Netdating – nøglen til kærlighedens port

Mange søger og finder kærligheden på nettet. Vi har sikkert alle hørt nogle dejlige historier. Men også det modsatte. Her er lidt overvejelser, hvis du vil bevæge dig ud på nettet i håb om at møde kærligheden.

Som ny i datingverdenen på nettet hober mange spørgsmål sig op:

  • Hvordan laver du en profil, som fanger det modsatte køns opmærksomhed?
  • Hvilke personlige oplysninger skal med?
  • Hvilken portal skal du vælge?

Man kan føle sig som Alice i Eventyrland, hvor der er frit valg på alle hylder, men er samtidig også den forvirrede, desillusionerede ”søgende” foran kærlighedens indviklede labyrint. Hvilken vej skal du gå?

Du skal først gøre dig klart: Hvad søger du? Er du seriøs og søger en partner for livet – eller er du bare ude efter en hurtig affære? Er du bare nysgerrig og vil blot se tiden lidt an?

Der findes en del datingportaler, som mest henvender sig til de mere useriøse eventyrere, og hvis du ikke tilhører dem, er det nok ikke den slags portaler, du skal vælge. Læs mere om det på Red Barnets vejledningsside.

Du kan hurtigt danne dig et overblik ved at læse andres profiler igennem på portalen. På den måde får du en fornemmelse af tonen på datingsiden. Er profilerne korte og uden noget egentligt indhold, eller er de meget direkte og lige på, så skal du måske gå videre til en anden portal.

Enkelte portaler henvender sig til folk med særlige religiøse eller faglige tilhørsforhold, og her skal du være opmærksom på visse begrænsninger for søgemuligheder. Fordelen er til gengæld, at du med det samme har sporet dig ind på et fælles udgangspunkt for dialog.

Vær dig selv

Når du skal oprette en personlig profil på en datingportal, er det vigtigt, at du har gjort dig nogle tanker om din egen personlighed og er rimelig afklaret om dig selv. Vær ærlig i din beskrivelse af dig selv, både hvad angår dit udseende, dine interesser og dit liv i øvrigt. Alt for mange påtager sig en falsk identitet, og så falder alt til jorden, når stævnemødet finder sted.

Du skal turde være dig selv og stå ved dine meninger og krav. Det betyder ikke, at du skal oplyse alting i en profil, men du bør være ærlig og tydelig i alt det, du skriver. Oplysninger som fx tlf.-nummer, adresse, sygdomshistorie, kontonummer osv. bør du ikke skrive.

Profilen skal give et billede af, hvem du er, og hvad du søger. Det kan være en god idé at spørge dine forældre eller nogle fra din nærmeste omgangskreds, hvis du er usikker på beskrivelsen af dig selv, inden du skriver din profil. Det er meget afgørende, at du er realistisk, både om dig selv, men så sandelig også om dine krav til modparten.

Pas på med at idealisere dine krav og billedet af dig selv – og husk, at hverken drømmeprinsen på den hvide hest eller prinsessen på ærten findes i virkeligheden!

Snyd og skuespillere

Hvis du er nået så langt som til at skrive i et stykke tid med en person, så kan du godt få fornemmelsen af en forelskelse. Men lad dig ikke snyde. Du er er nødt til at møde ham/hende face to face for at kunne danne dig et realistisk billede af vedkommende. Endda flere gange. Mange i datingverdenen er blevet snydt af gode skuespillere og charlataner. Mærk efter i dit hjerte – føles det her rigtigt? Og brug hovedet – er der sund fornuft i det her forhold? Er det virkelig ham/hende, jeg vil dele livet med, eller er jeg blot forelsket i forelskelsen?

Hvis du har været single længe, er det meget nemt at tro, at du er ramt af Amors pil, når du har skrevet med en person i et stykke tid og mødt vedkommende nogle gange. Det er uhyre vigtigt, at du er ærlig over for dig selv og spørger: Er jeg virkelig forelsket, og er det virkelig det her, jeg vil?

Det er svært at finde vej gennem kærlighedens labyrint, og netdating kan være en mulighed. En del par har fundet hinanden ad den vej. Men endnu flere er blevet såret og krænket gennem netdating, som desværre rummer mange fælder for den, der søger en seriøs og trofast partner.

Livet består af valg blandt mange muligheder, og kun DU ved, hvad der er bedst for dig.

Annoncer