Godt øje til ekspedient – er det for mærkeligt at tage kontakt?

Vis spørgsmål

Hej Adam og Eva.

Jeg er en pige på 19 år. Jeg har haft én kæreste før, det forhold gik ikke så godt. Jeg har meget svært ved at tage initiativ til at snakke med folk og fyre. Jeg er meget genert og bliver hurtig nervøs, når jeg er sammen med andre mennesker.

Jeg har derfor et spørgsmål: Jeg har mødt en sød fyr, som ekspederede mig i en telefon butik. Jeg vil sige, vi måske flirtede lidt, men jeg er dårlig til at se, om det bare var et salgstrick, eller om han også havde et godt øje til mig. Jeg tænker lidt på at skrive til ham via Facebook, men jeg aner ikke, hvad jeg skal skrive, eller om det simpelthen bare er for mærkeligt. Jeg er trods alt kun blevet ekspederet af ham og kender ham ikke. Hvad skal jeg gøre?

Mvh H, 19 år


SVAR:

Hej H!

Tak for din beskrivelse af din situation og dine spørgsmål. Du står i en rigtig spændende fase af livet, med mange muligheder og mange valg. Det kan være et krævende farvand at navigere i, og jeg giver lidt indspark i forhold til noget af det, du skriver.

Jeg er genert!

Du skriver, at du er genert. Til tider giver genertheden sig udslag i, at du bliver nervøs sammen med andre mennesker. Jeg ved ikke, om det kun er, når du er sammen med fyre, eller om det er i det hele taget. Lad mig sige som det første, at der er ikke noget galt med at være genert.
Det er vigtigt, at du accepterer dig selv, som du er. At du arbejder med, at du er værdifuld og værd at være sammen med. Alle mennesker er værdifulde, og du er ingen undtagelse!
Der kan være forskellige grunde til at du er genert, og det skal jeg ikke gøre mig klog på.

At arbejde med generthed

Dog fornemmer jeg lidt på dig, at du føler dig hæmmet af genertheden, og det medfører, at du ikke så let kan tage initiativ til at snakke med folk og måske specielt eventuelt kærestepotentiale. Jeg tror, det er noget, du kan arbejde med. Der kan sagtens ske en process med dig, hvor du flytter dig fra én grad af generthed til en anden. Det har jeg oplevet med flere bekendte over årene, som har beabejdet generthed igennem fællesskaber som teater, holdsport eller sang. Der er rigtig mange muligheder, men ideen er, at der er nogle ydre rammer i fællesskabet, som hjælper dig til at være en del af indholdet - på en lidt mindre genert måde. Det virker til, at du er parat til at udfordre dine grænser, så måske der kunne være noget at hente her?

Telefonsælgeren

Der er ikke noget i vejen for, at du skriver til ham. Du kan altid indlede med at skrive, at det er underligt, at du skriver til ham.

Jeg tror det er godt først at blive venner. Det giver dig muligheden for først og fremmest at finde ud af, hvem han er. Så kan det vise sig senere, om det kan blive til mere. Det gør måske også situationen enklere for ham at forholde sig til.

Et ordsprog siger "væk ikke kærligheden til live, før den selv vil". Jeg tror, der ligger noget gemt her. En "kærestestemning" i kommunikationen kan blokere for det overhovedet at blive kærester. Derfor vil mit råd være at tage det stille og roligt.

Se evt. dette svar, som rummer nogle andre vinkler på emnet:
Hvordan slippe genertheden og give andre signaler om interesse?

Du er velkommen til at skrive igen, og ellers held og lykke med projektet!

Mvh. Morten


Morten Kühnrich

Skrevet af:

Morten Kühnrich

ph.d. i datalogi

adamogeva.dk

Annoncer