forstod hun endelig, hvor forkert det var, det hun havde gjort, så hun ville helt stoppe kontakten med ham! Det blev jeg selvfølgelig glad for, men nu har de fundet sammen igen, og jeg kan ikke klare det mere. Hvad gør jeg?

Hilsen den knuste, 16 år


SVAR:

Kære knuste

Tak for dit spørgsmål.

Det lyder, som om du er ved en afgørende skillevej. At navigere i det farvand, du er i lige nu, kræver et stærkt indre kompas, så jeg vil stille dig nogle spørgsmål, som jeg synes, du skal overveje. På den måde finder du måske frem til, hvad dit indre kompas fortæller dig.

Hvad ønsker du dig af et kæresteforhold?

Det er et grundlæggende spørgsmål, som altid er godt at overveje: Hvad er grunden til, at I vil være sammen? Hvad giver du din kæreste, og hvad giver hun dig? Og for dit eget vedkommende: Hvad er det, der gør, at du ønsker at være i et forhold lige nu? Overvej også, om jeres kæresteforhold er godt og sundt og gør dig glad.

Hvor langt er du villig til at gå for jeres forhold?

Du skal også tage stilling til, hvor meget du vil udsætte dig selv for – hvor din grænse går henne. Hvor værdifuldt er forholdet for dig, og hvor meget vil du arbejde for det? Er der områder, hvor du ikke kan eller vil gå på kompromis, hvis du skal være glad i forholdet?

Har I tillid til hinanden?

Det er tydeligt i dit spørgsmål, at der er noget at overveje her. Oplever du, at du har tillid til din kæreste? Det er afgørende for, om jeres forhold er godt for jer begge, at I har fuld tillid til hinanden. Hvis du ikke stoler på hende – hvad kan I så gøre, for at tilliden bliver genoprettet mellem jer?

Har I afstemt forventningerne til hinanden?

Det lyder også, som om I ikke er enige om, hvordan I skal være kærester sammen - at du har nogle skuffede forventninger. Har du fortalt din kæreste helt konkret, hvilke forventninger du har, så hun kan sige, om hun kan opfylde dem – og omvendt? Og er der nogle forventninger, som er så vigtige for dig, at de er en betingelse for, at du kan være kæreste med hende?

Hvad gør du nu?

Det er dig selv, der skal beslutte, hvad du vil gøre. Hvis du efter at have overvejet ovenstående har fundet frem til, at du gerne vil prøve på at fortsætte i forholdet og give hende frihed til at være sammen med sin ven på samme måde som hidtil, er det vigtigt, at I taler sammen om rammerne for det, så I har tillid til hinanden, og du føler dig tryg i det.
Hvis du beslutter dig for, at du hverken kan eller vil fortsætte i forholdet, så længe hun er så tæt med sin ven, må du være ærlig og melde det ud. Derefter må I sammen finde ud af, om I fortsat skal være kærester, eller om I skal gå hver til sit.

Det er vigtigt, at du finder en vej, hvor du er tro mod dig selv. Håber dette var en lille hjælp på vejen.

Du kan måske også få hjælp ved at læse denne artikel: Utroskab - og hva' så?

Venlig hilsen Benjamin Hougaard


Benjamin Hougaard

Skrevet af:

Benjamin Hougaard

Landsleder i IM-musik

adamogeva.dk

Annoncer