ae-18

Børneopdragelse

Alle kan tale med om børneopdragelse, for alle har jo været udsat for det. Men det er lettere at tale om børneopdragelse end at praktisere den. Der findes ikke en opskrift, man bare lige skal følge.


Børneopdragelse er forældres, læreres og andres forsøg på at formidle kundskaber, færdigheder og holdninger til børn og unge, for at udvikle deres evner, ansvarlighed og selvstændighed. Det har særlig stor betydning, hvilket forbillede de voksne er for børnene. For børn lærer mere af, hvad de voksne gør end af, hvad de siger.

Opdragelse er at drage op

Selve ordet siger noget om, at børn skal “drages op”. I samspillet med forældre og andre voksne, søskende og kammerater skal børnene ledes mod mål, som er højere end dem selv. Ordet siger, at der er noget uden for og over mennesker, som vi bør drages eller ledes imod. Men det handler ikke om, at børnene skal blive kopier af den voksne.

Opdragelse har altid med værdier at gøre, for især gennem det, vi forældre gør, vil børnene få vigtige signaler om, hvad der er værdifuldt i livet. Opdragelsen peger udad og opad mod det, som er større end os, og som kan give mening i livet. Det kan være en politisk overbevisning. Det kan være etiske normer. Det kan være et mere eller mindre veldefineret livssyn. Det kan være en religiøs overbevisning.

Vi forældre kan ikke undgå at påvirke vores børn. Selv de, der er tilbageholdende med at påvirke i en bestemt retning, bliver nødt til at tage stilling til spørgsmål som: Må børn lyve? Må de stjæle? Må børn nedgøre andre eller dominere konstant? Hvordan vi end vender og drejer det, har opdragelse med værdiformidling at gøre.

Når ikke-påvirkning ikke findes, kan vi lige så godt tænke os om og være bevidste om, hvad vi vil med vores børneopdragelse. Uden at falde i den grøft, hvor vi tror, at vi kan forme børnene, som vi vil. Det er fx vigtigt, at du snakker med din ægtefælle om, hvad I vil med børneopdragelsen.

God opdragelse er mange ting

Der findes ikke kun én god form for børneopdragelse. Der findes mange. Ja, i virkeligheden tror jeg, hvert forældrepar kan finde en god form for opdragelse, som adskiller sig – mere eller mindre – fra andres.

Det gør det også svært at sige, hvad den gode opdragelse er, for der er så mange forskellige gode måder at gøre det på. Men det afgørende er ikke:

  • om du er til den stramme eller den løse side
  • om du er til den rodede eller pertentlige side
  • om du er til den pligtopfyldende eller lystbetonede side
  • om du er til den udadvendte eller indadvendte side
  • om du er til den tålmodige eller iltre side

– selvom hver af disse egenskaber har deres styrker og svagheder.

Det afgørende er derimod:

  • at du elsker dine børn og viser dem det på din måde
  • at du er troværdig, så ord og liv hænger sammen
  • at du er villig til at tilgive andre og dig selv

Dårlig opdragelse – hvad er det?

Det er naturligvis heller ikke muligt kort at sige hvad en dårlig opdragelse er. Men jeg nævner nogle ting, du skal tage dig i agt for:

Jerndisciplin. Det handler om at kue barnets vilje, så den bliver identisk med den voksnes. Barnets opgave bliver udelukkende at adlyde.

Manglende kontakt. Børn har et grundlæggende behov for kontakt. Derfor kommer der til at mangle noget meget væsentligt, hvis kontakten med børnene er dårlig eller overfladisk.

Konstant små-skæld-ud. Det er en dårlig ide. For det første, fordi den sjældent virker, for det andet, fordi det ikke er en værdig måde at tale til barnet på og for det tredje, fordi barnet kan få en oplevelse af at være konstant forfulgt.

Manglende konsekvens. Hellere have forholdsvis få regler, som du kan følge op på, end have for mange, som du ikke kan følge op på.

Belønnings-strategi. Hvis store dele af børneopdragelsen styres af belønninger, går det ud over forholdet mellem børn og voksne, for så bliver der tale om et forretningsforhold og ikke et personligt forhold.

Tomme trusler har den ulempe, at de undergraver din egen autoritet (du kan jo ikke gennemføre det, du truede med), og de gør børnene forvirrede (de kan jo ikke stole på dig).

Latterliggørelse, fordømmelse og nedgøring. En voksen må aldrig misbruge den magt, han eller hun har over et barn. Det er ikke bare dårlig opdragelse; det er moralsk forkasteligt, hvis du latterliggør, fordømmer eller nedgør et barn.

Fortielser. Børn skal ikke vide alt. Og små børn skal vide mindre end større børn. Men det er dårlig opdragelse, hvis du skjuler noget for barnet, som det bør vide i den pågældende alder. Når barnet spørger, er det som regel modent til at få svar. Det gælder fx seksuelle spørgsmål.

Opdragelsesangst. Der kommer ikke noget godt ud af at være én stor undskyldning for sig selv som opdrager. Tydelige voksne giver trygge børn.


Carsten Hjorth Pedersen

Skrevet af:

Carsten Hjorth Pedersen

Daglig leder af Kristent Pædagogisk Institut

adamogeva.dk

Annoncer