Hvorfor lugter skeden, og ser jeg normal ud forneden?

Vis spørgsmål

Hej!

Jeg har i noget tid synes, at min skede lugter lidt. Jeg har læst et sted, at det måske kan skyldes bakterier eller infektion, og at man bør søge læge. Jeg har i lang tid ignoreret det, fordi jeg er bange for at skulle til læge.

Jeg har også altid haft udflåd hele tiden og bruger derfor trusseindlæg næsten hver dag. Kan det måske have noget med lugten at gøre?

Som noget helt andet synes jeg også, at min skede hænger, og det ligner lidt en krøllet sok og er grålig i farven. Jeg er ret pinlig over det og vil gerne vide, om det er normalt eller ikke. 

Lærke, 15 år


SVAR:

Kære Lærke

Kroppen ændrer sig

Du er 15 år og derfor i en alder, hvor din krop pga. hormoner ændrer sig, og det kan være svært at vide, hvad der er normalt, og hvad der ikke er. Kroppen ændrer sig også på måder, man ikke lige får forklaret i seksualundervisningen, da lærerne kan synes, det kan være at gå for tæt på.

Udseendet af dine kønsdele ændres, de vokser og bliver større og ja ’krøllede’, som du selv beskriver det. De ydre kønslæber kan også skifte farve fra lyserød til brunlig/grålig.  Mange får en del udflåd, som kan lugte ganske svagt og de bliver nødt til at benytte trusseindlæg.

Lugt

Så i mine ører lyder næsten alt 100 % normalt. Der, hvor jeg ikke kan svare dig med sikkerhed, er ang. lugten. Alle skeder lugter lidt. - I hvert fald lugter de anderledes end i tiden inden, man gik i puberteten. Lugten kan også variere alt efter hvor i ens cyklus, man er.

Så mit spørgsmål er, hvorvidt din skede lugter kraftigt eller ubehageligt? Hvis du synes, at den gør det, så er mit svar, at du bliver nødt til at følge tidligere råd og gå til læge. Brug af trusseindlæg har ikke nogen indflydelse på lugt fra skeden. Håber jeg har givet dig lidt ro i sindet.

Læs evt. mere i temaet: Pubertet - mest for piger

Jeg kan bl.a. anbefale artiklerne: Udflåd og Værd at vide om skeden

Mvh Birthe Marie Rasmussen


Birthe Marie Rasmussen

Skrevet af:

Birthe Marie Rasmussen

jordemoder, kandidat i folkesundhed

adamogeva.dk

Annoncer