ae-11

Pigens kønsorganer

Når små børn leger doktor-lege, er noget af det spændende, at de opdager, hvordan drenge og piger ser ud uden tøj på. Den største forskel på mindre piger og drenge er kønsorganerne. Man deler normalt kønsorganerne op i indre og ydre kønsorganer. De ydre er det, man kan se udefra, mens de indre kønsorganer er skjult i kroppen.


Ydre kønsorganer

De ydre kønsorganer, som man kan se på en pige, består af de små og store kønslæber og klitoris.

De store kønslæber

De store kønslæber er et par fyldige hudfolder, som omgiver de små kønslæber. I barndommen er de ikke beklædt med hår, men når du nærmer dig puberteten, er det et af de steder, du begynder at få hår.

De små kønslæber

De små kønslæber er et par tynde hudfolder, som ligger inden for de store kønslæber, og omgiver indgangen til skeden. De er ikke beklædt med hår, men har nogle kirtler, som laver lidt fedt.

Klitoris

Klitoris ligger fortil, hvor de små kønslæber mødes. Det er et meget følsomt lille organ, som bliver ekstra følsomt, når du bliver seksuelt opstemt. Det svarer til svulmelegemet i mandens penis, som gør, at han kan få rejsning. Når du bliver seksuelt opstemt, fyldes klitoris med blod og vokser en lille smule i størrelse. Lige bag klitoris, dvs. mellem klitoris og indgangen til skeden, udmunder dit urinrør.

Indre kønsorganer

De fleste af dine kønsorganer er skjult inde i kroppen. De ligger nederst i bughulen og består af æggestok, æggeleder, livmoder og skede.

Æggestok

A: Æggestok
B: Æggeleder
C: Livmoder
D: Skede
Kilde: © 3dscience.com

Du har to æggestokke – en i hver side. Det er små mandelformede organer, som måler ca. 1 x 3 x 4 cm.

Æggestokkene er grundlagt, mens du var foster, og de ligger hen i dvale, indtil du nærmer dig puberteten. Så begynder de at producere hormon og at modne de æg, som allerede er dannet, da du var et lille foster.

Både modning af æggene og hormonproduktionen er styret fra steder i hjernen, som hedder hypofysen og hypothalamus.

Æggestokken er tæt knyttet til menstruationen. I de første 14 dage af en menstruations-cyklus danner æggestokkene et hormon, som hedder østrogen, og ægget modnes. Herefter løsner ægget (ægløsning) sig fra æggestokken og bevæger sig over i æggelederen.

Det væv i æggestokken, som har omsluttet ægget, begynder nu at lave et andet hormon, som hedder progesteron. Hvis ægget ikke bliver befrugtet af en sædcelle, holder æggestokken efter 10-14 dage op med at lave progesteron. Derefter bliver slimhinden i livmoderen løsnet, og du begynder at bløde: Du får din menstruation.

Æggeleder

Æggelederen er to små rør, som går fra æggestokken til livmoderen. De er 10-12 cm lange.

Livmoder

Livmoderen ligger nedadtil i bughulen og måler ca. 1½ x 5 x 8 cm. Den er lavet af muskelfibre og er hul inden i. Hulrummet er beklædt med en slimhinde, som løsnes en gang om måneden, når du har din menstruation.

Når man er gravid, vokser livmoderen, da det er herinde, barnet vokser og udvikles. Den kan blive vældig stor, men når barnet er født, vender den tilbage til den oprindelige størrelse. Når du har din menstruation, kan du godt opleve at have smerter nederst i maven. Det er som regel livmoderen, som trækker sig lidt sammen, og det kan gøre ondt.

Skede

Skeden er en kanal, som går fra livmoderen til de små kønslæber, og danner overgangen mellem de indre og ydre kønsorganer.

Den er omkring 10 cm lang. Helt nedadtil er der en lille slimhindefold, som kaldes jomfruhinde, mødom, kønskrans eller hymen. Jomfruhinden lukker ikke af for indgangen til skeden, men er kun en lille fold bagtil. Den varierer meget i størrelse og tykkelse fra pige til pige. Ved det første samleje bliver jomfruhinden ødelagt, men den kan også sprænge, når man bruger tampon ved menstruationen eller dyrker hård sport.


Skrevet af:

Else Refsgaard Iversen

Læge

adamogeva.dk

Annoncer