ae-15

Sex og alkohol

Sex er godt, og alkohol er godt. Det er nogle af livets gode gaver. Men en blanding af de to ting er en meget uklog cocktail og giver desværre mange nogle ret dårlige erfaringer. Vi skal undgå misbrug og tankeløshed, hvis vi vil have noget godt ud af både alkohol og sex.


Citat fra Ung-bladet, hvor Christina S. på 16 år skriver:

“Sex og alkohol hører overhovedet ikke sammen, medmindre man er 200% sikker på, at man kan styre sidstnævnte. Jeg kan overhovedet ikke se ideen i først at drikke sig plørefuld og så bagefter få et hurtigt knald – måske endda uden prævention. Mine forestillinger om sex er da, at det er noget tillidsfuldt og dejligt - ikke et hurtigt knald på et mørkt værelse uden prævention. Det lyder simpelthen så dumt at sige: “Jeg brugte ikke prævention, fordi jeg var fuld.” Man bliver da nødt til at tage ansvaret selv og ikke give fx alkohol skylden. Det er altså for latterligt!

Christina rammer plet i meget af det, hun skriver. Ikke mindst, fordi hun åbner for en nødvendig snak om forholdet til alkohol og sex. Vi skal se på flere af de forhold, Christinas udsagn rejser:

Plørefuld

Flere undersøgelser peger på, at jo tidligere man har sin alkohol-debut, des større er risikoen for alkohol-afhængighed senere i livet. Hvis man drikker sig plørefuld som 16-årig, som Christina nævner, bringer man altså allerede sig selv i risikogruppen for en senere alkohol-afhængighed.

Sundhedsstyrelsen anbefaler, at man slet ikke drikker sig plørefuld. Dens anbefaling er at man “stopper før fem” – dvs. aldrig drikker mere end fire genstande ved samme lejlighed.

Desuden skriver sundhedsstyrelsen, at der er lav risiko for at blive syg og/eller få skadevirkninger af sit alkoholforbrug, hvis man som kvinde ikke drikker mere end syv genstande om ugen og som mand max 14 genstande om ugen. Anbefalingerne har som udgangspunkt, at et større forbrug er sundhedsskadeligt. Her er der tænkt på en jævn fordeling hen over ugen. Højst fire genstande ved samme lejlighed betyder, at man ikke bliver “plørefuld”.

Der er også en klar grund til, at det er ulovligt at købe alkohol, når man er under 16 år. Alkohol gør noget ved kroppen, og både effekten og risikoen er højere, jo yngre man er. Derfor frarådes unge under 16 år overhovedet at drikke alkohol.

Uønsket samleje

I en landsdækkende undersøgelse blandt drenge og piger i 9. klasse blev de unge spurgt, om de havde haft problemer i forbindelse med indtagelse af alkohol. Her svarede 8,2% af pigerne, at de havde haft uønsket samleje, og blandt drengene var det 8,4%. 10,3% af pigerne havde haft sex uden prævention og tilsvarende 11% af drengene. Derfor har Christina ret, når hun siger, at alkohol og sex ikke hører sammen.

Det vil da også være en træls oplevelse at få med sig, hvis den første gang var forbundet med, at man var plørefuld. Sex bør vente, til der er opnået den tryghed og tillid imellem jer, som kun et fast og forpligtende parforhold giver. Det sker selvfølgelig ikke på en aften og slet ikke, hvis du eller I begge er påvirket af alkohol. Se mere i artiklen Pas godt på dit sexliv.

Alkohol giver falsk tryghed

En anden undersøgelse fortæller, at flere unge bruger at drikke lidt alkohol – eller måske meget – for at føle sig klar til sex første gang. De føler sig usikre og nervøse og dulmer nervøsiteten med alkohol. Det er helt forståeligt, at mange er nervøse for sex. Der er i dag et ualmindeligt stort pres på det seksuelle i kæresteforhold. Men du kan roligt fastholde, at tryghed er vigtigere end tidlig sex.

Nogle forestiller sig, at sex giver tryghed i et forhold, men der sker det modsatte, hvis du har sex uden at føle dig tryg først. Det er derfor en rigtig dårlig idé at drikke for at føle dig klar til sex – det giver falsk tryghed og forvrænger din oplevelse af sex. Vent i stedet med det seksuelle og dyrk dit venskab med din kæreste, så I opnår gensidig tillid og tryghed, uden alkohol. Hvis det er en god kæreste, der er værd at satse på, så har I masser af tid til tryg og god sex senere. Så skån jer selv for dårlige erfaringer med en blanding af sex og alkohol.

Du kan evt. læse mere i artiklen Alkohol – så det rykker.


Erik Morten Jensen

Skrevet af:

Erik Morten Jensen

Psykoterapeut

adamogeva.dk

adamogeva.dk bruger cookies. Læs mere OK