ae-15

Pigevenner og drengevenner

At have venner af det modsatte køn er noget særligt. Det giver nogle spændende vibrationer i luften – uden at det behøver at handle om flirt. Venskaber på tværs af køn er spændende, udfordrende og tiltrækkende.


Som pige kan du opleve, at drenge er nemmere at snakke med. De er ikke så optaget af at måle venskabets intensitet (Er du min bedste ven?). Der er ikke så meget fnidder og sladder, og drenge er generelt ikke lige så nærtagende som piger. Der er ikke så meget sammenligning, og så snakker drenge mere direkte om tingene. Derfor kan du som pige opleve det befriende at snakke med drenge og være gode venner med dem. Det er ikke lige så kompliceret som at have pige-venner.

Som dreng kan du opleve, at du kan snakke med piger om andre ting end med drengene. Her er det lovligt at have følelser. Her kan du vende ting, der er ret personlige, uden at det er pinligt eller udtryk for svaghed. Piger er ofte mere vant til at snakke om personlige ting end drenge er. Derfor kan en god pige-ven opfylde nogle vigtige behov.

Hønsegård og skurvogn

Det, der opleves så befriende og godt i venskaber på tværs af kønnene, har for det meste sit udgangspunkt i, at vi er forskellige. Det er forskellene, der skaber dynamikken. Når forskellene får plads og rum, opstår der en god balance. Vi opfører os simpelthen anderledes i grupper, hvor begge køn er ligeligt repræsenterede. I rene pigegrupper opstår der let meget sladder, sammenligning og nærtagenhed. Det kan komme til at minde om en hønsegård. I rene drengegrupper går der let lidt drengerøv i det. Der er meget konkurrence om at være bedst til det ene og det andet. Der er meget sexet snak om piger. Og der kan være en hel del bøvsen og prutten. Det kan komme til at minde lidt om en skurvogn. Sammen derimod opfører vi os anderledes. Drengene kan tilføre pigerne lidt mere vovemod, leg og udfarenhed. Pigerne kan tilføre drengene lidt mere dybde i samtalerne, flere følelser og mere omsorg. Det kan alt i alt give en rigtig god balance både i venskaber mellem én dreng og én pige og i lidt større fællesskaber.

Sund identitet

Det mest sunde er at have gode venner af begge køn – men flest af sit eget køn. Hvis du som pige næsten kun har drengevenner, kan det være udtryk for, at du føler dig usikker blandt piger og har svært ved at danne naturlige og dybe relationer til piger. Hvis det er sådan for dig, har du brug for at få din egen identitet som pige/kvinde styrket. Du skal måske helt bevidst arbejde på at overvinde din usikkerhed og søge flere venskaber blandt piger. Du skal øve dig i at være dig – på den måde du nu er pige – sammen med andre piger. På samme måde, hvis du er dreng og næsten kun har pigevenner.

Venner og kæreste

Hvis du får en kæreste og før da næsten kun har haft venner af det modsatte køn, kan du havne i en loyalitetskonflikt. Din kæreste er den, du skal være mest åben overfor og give mest indblik i dine tanker og dine følelser. Samtidig har du også brug for andre, du kan være tæt på og være fortrolig med. Hvis du næsten kun har venner af modsat køn, kan det blive svært for dig at have dette særlige forhold til din kæreste samtidig med, at du har andre nære venner. Der kan let opstå jalousi. Jalousi kan være en bombe under et forhold, fordi den angriber jeres tillid til hinanden. Derfor er det vigtigt, at du ikke dyrker din tendens til jalousi, hvis du har nemt ved at blive jaloux. Men det er også vigtigt, at du ikke giver den anden anledning til at blive jaloux. Derfor skal du være meget bevidst om, hvordan du er ven med nogle fra det modsatte køn, når du har en kæreste.


Ellen Esmarch Pedersen

Skrevet af:

Ellen Esmarch Pedersen

Samtaleterapeut

adamogeva.dk

adamogeva.dk bruger cookies. Læs mere OK