Findes der pornofiltre til Mac og iPads?

Vis spørgsmål

Tak for de gode råd og redskaber til at undgå at se porno på nettet. Enologic ser dog ud til kun at være til Windows. Vi bruger Mac-computere og iPads. Findes der noget, der er (næsten) lige så godt som Enologic til disse?

(PS. Tak til alle jer, som gør et fantastisk arbejde på AdamogEva.dk Det er en nødvendig hjemmeside, svarene er virkelig gode, klare og med stor omsorg for spørgeren. Og at der er så mange forskellige svarere, signalerer kvalitet. Siden er også flot og nem at navigere rundt på. Gud velsigne jer hver især, og jeres arbejde.)

Kvinde 37 år


SVAR:

Hej dig på 37!

Tak for dit spørgsmål til Adamogeva.dk. Hvor er det dejligt at høre, at du er glad for at bruge siden, og at du synes, at vi giver nogle gode svar. Det varmer hos os alle at få sådan en opmuntring.

Det er rigtigt, at EnoLogic kun er for Windows-brugere, men der findes heldigvis gode alternativer til Mac-brugere.

K9

En af vores rådgivere foreslår brugen af K9 , men skriver dog samtidig, at problemet med amerikansk baserede browsere er, at de giver temmelig dårlige søgeresultater ift. danske hjemmesider. Hvor store disse problemer er, kan jeg desværre ikke svare på, da jeg ikke selv har prøvet K9. Programmet er gratis til forskel fra de næste to forslag.

Net Nanny

En anden af vores rådgivere foreslår brugen af Net Nanny. Han skriver, at det er blevet vurderet til at være det bedste filter i mange undersøgelser, og de har selv været meget glade for at bruge det igennem flere år. Programmet koster 39,99$ (ca. 240 kr) om året for én computer og 59,98$ (ca. 360 kr) for 3 computere. Derudover skal man købe app’en til ens iPad eller iPhone, hvilket koster 4,99$ (ca. 30 kr) pr. enhed. App’en til iPad og iPhone får desværre ikke særlig gode anmeldelser, så vidt jeg kan læse mig frem til. Hvis man ønsker at prøve programmet af, er der en gratis prøve-version.

X3watch

Endelig vil jeg nævne x3watch, som jeg selv har erfaringer med at bruge. Her kan du se en kort introduktion til programmet. Programmet fungerer sådan, at man vælger en eller flere personer, som hver uge modtager en mail med de mistænkelige sider, som man har besøgt på internettet. Programmet blokerer på den måde ikke nødvendigvis siderne, men man er altså ikke længere alene, når man surfer. Tanken er, at man på den måde rent faktisk kan få hjælp til at snakke med nogen om ens problem med porno i stedet for bare at blokere det. Det kræver naturligvis, at man har en, som man er fortrolig med, og som er villig til at påtage sig den opgave, det er, at ringe til dig, hvis der dukker noget mistænkeligt op i den ugentlige mail. Der findes en gratis version, men ønsker man decideret blokering af porno-sider, skal man købe premium-versionen, som koster 64,99$ (ca. 390 kr) om året. I bunden af deres hjemmeside kan du se, hvilke forskelle der er, på de to versioner.

Det var de tre forslag, jeg vil præsentere for dig. Jeg håber, at du kan få glæde af én af dem.

Mvh. Niels Peter Nielsen


Niels Peter Nielsen

Skrevet af:

Niels Peter Nielsen

Psykolog

adamogeva.dk

Annoncer