ae-18

Hvad er homoseksualitet?

Hvorfor nogle har homoseksuelle følelser, er der ikke bare ét svar på. Hvis jeg vil prøve at forstå homoseksualitet, må jeg derfor være åben overfor en bred vifte af forklaringer, som supplerer og uddyber hinanden.


Homoseksualitet er kort sagt to personer af samme køn, der seksuelt og følelsesmæssigt føler sig tiltrukket af hinanden. Nogle oplever det kun enkelte gange eller i perioder af livet. Hos andre er det den altdominerende tiltrækning hele livet, og de kender ikke til at føle sig tiltrukket af det modsatte køn (heteroseksualitet).

Hvorfor har nogle homoseksuelle følelser? Som jeg indledte med at sige, må vi prøve at lytte til flere forskellige forklaringer.

Biologien

Homoseksualitet kan være et resultat af noget, der rent biologisk sker i en krop. Både gener, hormonniveauer i fostertilværelsen og andre biologiske forhold kan være med til at påvirke sandsynligheden for, at man får homoseksuelle følelser. Men det er ikke hensigtsmæssigt at beskrive homoseksualitet udelukkende på baggrund af biologiske forhold. Det mest sandsynlige er, at ens opvækst og forhold til andre mennesker (det psykologiske!) har den største betydning for, om man oplever homoseksuelle følelser.

Psykologien

Jeg vil gøre lidt ud af at beskrive, hvilke oplevelser og erfaringer, der kan have gjort, at nogle oplever homoseksuelle følelser – altså det, man kan kalde for de psykologiske forklaringer på homoseksualitet. Jeg ved godt, nogle føler, de så bliver proppet ned i en for lille kasse, som om andre kan sige, hvordan de har haft det, og hvad de har oplevet, siden de har homoseksuelle følelser. Det er ikke meningen, for det tror jeg ikke, man kan. Men man kan ad den vej måske nemmere forstå, hvad seksualitet er, og hvordan vores seksualitet bliver påvirket. Det er altså ikke en endegyldig tolkning eller forklaring, som alle må acceptere, men indtil videre er det for mig den bedste ramme til at forstå, hvad der rent faktisk sker for mange mennesker med homoseksuelle følelser.

Hvad handler de psykologiske forklaringer så om? Blandt andet:

  • at din seksualitet ikke bare er noget, du er født med, men den udvikles gennem dit forhold til andre mennesker. Homoseksuelle følelser opstår altså også i den måde, man er sammen med andre mennesker på.
  • at dit forhold til andre – både af dit eget køn og det modsatte køn – påvirker dit syn på dig selv som mand eller kvinde. Måske har du oplevelser, der har givet dig nogle mande-billeder og kvinde-billeder, som gør, at du ikke tør eller kan se dig selv som rigtig mand eller rigtig kvinde.
  • at seksuelt misbrug i barndommen skader seksualiteten, så den normale seksuelle udvikling forstyrres. Det kan fx føre til foragt eller frygt for det modsatte køn. Og for nogle til udvikling af homoseksualitet.
  • at nogle drenge er mere feminine end andre i sind og/eller krop (et biologisk træk!) I den situation kan fx drilleri og øgenavne, eller hvis faren ser ned på sin søn, skammer sig over ham eller afviser ham, fordi han virker for pige-agtig, føre til et ønske om at være en anden (en pige eller en stor, stærk, rigtig mand!) Og måske kan ønsket om at være ’rigtig mand’, forandres til en længsel efter at være sammen med en, man synes, er en rigtig mand! Ikke først og fremmest en længsel efter sex, men en længsel og et behov for ægte nærvær og fællesskab.

Nogle vil måske føle sig såret over disse beskrivelser, mens andre oplever de psykologiske beskrivelser som positive og befriende. De oplever det som en hjælp til at forstå deres seksualitet – som måske ellers bare har forvirret dem eller fået dem til at føle sig forkert. Men selvfølgelig må du være klar over, at de her beskrivelser langt fra passer på alle.

De forskellige forklaringer forholder sig alle til heteroseksualiteten som menneskets oprindelige seksualitet, der er blevet påvirket af forskellige forhold – måske en endnu bredere vifte af forskellige forhold.

Er jeg homoseksuel?

“Jeg er homoseksuel” eller “Jeg er heteroseksuel” er alt for simple beskrivelser af din seksualitet! Jeg tror, du har homoseksuelle eller heteroseksuelle følelser. Derfor tror jeg ikke, du kan finde ud af, om du er homoseksuel. Du kan finde ud af, om du har homoseksuelle følelser, og hvor meget de fylder i dit liv. Ud fra de følelser kan du så beslutte dig for at kalde dig bøsse eller lesbisk eller lade være!

Men er det ikke bare to måder at sige det samme på: At være homoseksuel eller at have homoseksuelle følelser er vel det samme? Jeg tror, der er en forskel! For at have homoseksuelle følelser er ikke enten-eller. Nogle har nærmest kun homoseksuelle følelser og kender ikke til andre seksuelle følelser. Andre kender kun lidt til homoseksuelle følelser og har mest af alt heteroseksuelle følelser. Eller en helt tredje slags seksuelle følelser. Og hvornår er man så homoseksuel? Derfor synes jeg, det er rigtigt at sige, at det ikke er noget man er. Man kan vælge at kalde sig homoseksuel – hvis man vil.

Kend dine følelser

Men der er en vigtigere grund til at skelne: Det handler nemlig ikke om at finde ud af, om du “er det” eller ej! Det handler om, at du lærer dine følelser at kende, så du kan forholde dig til dem! Fx er det ikke en god idé bare at prøve sig frem og på den måde finde ud af, hvad du skal stille op med din seksualitet. Det kan blive meget forvirrende. Jeg tror, at samtale med andre, du har tillid til, kan være en god hjælp til at finde ud af, hvordan du skal forholde dig til din seksualitet.

Og hvis du lever i troen på, at Gud har skabt dig, vil du også kunne få meget ud af at snakke med Gud om det. De to opfordringer gælder ikke kun, når det drejer sig om homoseksuelle følelser, men det er altid en god måde, når man har brug for hjælp til at forstå og gennemskue sine egne følelser og reaktioner.


Skrevet af:

Jakob Winther

Præst

adamogeva.dk

adamogeva.dk bruger cookies. Læs mere OK