ae-15

Utroskab – og hva’ så?

Utroskab kan have mange former: En lidt for sød besked til en anden end din kæreste, flirt eller et kys til en fest. Eller måske betror du dig mere til en god ven frem for kæresten.

Det gør altid ondt, når den ene part i et forhold bryder den nærhed og fortrolighed, som kun skulle være jeres. I nogle tilfælde kan sårene heles med undskyldning, samtale og tid, så tilliden kan vokse igen. Andre gange går forholdet i stykker.

 


Signe, Søren og vennerne

“Jeg fatter ikke, hvorfor hun er så sur,” siger Søren til Jeppe. “Siden i går har hun været mærkelig.”

“Han har ikke ringet til mig siden i går,” siger Signe til Sara. “Han var bare sammen med Emilie hele aftenen – han skrev ikke engang en godnat-sms!”

Signe og Søren er kærester. I går var Søren med nogle venner hjemme hos Emilie. De så film, mens hendes forældre ikke var hjemme. Signe var ikke med. Hun har hørt fra en af de andre, at Søren og Emilie sad tæt sammen hele aftenen, og hun er så ked af, at Søren ikke skrev en godnat-sms, som han plejer. Hun er bange for, at Søren er mere glad for Emilie end for hende.

Utroskab kan have mange former

Har Søren været Signe utro? Er det i orden, at Søren sidder med en anden pige, når Signe ikke er der? De færreste vil nok sige, at Søren har været Signe utro. Men Søren og Emilie har været sammen på en måde, der har gjort Signe usikker på, om hun nu er den vigtigste for Søren, og om alt er i orden i deres forhold.

I historien blev Signe usikker, fordi hendes kæreste sad tæt med en anden pige en hel aften. Det kan også være, at kærester skriver søde beskeder til andre på mobilen, Snapchat og andre steder. Eller det kan være drenge og piger, der viser billeder frem af deres (delvis) nøgne krop til andre på billedbeskeder eller webcam.
Hvis der er fest, kan det være dans, (kind)kys eller flirt med en anden end kæresten. Det kan også være, at den ene part i et forhold er langt mere fortrolig med en ven eller veninde end med sin kæreste.

Utroskab har altid konsekvenser

Uanset hvilken form for utroskab, der er tale om, har det konsekvenser. Selv “uskyldige” former for utroskab som dem i historien, kan skabe usikkerhed.

At være kærester handler netop om at være noget særligt for hinanden. Kæresten er den eneste, der får lov at træde helt ind i dit hjerte. I har noget unikt sammen som kærester. Det er derfor, det gør så ondt, hvis den ene part i et forhold flirter, skriver sødt eller måske kysser med en anden. For jeres fortrolighed og det særlige, intime bånd, I har sammen, er kun tænkt til at blive delt af jer to.

I nogle tilfælde vil utroskaben betyde, at den anden part ikke kan tilgive eller igen stole på den, der har været utro. Forholdet går i stykker. I andre tilfælde kan utroskaben overvindes, hvis den, der har været utro, indrømmer sin fejl og undskylder. Og hvis kæresten får tid til at få bekræftet, at det ikke sker igen. Sådan kan tilliden langsomt genopbygges, og forholdet kan fortsætte.

Hvis du som ung vænner dig til, at det er okay at have “noget kørende ved siden af” din kæreste, kan det få konsekvenser for din evne til at være i et parforhold senere. Det kan let præge dit billede af, hvad der er godt og normalt i et forhold. Hvis dårlige vaner med utroskab sniger sig med ind et voksent forhold, hvor der også er børn, kan det få endnu større konsekvenser.

Hvor starter utroskaben?

Der er helt sikkert mange forskellige grunde til, at kærester er hinanden utro. Men der er også nogle ting, som påvirker os alle. De film, reality-programmer og serier, vi ser, påvirker vores billede af, hvad der er “normalt” og “okay” – både når vi er sammen med vennerne og med kæresten. Og på skærmen ser det ofte ud til, at både kys, knus og flirt er normalt, også selvom man ikke er kærester.

Den måde, I er sammen på i netop din venneflok, betyder også meget for, hvordan du opfører dig, og hvad du opfatter som normalt. Hvis du er vant til at sidde på skødet af en ven og sende søde beskeder, kan det være svært at finde nogle nye, gode grænser, når en af vennerne får en kæreste. Nogle ord og handlinger skal reserveres til kæresten. Læs mere om det i artiklen Kærestepotentiale ... eller en god ven?

Utroskab kan også starte med, at du gør det, der føles godt her og nu – uden at tænke på konsekvenserne.

Kærestekontrakt kan give tryghed

Det er en god idé, at kærester laver nogle klare aftaler med hinanden – en kæreste-kontrakt. I kan fx aftale med hinanden, hvilket forhold I hver især kan have til venner af det modsatte køn. I kan også tale om, hvor meget tid I ønsker at bruge alene med hinanden, med fælles venner, med hinandens familier, hver for sig osv. Når I begynder at tale om de ting, vil I helt sikkert opdage, at I på nogle punkter har forskellige forventninger. At lytte til hinanden og lave fælles aftaler kan være svært, men det vil styrke jeres forhold.

Ærlighed og åbenhed er nødvendigt

Signe blev usikker og ked af det, da hun hørte, Søren havde siddet tæt med en anden pige hele aftenen. Hvis Signe vil vide, hvad der skete, bliver hun nødt til at spørge Søren. Hun må også fortælle ham, at det, hun har hørt, har gjort hende usikker og ked af det. At hun blev i tvivl, om hun er den pige, der betyder mest for ham. Måske bliver de to derefter nødt til at tale om deres kærestekontrakt igen: Hvad kan Søren gøre næste gang, han er afsted uden Signe, så de begge kan føle sig trygge og værdsat? Kærestekontrakten er altså noget, I kan tale om, i takt med at jeres forhold udvikler sig.

Selv om du har fået en kæreste, kan du fortsat have gode venskaber og sunde relationer til andre af det modsatte køn, hvis du og din kæreste kan være åbne og ærlige om det.

Et solidt forhold bygger på både følelser, fornuft og vilje

Måske syntes Søren bare, det var hyggeligt at sidde tæt sammen med én, mens han så film … Måske tænkte han ikke på, hvordan Emilie og Signe ville opfatte det. Måske lagde han faktisk ikke andet i det, end at det føltes godt lige nu.

En vigtig del af et forhold er de varme følelser, I har for hinanden. Andre vigtige dele af forholdet er din vilje og din fornuft. Det er vigtigt at lytte til dem alle tre. Når du vælger at respektere din kærestes grænser – jeres fælles kærestekontrakt – er det en stærk og konkret måde at vise din kærlighed på. Det vil få din kæreste til at føle sig elsket og værdsat, og jeres forhold bliver trygt og robust.


Ida Secher Rom

Skrevet af:

Ida Secher Rom

jordemoder

adamogeva.dk

Annoncer