ae-18

Ridderen på den hvide hest

Du har sikkert masser af drømme om at møde den kvinde eller mand, som du kan blive lykkelig med. Det er godt at have forventninger, og det er endnu bedre at have realistiske forventninger til både dig selv og din kommende kæreste eller ægtefælle.


“Den eneste Ene” er mere end en filmtitel. Det er drømmen om at møde netop den kvinde eller mand, som du kan blive lykkelig sammen med. Før du møder hende eller ham har du sikkert gjort dig mange tanker. Om hvordan din kæreste skal se ud. Tanker om, hvad I skal lave sammen. Eller tanker om sex, børn, hus og meget mere.

Positive og negative forventninger

De forventninger, du har til parforholdet, kan både være positive og negative. De positive forventninger handler måske om at finde en kæreste, der aldrig svigter dig. Du forventer, I bliver hinandens bedste venner, og at du aldrig mere vil føle dig ensom. Nogle af dine drømme handler sikkert også om sex, og hvor dejligt det bliver at elske med hinanden.

De negative forventninger handler måske om, at du er bange for at blive for afhængig af et andet menneske. Måske har du oplevet, at nogle af dine venner fik kærester og glemte dig. Du er måske bange for at miste dine venner, hvis du selv får en kæreste. Eller måske tænker du på, om det vil tage alt for meget af din tid at have en kæreste. Hvis du tænker på at gifte dig, frygter du måske, at du bliver alt for bundet af din ægtefælle og ikke længere har tid til at gøre det, du selv har lyst til. Har du oplevet skilsmisse i din familie eller nærmeste omgangskreds, ved du, hvor ondt det gør at blive svigtet. Angsten for, at du skal opleve skilsmisse i dit eget ægteskab, kan gøre dig bange for at åbne dig helt for din kæreste eller ægtefælle.

Rollemodeller

Vores forventninger kommer et sted fra. Det kan være fra venner, fra forældre eller fra film og bøger. Dine forældre er dine vigtigste rollemodeller. Hvis de har et varmt og godt forhold og tydeligt viser deres kærlighed til hinanden, vil du sikkert også tænke på dit parforhold med positive forventninger. Hvis du derimod er vokset op med forældre, som har et køligt eller ukærligt forhold til hinanden, vil du også bære negative tanker videre om dit eget parforhold.

Dine jævnaldrende venners parforhold er også med til at danne dine egne tanker om kærlighed og kærester. Du iagttager dem og ser, hvad der er godt og dårligt. På den måde bliver du også selv bevidst om, hvordan du gerne vil have det med din kæreste eller ægtefælle.

Massemedierne påvirker dig også rigtig meget. Du lytter til musik, ser tv-serier og film eller læser bøger og ugeblade, hvor det helt store emne er kærlighed. Ulykkelig kærlighed eller sød romantik i alle versioner. Pornografien møder du måske også – bevidst eller tilfældigt. Og dine forventninger til sex bliver påvirket af, hvad du ser. På godt og ondt.

Man bliver, hvad man spiser

Det gælder om at spise sund mad, hvis man vil være sund. Det samme gælder på andre områder af livet. De tanker og forestillinger, du har om dig selv og din kæreste, bliver også langt af sted formet af de ting, du fylder dig med. Hvis du læser mange ugebladsnoveller, kommer du nemt til at tro, at kærligheden er så ligetil, som de fremstiller det der. Hvis du fylder dig med halv- eller helpornografiske film, vil du blive påvirket af det. Det betyder, at dine forventninger til sex bliver urealistiske. Det gavner hverken dig selv eller din partner.

Det er vigtigt at få “den sunde mad” – også når det gælder forventninger til parforholdet. Jo mere dine forventninger stemmer med virkeligheden, desto større er chancen for, at dit parforhold bliver en succes. Alt for positive eller alt for negative forventninger kan næsten kun føre til et dårligt resultat. For positive forventninger fører til skuffelser, når hverdagen melder sig. Den er nemlig ikke altid så fuld af romantik, som du kunne ønske. Der er ingen, der kan opfylde alle dine behov. Alt for negative forventninger kan gøre dig bange for at vælge en kæreste, og du kommer måske til at leve som single hele livet.

Realistiske forventninger

Det er vigtigt at holde fast i de gode forventninger til parforholdet. De skal bare ikke blive urealistiske. Derfor er det vigtigt, at du lærer dig selv og din kommende partner godt at kende, før I bliver kærester, og før I eventuelt gifter jer. Find ud af, om I har samme forventninger til jeres forhold.

Hvis I kommer fra meget forskellige hjem, er det ekstra vigtigt at blive bevidst om, hvilke forventninger I har til hinanden. Hvis I ikke bliver bevidste om det, vil I nemt bare kopiere jeres egne barndomshjem og overtage jeres forældres adfærdsmønstre på godt og ondt.

Det er godt at snakke med nogle, som har erfaring og vil dele den med jer. På den måde bliver jeres tanker om hinanden og jeres fremtid mere bevidste og mere realistiske. Og I undgår at gå fra hinanden, når hverdagen melder sig.

Jeg vil også anbefale jer at læse og snakke om bøger, der handler om kærlighed og parforhold. I kan få nogle ideer her: lohse.dk.


Astrid Reuss Schmidt

Skrevet af:

Astrid Reuss Schmidt

lærer

adamogeva.dk

Annoncer