14 år og kristen - hvad gør jeg med min forelskelse?

Vis spørgsmål

Jeg er 14 år og kristen.

Jeg ved, at man først bør få en kæreste, når man er ældre, end jeg er. Men jeg er desværre blevet forelsket i en pige fra min klasse. Hun tænker på samme måde, da hun også er kristen. Jeg vil ikke sige det til hende, for hun er en af mine gode venner.

Forleden kom jeg i kirken til hendes konfirmation. Hun blev glad og skrev tak i en besked også. Men så i skolen så jeg hende næsten ikke. Det ser ud som om, at mange andre drenge fra begge 7. klasser godt kan ''lide hende''. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre, når jeg ikke ved, om hun kan lide mig. Jeg tror ikke, hun kan 'lide mig' på den samme måde, som jeg kan lide hende. Og hvordan tackler jeg det, at så mange andre kan lide hende?

Jeg skriver nogle gange med hende, og her efter jeg kom til hendes konfirmation, har hun skrevet mange smileyer og virket rigtig glad. Men som sagt, så jeg hende næsten ikke i skolen...

Jeg tænker meget på Gud og beder flere gange om dagen om hjælp, tilgivelse, og takker ham. Jeg driver en facebook-side, der hedder Bibelvers, hvor jeg skriver hver dag. Der er ingen, der har set den, men det er som om, at det hjælper mig, når jeg skriver på den. Jeg synes, det er dejligt at kunne skrive bibelvers, og skrive om dem. Jeg har Gud, og det går jeg meget op i. Jeg har bedt meget, men jeg har ikke mærket noget svar. Jeg ved, at Gud hører mig, men jeg har nok ikke brug for et svar fra Gud i denne situation Jeg be'r for hende hver aften, men jeg håber alligevel, at I kan hjælpe mig.

Jeg tænker hele tiden på, at jeg må finde ud af, om hun måske alligevel kan lide mig lidt... Men er der noget, jeg kan gøre for at minde mig selv om, at det er for tidligt at få en kæreste...? Jeg regner ikke med, at I har det perfekte svar, men jeg har bare brug for hjælp.

Dreng, 14 år


SVAR:

Kære dig på 14 år

Tak for dit spørgsmål!

Der er rigtig mange og gode tanker i det, du skriver. Det er måske svært at svare konkret på det, men jeg vil forsøge at komme med nogle af mine tanker også.

Forelskelse - både dejligt og besværligt

Du skriver, at du er forelsket i en pige. men at du ved, at det er alt for tidligt at få en kæreste. Nu har du ventet lidt tid på svar på dit spørgsmål, så måske har du allerede tænkt flere tanker.

Som sådan mener jeg ikke, der er noget forkert i at have en kæreste som 14 årig, men hvad tænker du, det vil sige at være kærester?

14 år og kærester - hvad betyder det?

I din alder er det måske ikke lige ægteskab, du tænker på, men faktisk er kærestetid en slags forberedelse på ægteskab. Det er en tid, hvor man kan lære hinanden og sig selv bedre at kende. Derfor tænker jeg, at du skal overveje, hvad du tænker om pigen?

  • Hvad er det for følelser, du har?
  • Hvad foretager I jer sammen?
  • Har I det sjovt sammen?

At være kærester ser jeg som en tid, hvor man har det sjovt sammen, lærer hinanden at kende, og hvor man lige så stille finder ud af, hvor den anden er i forhold til en selv.

I din alder er det også et spørgsmål om at lære, hvad følelser er for en størrelse. De skal mærkes, du skal lære dem at kende. Ligesom din krop vil udvikle sig igennem teenageårene, vil dine følelser også udvikle sig.

Du kan evt. læse lidt mere her: Forelsket - en fantastisk følelse

Gode venner er værd at passe godt på

Du skriver flere gange, at du ikke ved, om hun kan lide dig, men jeg tror, at det vil være en god ide i første omgang, at du satser på at lære hende bedre at kende. Det er en stor gave at have gode venner og også at have en kæreste. Derfor skal vi passe godt på de relationer, vi har.

Derfor vil jeg opfordre dig til at overveje, hvor god en ven, hun er? Vil du gerne være bedre venner med hende?

Læs også artiklen: "Plusser" ved at vente med at få en kæreste

Og har du lyst til at læse endnu mere, kan jeg anbefale dig bl.a. at se under temaet:
Fra venner til kærester

Fortsæt også med at tale med Gud om det

Slutteligt vil jeg bare sige, at det er rigtig godt, at du lægger det over til Gud. Ham kan man altid snakke med, og han vil også høre dig og hjælpe dig i den situation, du står i.

Jeg håber, at det gav dig lidt hjælp til at komme videre, og ellers er du selvfølgelig velkommen til at skrive igen.

Med venlig hilsen
Jakob Søvndal


Jakob Søvndal

Skrevet af:

Jakob Søvndal

Præst

adamogeva.dk

adamogeva.dk bruger cookies. Læs mere OK