Utroskab

Du bliver fristet. Det gør alle. Det kan være fristende at kigge (for) langt efter andre mænd og kvinder end ens egen partner. I hverdagen kigger vi jo hele tiden almindeligt på andre. I fantasien kan vi drømme om dejlig sex med en drømmekvinde eller -mand. Det er ikke unaturligt. Men det kan komme ud af kontrol, og så er der stor fare for, at det kommer til at gøre meget ondt.

Vi er skabt med en naturlig seksuel længsel. Men i fantasien fristes vi til at dagdrømme uden bremse og at dyrke fortrolighed eller sex med en anden end vores egen partner, fx naboen, kollegaen, studiekammeraten eller læreren. Det kan såre relationen til både den anden og min partner. Går vi så langt som til også at røre ved hinanden seksuelt, så sætter sårene langt dybere spor.

Måske er du gift eller har været i et fast parforhold en tid. Og den første urealistiske forelskelseståge er lettet. Din partner er blevet dagligdags og almindelig. Han afslører et temperament eller roderi, du ikke så i starten. Eller måske er hun kontrolfreak på en måde, som var skjult før. Det kan også være, du har været for naiv og troet, at du ikke blev fristet. Eller du/I har ikke handlet på det, der nu begynder at trænge sig på: At der hver dag skal arbejdes for hverdagskærligheden i et parforhold. For det, der kørte af sig selv i forelskelsestiden, det skal nu vedligeholdes, justeres og passes med omhu.

Hvornår begynder utroskab?

Den begynder tit med, at vi ikke passer vores parforhold ordentligt med tid, tilgivelse, lytten og den slags. Jobbet, børnene, telefonen, Facebook, veninderne eller engagementet i kirken eller sportsklubben bliver vigtigere end samværet med ægtefællen. Så sker det, du får øje på en ny. Og bliver ved at kigge. For der sprang en gnist. Et øjekast blev længere. En berøring blev en lille appel. Du sagde ja til en invitation til café eller kursus sammen med vedkommende. Mails, snapchats eller sms’er blev flirtende, småinviterende og dobbelttydige. Kindkys blev til mundkys og knus til kæleri.

Det er spændende at være på jagt. Men det er ikke alt, det er tilladt at jagte. Det forbudte er tit spændende – i begyndelsen. Indtil konsekvenserne melder sig. For utroskab kan simpelt hen slet ikke betale sig, da prisen er langt højere end udbyttet. Også utroskab i kæresteforhold kan såre længe og behøve tid til at læges. Kysser du og dater med en anden end din kæreste, kan svigtet skære dybt. Det er langt kærligere mod både den anden og dig selv at slå op ordentligt, før du dater med en anden.

Utroskab koster

Du væver dig ind i en masse løgne, når du lever et dobbeltliv, enten det er med sex eller penge eller andre ting. For i forsøgene på at planlægge kalender og finde på (dårlige) undskyldninger, kan du let komme til at træde dig selv – og andre – over tæerne.

Utroskab koster kræfter og penge. For der skal gives flere steder. Det vil tit være andre end os selv, som kommer til at betale den dyreste pris for sidespringene, fx den svigtede partner og eventuelle børn. Utroskab koster selvtillid, for i langt de fleste sidder troskab som et dybt behov og en grundværdi, vi sætter meget højt. Og er du utro, kommer du derfor let i tvivl, om du fremover kan stole på dig selv og din viljestyrke i forskellige andre valg.

Også den svigtede oplever et skred i selvtilliden. For duer jeg så? Hvad er der galt med mig? Hvad har eller kan den anden, som jeg mangler? Jeg føler skam. Kan jeg komme videre? Prisen kan i sidste ende blive, at I går fra hinanden. Du troede, at et lille sidehop hurtigt bliver glemt. Men for langt, langt de fleste koster utroskab mere, end de i deres fantasi havde forestillet dig. 

Heling efter utroskab

Du tænkte måske, at tilgivelsen og tiden læger alle sår. Meget kan da også heles, hvis begge arbejder målrettet på det. Hvis vi stjæler, vil langt de fleste af os få dårlig samvittighed og vil føle skyld. Og skulle vi være så selvoptagede, at vi ikke føler eller erkender skyld, når vi er i gang med at stjæle tillid og troskab, så er vi skyldige alligevel.

Men forsoning mellem to bliver langt sværere, hvis den ene ikke tager ansvar for sine egne fejl, men i stedet skyder skylden over på andre. For helingen begynder med, at vi påtager os vort ansvar og tager vores skyld på egne skuldre i stedet for at undskylde og bortforklare. Det er sandsynligt, at utroskaben også voksede frem, fordi min partner havde for travlt med alt muligt andet. Og det må vedkommende så også selv tage ansvar for at ændre på. Men det gør ikke ansvaret for min egen psykiske eller fysiske utroskab mindre. Den har jeg stadig selv ansvaret for. Det gør ekstra ondt, hvis den svigtede hører om sidespringene fra andre, eller selv bliver stadig mere mistænksom på grund af mærkelige regninger, mails, dufte og lignende. Og ved at spørgsmålene bliver afvist. Hvis den utro selv indrømmer, at “den er gal, og nu stopper jeg,” så er det muligt at begynde helingen.

Tilgivelse er en proces

Tillid bygges kun langsomt op. Det sker ved at se, at nu overholdes de mange aftaler i hverdagen. Og det sker ved, at sorg og vrede tales, grædes og lides igennem – måske mange gange. Tilgivelse betyder ikke, at smerten stopper straks. Og tilgivelse er ikke noget, vi handler med. Så sætningen: “Nu har jeg sagt undskyld, og så vil jeg ikke snakke mere om det!” bremser helingen og lukker af for processen. Tilgivelse er ikke et krav. Men det er et par udrakte, sårede hænder, der trods alt rækker ud for at sige og gøre gode hverdagsting for den anden. Og så vokser tilliden forsigtigt op igen. Hvis vi sammen rækker de snavsede hænder mod Gud i bekendelse og tak til ham, så kan helingen yderligere gro.

Annoncer