Kan jeg være gravid trods kondom?

Vis spørgsmål

Jeg har i lørdags haft sex for første gang med en fyr, som jeg ikke helt rigtig kendte - jeg er sikker på, at vi brugte kondom, og han var ikke så langt inde i mig, og han kom ikke op i mig.

Er det stadig muligt, at jeg er gravid? Jeg tager nemlig ikke selv nogen form for prævention. Det varede også i kort tid, og min menstruation var lige stoppet på dagen, så jeg har ret lang tid at vente, før jeg ved, om den udebliver.

Hanna, 17 år


SVAR:

Kære Hanna

Jeg vil gerne svare på dine spørgsmål.

Du er næppe gravid

Du spørger, om du kan være gravid. Hvis I brugte kondom under hele samlejet, så er du højst sandsynligt ikke gravid.

Kondomet sørger for at sædcellerne ikke kan komme op i dig, og du dermed ikke bliver gravid. Du skriver, at det ikke tog lang tid, at han ikke var så langt inde i dig og ikke kom i dig. Det er vigtigt, at han har kondom på hele tiden, mens I har samleje, også før han kommer. Der kommer ofte lidt væske før udløsningen, som kaldes præsperm, og der kan være sæd i det.

Kondom er godt til at beskytte mod seksuelt overførte sygdomme, men hvis du fortsat er seksuel aktiv, synes jeg, du skal overveje, om du også vil bruge anden prævention, der er lidt mere sikker evt. p-piller. Du kan læse mere om prævention her: Prævention

Du fortæller også, at din menstruation lige var stoppet. Man har ægløsning ca. 14 dage efter, man har første menstruations dag. Derfor mindsker det også din chance for at blive gravid. Du kan læse mere om cyklus her: Sådan bliver du gravid

Sex og tryghed hører sammen

Du nævner også, at du havde sex for første gang med en fyr, du næsten ikke kender. Sex er noget særligt og føles mest rart og givende i et trygt forhold. Du kan læse mere om det her: Værd at vente på

Håber det var svar nok, eller er du meget velkommen til at skrive til os igen.

Venlig hilsen
Hannah Rosendal


Hannah Rosendal

Skrevet af:

Hannah Rosendal

Jordemoder

adamogeva.dk

Annoncer