Gør sex altid ondt første gang?

Vis spørgsmål

Hej, jeg er en pige på 14 år og har fået en kæreste, som jeg selvfølgelig er utrolig glad for. Men min kæreste, han har haft sex mange gange, men det har jeg ikke, jeg er jomfru.. Og er super glad for, at han siger, at vi gør det en dag, du føler dig parat, det gør også en mere tryg ved tanken.

 

Men det, jeg er rigtigt gerne ville spørge om, er, at jeg hører fra alle og læser en masse steder på internettet, at det gør ondt første gang, man har sex, og jeg er bare utrolig bange for, at det gør "skide" ondt, for at sige det.. Men kan man gøre det, uden at det gør ondt?

 

Mvh I, 14 år


SVAR:

Kære I

Tak for din mail til AdamogEva.dk. Det er godt, du skriver nu, for jeg vil gerne fortælle dig lidt, som måske kan få dig til at vente lidt med sex med din søde kæreste.

Gør det ondt første gang?

Først vil jeg svare dig på dit spørgsmål, om det gør ondt første gang, man har sex. Både ja og nej. Nogle kvinder der har sex første gang mærker, at det gør ondt, fordi de er stramme i skeden enten fordi, de ikke er ophidsede nok og derfor ikke er våde, eller også fordi de er anspændte og derfor spænder i skeden. Der er også kvinder, der stadigvæk har deres kønskrans (mødom), som en lille hudfold i skeden, der skal brydes. Når den bliver brudt, kan det gøre ondt, og der kan komme blod. Nogle kvinder mærker ikke smerte første gang, fordi de er afslappede, de er våde nok og deres mødom er sprunget ved fx sport eller anden bevægelse.

Sex er et stort skridt at tage

Når du fortæller, at du er 14 år, tænker jeg, det er meget tidligt, du vil have sex. Det er faktisk under den seksuelle lavalder. Jeg kunne sådan ønske for dig, at I ventede, til I havde lært hinanden bedre at kende. At have sex med en mand er en meget stor ting og kan ændre dit liv. Den første, man har sex med, glemmer man aldrig, og det er rigtig smukt, hvis det også er den mand, man får lov at leve sammen med.

Selvom din kæreste har haft sex før, kan han godt vente på dig, til du er klar, hvis han virkelig gerne vil have dig. Du skriver, at han er klar til at vente, til du er klar. Er du virkelig klar til sex allerede? Det er vigtigt, du tænker dig godt om, for du kan komme til at fortryde det senere, hvis du har sex, inden du er klar.

Nyd ventetiden

Der er så mange dejlige ting, du kan gøre med din kæreste, mens I venter med sex. I kan have skønne oplevelser, gå i biografen, besøge venner, danse, dyrke sport, gå ture, snakke og lære hinanden at kende rigtig godt. Måske har I nogle interesser, I kan dyrke sammen.

Du kan også læse svar til andre, der har lidt samme bekymring som dig. Her er et eksempel, og du kan selv finde flere: Kan I hjælpe mig med spørgsmål om seksuel debut?

Jeg vil også opfordre dig til at læse vores artikler
Sex og følelser
Pas godt på dit sexliv
Jo tættere, jo bedre – med omtanke
Værd at vente på

Jeg håber, du og din kæreste passer rigtig godt på dig og din dyrebare krop og sind.

Kærlig hilsen fra
Lise Berggren Smidt


Lise Berggren Smidt

Skrevet af:

Lise Berggren Smidt

krops- og psykoterapeut, lærer

adamogeva.dk

Annoncer