• Herpes

    Kaldes også Herpes Genitalis eller genital herpes. Det er en seksuelt overført sygdom, som giver smertefulde sår ved kønsorganerne. Sygdommen skyldes et virus.

    Forekomst

    Meget usikker, da mange hverken har symptomer eller får stillet diagnosen, mens de har symptomer. Undersøgelser af gravide kvinder har vist, at 7-40% har haft sygdommen.

    Smittemåde

    Kan smitte via samleje, oralsex og analsex.
    Kondom giver god men ikke nødvendigvis total beskyttelse under udbrud af sygdommen. Under udbrud bør du ikke have oralsex.

    Symptomer

    Som regel 4-7 dage efter smitte – men ikke alle får symptomer. Hvis man først er blevet smittet, kan man få tilbagefald af sygdommen og få symptomer igen.

    Første udbrud: Kan give ingen eller beskedne symptomer, men de fleste får almensymptomer i form af feber, hovedpine, generel sygdomsfølelse og muskelsmerter. Symptomer er ofte røde blærer på kønsorganer, i mellemkødet, ved endetarmsåbningen, på inderlår eller på balder. Hos kvinder kan førstegangsudbrud give flere sår og kraftige smerter i kønslæberne. Hvis urinrøret eller blæren bliver ramt af smitte, kan det give kraftige smerter ved vandladning. Et udbrud varer ofte 2-4 uger.

    Efterfølgende udbrud: Giver et langt mildere forløb, og der er sjældent feber, hovedpine eller sløjhed. Sårene kan vare 1-2 uger. Tilbagefald kan udløses af infektioner, stress eller menstruation.

    Hvis man er gravid og mistænker førstegangsudbrud af genital herpes, er det vigtigt at kontakte sin læge. I nogle tilfælde kan barnet blive smittet ved fødslen, men risikoen er mindre, hvis man får den rigtige behandling.

    Behandling

    Behandlingen består af tabletter med lægemidler, som virker mod virus.

    Boje Kvorning Ehmsen, læge


  • Artikler om Herpes

    Svar om Herpes

    Annoncer