ae-15

Sådan kan I få et bedre kæresteforhold

Der er ikke noget så skønt som at føle sig elsket og eftertragtet af et andet menneske. Det skulle da lige være at blive kærester og danne par med den, man elsker. Men det gode kæresteforhold kommer ikke af sig selv. Der er nogle ting, I med fordel kan arbejde med for at opnå og bevare det gode forhold


Kærestetiden er en tid, hvor I lærer hinanden bedre og bedre at kende, og hvor I kommer tættere og tættere på hinanden, fordi I bruger tid sammen og taler sammen. Der er nogle ting, som er vigtige at være opmærksom på for at få et godt kæresteforhold.

Vær hinandens bedste venner

Venner er dem, man deler glæder og sorger med. Sådan bør det også være med din kæreste. I får det bedste forhold, hvis I er hinandens bedste venner, og din kæreste er den, du er allermest fortrolig med. De små hemmeligheder, I har sammen, og den nære fortrolighed, I opbygger med hinanden, er med til at styrke jeres forhold. Det styrker jeres tillid til hinanden, når I oplever, at kæresten er til at stole på. Det styrker jeres kæresteforhold allermest, når din kæreste kan mærke, at du virkelig vil ham eller hende og er parat til at sætte andet til side for at være der for dig.

Brug tid sammen

Venner er dem, man bruger tid sammen med. For at styrke jeres kæresteforhold er det vigtigt, at I bruger meget tid sammen og gerne omkring mange forskellige aktiviteter. På den måde lærer I hinanden bedre og bedre at kende. Samtidig skal I også give hinanden frihed til at være sammen med andre drenge- og pigevenner. Nogle oplever det som en svær balancegang. Hvor meget skal I være sammen med hinanden, bare I to? Og hvor meget skal I være sammen med andre? Det er naturligt, hvis I ser forskelligt på balancen. Måske har den ene af jer mere behov for at være sammen med andre, end den anden har. Og netop derfor skal I tale om det, så I begge kan være i det.

Vær nysgerrige på hinanden og tal sammen

Hvis man vil lære hinanden at kende, må man også tale sammen og være nysgerrig på hinanden. Når I stiller spørgsmål til hinanden, finder I ud af, hvad den anden tænker om det ene eller det andet.

Der er mange ting, I kan tale om, men det er særlig godt at være åbne og imødekommende overfor hinanden på emner som:

Forventninger

Ingen af jer kan læse den andens tanker. Derfor er det vigtigt at få talt om forventninger. I har sikkert forskellige forventninger på mange områder. Fx: Hvor meget skal I være sammen? Hvad skal I lave? Hvor hurtigt er det rimeligt at forvente svar på en sms? Må I være sammen med vennerne, uden den anden er til stede? osv. Når I kender hinandens forventninger, gør I risikoen mindre for misforståelser, uenigheder og konflikter.

Drømme for fremtiden

Efterhånden som jeres kæresteforhold bliver mere seriøst, bliver det også vigtigere at tale om fremtidsdrømme. Det kan være drømme om uddannelse, hvor I hver især gerne vil bo osv. Særlig vigtig er snakken om, hvordan jeres drømme for kæresteforholdet ser ud.

Behov og ønsker

I har helt sikkert forskellige behov og ønsker for jeres forhold. Måske har den ene brug for at være meget sammen, sidde tæt og gå med den anden i hånden. Og den anden har måske mere behov for at kunne være sammen med vennerne. Måske har den ene behov for at snakke eller skrive sammen hver dag, og for den anden er tre gange om ugen fint. I kan kun kende hinandens behov og ønsker, hvis I taler om dem. Fortæl den anden om dine behov som et ønske og ikke som et krav. Så kan den anden vælge, om han eller hun vil og kan opfylde ønsket. Hvis det ikke er muligt, må I tage en snak om, hvad der så er muligt. Det er vigtigt, I respekterer, at jeres behov og ønsker kan være forskellige.

Grænser

Når det drejer sig om grænser, er respekt et nøgleord. Respekt for både dine egne og din kærestes grænser. Det er meget vigtigt at respektere et nej som et nej. Og det er lige meget, om det drejer sig om sex, vold, måden at snakke sammen på eller hvad som helst andet. Det er vigtigt, at du mærker efter, hvor dine egne grænser går – og det er vigtigt, at du lytter til din kærestes grænser. Ingen grænser er forkerte. Når I mærker respekt for hinandens grænser, vil det være med til at styrke jeres indbyrdes tillid, fællesskab og kæresteforhold.

Følelser

Det er helt normalt, hvis I oplever, at følelserne svinger op og ned. Nogle gange er du måske helt varm af følelser og svæver forelsket af sted. Andre gange oplever du måske, at alt det kæresteri bare er ved at være for meget – og du har brug for luft. Begge dele er helt normalt. Selv den hedeste forelskelse vil aftage efterhånden. Det kan være svært at forestille sig i øjeblikket, men det gør den. Det betyder ikke, at jeres kæresteforhold bliver dårligere. Det bliver bare noget andet. Forelskelsen erstattes af kærlighed og vilje. Vilje til at være sammen og vilje til at elske. Det er normalt og helt naturligt, at følelserne forandrer sig over tid. Det vigtige er, at I kan tale om, hvordan I har det, så den anden ved det.

Det er også vigtigt at tale om jalousi, hvis den opstår. Jalousi kan nage og plage og sætte revner ind i forholdet. Derfor skal I tage fat om den følelse, hvis den kommer. Snak om, hvorfor følelsen er der, og hvad I kan gøre for at minimere den.

Uenigheder

I kan selvfølgelig ikke være enige om alting. Der vil på et eller andet tidspunkt dukke noget op, som I ser forskelligt på. Her er det vigtigt, at I lytter til hinanden, respekterer hinandens forskelligheder og ud fra det finder en løsning, som I begge har det godt med. Uenigheder kan udløse et skænderi og det er ikke i sig selv farligt. Det vigtige er, hvordan I håndterer situationen efter et skænderi for at bevare det gode kæresteforhold.
Hvis I har såret hinanden, er det vigtigt at kunne erkende sine fejl, sige undskyld og tilgive hinanden. Det er med til at reparere de skår og revner, som skænderiet måske har lavet. Læs mere om det i artiklen Den nødvendige tilgivelse.

Gør det langtidsholdbart med en kærestekontrakt

Lad de ting, I har talt om, være en “kærestekontrakt” for jeres forhold. Det behøver ikke være sådan en, I har skrevet ned, men mere et sæt aftaler, der gælder for jeres forhold. Og se så på jeres “kontrakt” med jævne mellemrum. Er den sådan, som I gerne vil have det, eller er der noget, som skal justeres?

Det gode kæresteforhold kommer ikke af sig selv. Men når I arbejder med det, jeg har nævnt her i artiklen, har I gode chancer for, at jeres kæresteforhold bliver godt, solidt og langtidsholdbart.


Steen Møller Laursen

Skrevet af:

Steen Møller Laursen

landsleder for Danmarks Folkekirkelige Søndagsskoler

adamogeva.dk

Annoncer